Louise Juhl

Jeg tog en biopsi af tiden.

I går, tror jeg. Eller måske var det i dag.
Med et langskaftet apparat borede jeg ind til kernen af noget, og trak det ud. Trak tiden ud.

Det var omkring klokken syv morgen: et ganske lille rundt stykke, som ethvert andet punkt i tiden. En anelse mere liderligt og loddent, men ellers.
Stykket så fint ud. Villigt og fremadskridende, som tider skal [henrulle, som slægt skal følge slægters gang]. 

Nu: en vis ømhed. En trækning dér, hvor prøven er taget. En ganske lille slagside mod fortiden. Jeg fylder hullet med sand [som dét, vi begravede hinanden under i sommer], men det er for tungt. Sekunderne synker til bunds, mens evigheden flyder som et hårdkogt æg på overfladen.

Det er meget lidt yndefuldt, ja.