Louise Juhl

Jeg drømte, at jeg var et forsøgsdyr i et eksperiment hvor jeg fik opereret lysdioder ind i hjernen. Ved hjælp af såkaldt optogenetik ville man så hhv tænde og slukke for lyset, og ad den vej styre mine handlinger. Tændte man for lyset ville jeg huske min fortid og iklæde mig traditionelle kvindelige nationalklæder a´la nederdel, forklæde og tørklæde om håret. Jeg ville strutte af sundhed, jeg ville bage brød over bål, jeg ville føde velskabte børn, jeg ville elske min læst, min mand, min tilværelse, solen ville skinne, vandet ville risle og lutter og lagkage.
Slukkede de derimod for lyset ville min hukommelse ligeledes blive slået fra, jeg ville ikke kunne genkalde min fortid, og jeg ville reagere med at tabe appetitten, tabe håret, tabe handlekraft, jeg ville ikke bevæge mig men søge ly i en krog, jeg ville betragte mine håndflader med uro, med jævne mellemrum holde mig for ørene selvom der var tavst omkring mig, jeg ville nægte at sove og alligevel bevæge mig som i en døs og røv og nøgler.
Konklusionen på dette eksperiment blev, at barndommen var afgørende for udviklingen af et helt, gesundt og helstøbt menneske og at fortængning eller mørklægning af fortiden ville betyde, at man som menneske degenererede, forfaldt til apati og psykisk afvigende adfærd.

Og jeg blev bare ved med at tænke, at det eneste dette sguda beviste var, at man ikke kan lege med tændstikker, hvis man ikke har noget ild, og at lys bare er fravær af mørke, men at mørke ikke på samme måde er fravær af lys.