Louise Juhl

Hortensiaerne i forhaven er tæt på afblomstret, om en måned vil kun de pistne grene stå tilbage. 
Hun åbner døren, før jeg når at ringe på. Hun er i en taljekort jakke og jeans, på brystet bærer hun en broche i riflet sølv. Hun rækker armene frem til et knus, siger “hej” og ”så dejligt at se dig” og “velkommen til”. Ordene nærmest falder over hinanden. Hun finder en bøjle i skabet, og tilbyder at tage min jakke, min taske. “Lad mig”. Hendes bevægelser er for hurtige til hendes krop, nærmest hektiske. Jeg er født af hendes skød. Jeg har drukket af hendes bryster, hun har lært mig at tørre røv og at elske. Alligevel virker hun usikker, næsten forlegen, som om hun vil undskylde for noget. Jeg ved ikke hvad.

Stuen står, som den plejer. Med spisebordet til højre og tv’et modsat. Bagerst den vinklede sofa. På afstand ligner møblementet øer med hver deres liv. Bord-ø, sofa-ø, tv-ø. Da jeg var lille, sejlede jeg rundt imellem øerne på en pude, henover gulvet, som en opdagelsesrejsende på vej mod nye mål. Hver gang jeg nåede frem, var skuffelsen den samme. Tv’et viste sig bare at være et tv og ikke en selvlysende planet, sådan som jeg havde forestillet mig undervejs, beboet af fiskelignende væsner med tentakler. Sofaen var bare en sofa, blød og behagelig men også frygtelig kedelig. Man kunne hvile i den. Og sove og slappe af, men man kunne ikke tænde bål eller bygge vinger til ryggen og flyve væk, sådan som jeg havde drømt om, at øen gav mulighed for. 

Hun spørger til turen: Var der mange med toget, vil hun vide, hvad med benplads? Træk fra vinduet? 
Jeg når ikke at svare, før hun er videre. Frokosten er ikke noget særligt, forklarer hun, hjemmebagt brød og pålæg fra slagter Stenz. Hun remser op: kogt oksebryst, fransk salami, en letrøget spansk skinke. Og nå ja – også lidt rejer. Salat med grønne asparges. Gravad laks.
Min mor fortæller, at hun købte ”en Wegner” for sin første løn. –Y- stolen, hun peger. Det var min morfar der havde lært hende at sætte pris på håndværk, smukt design. Han var selv snedker og –tømrermester og stolt af sit fag. 
Sælgeren i butikken havde forsikret hende om, at stolen aldrig ville miste i værdi og at den af samme var et langt bedre køb end de billigere modeller. Værst var det nu, hvis hun satte pengene i en bil, mente han (min mor havde ikke engang kørekort?), den slags faldt i værdi samme øjeblik, som man satte en nøgle i tændingen. 

I flere år nøjedes hun med den ene stol, men så blev hun gift med min far og fik tre stole foræret til festen. Lige præcis nok til at, de nu kunne kalde det et møblement og invitere naboerne til te. 
I dag er hele stuen fyldt med den slags, med Finn Juhl og Børge Mogensen, et helt liv omsat i møbelkunst. Rene linjer, stilfuldt design. Funktion og form. Alt nøje afstemt. 
Det sker, at jeg spørger hende, om ikke hun bliver mæt af al den magelighed. Af al den fornuft og de flettede sæder. Af stolenes navne. Høvdingestolen, cigarstolen, whiskeystolen. 
Lillemorsofaen? 
– Får du ikke åndenød, vil jeg vide. – Af alle de mænd?
Ved hun ikke, at det er sproget, der skaber verden og ikke omvendt. At lillemor lyder af skødehund, et sæt tøfler, mens høvding rimer på stor og mægtig mand. En abe, der slår sig på brystet?
Min mor ryster på hovedet, til svar, smiler. Hun jo ikke har tænkt sig at tale med møblerne, siger hun, og heller ikke at kalde dem ved navne.
– Jeg sætter mig, hvor jeg vil, siger hun. Høvding, whisky, cigar. Hun ejer jo det hele.
– Du tænker for meget, tilføjer hun og rækker mig kurven med brød. Surdej, boller, to slags knækbrød: 
– Spis nu.