Der var nogen, der sagde, at hun havde gjort det med vilje. De sagde ikke hvad, bare at hun havde gjort det, og at det var med vilje. Villads havde ikke fidus til den slags, til rygter: ‘folk siger så meget’, mente han, men Joan var ikke enig, ‘der går jo sjældent røg uden en brand,’ svarede hun ham og kastede tre stykker tyggegummi i munden. Villads himlede med øjnene: ‘AF en brand’ rettede han hende, ‘og: uden at der er ild i den’. Ingrid spyttede på fliserne foran sig og kastede endnu to stykker tyggegummi i munden, klumpen var nu så stor, at den fik hendes kinder til at bule: ‘du er fanme så klog, at du kunne undvære hovedet.’ Ingrid forsøgte at mægle: ‘Vi kan spille dart?’ Hendes fætter havde både skive og pile i sin kælder. ‘Og sprut og bare damer?’ ville Joan, hvis mor arbejdede på et værested for handlede kvinder, vide. ‘Hvad mener du?’ Ingrids fætter var tolv og brugte udover dart al sin tid på at bygge en popcornsmaskine, der kunne fungere som snekanon om vinteren.
Vi endte med at blive siddende på bænken nedenfor blokken. Jason ringede, han var blevet tilbudt 200 kroner for at passe sin niece, og selvom han bar et badge med hammer og segl, så var 200 kroner altså mere, end han sådan lige kunne sige nej til. Villads mumlede noget om ussel mammon og foreslog, at vi fremover skulle sværge ed på troskab mod fællesskabet. Ingrid forlangte først at få at vide, hvori fællesskabet egentlig bestod og om det for eksempel inkluderede fordomme om hendes fætter. Joan syntes bare det lød håbløst konformt, ‘ed og troskab min bare røv’, vrængede hun og trak bukserne ned og viste bagdel, og selvom vi var uenige om både røg og brand og dart og troskab, så kunne vi da enes om dét: At grine ad Joans blottede baller.
”Så er der sanketur i sigte”. Det er Ursula, der skriver. Hun har læst det i ugeavisen. At kommunens naturvejledere tilbyder gratis og guidede ture: ”Med fokus på spiselige planter og svampe.” Hun får det til at lyde så let: ”Er du frisk?” Jeg kan se på de tre prikker på skærmen, at hun stadig skriver, og få sekunder løber den næste besked ind: ”Vidste du forresten, at man kan spise de friske bøgeblade” Jeg skal lige til at svare, men Ursula er hurtigere på tasterne end mig: ”De skulle gå godt til røget kød”. ”Ok,” svarer og der går da også kun få sekunder, før den næste besked er fremme: ”Er det ok til røget kød eller til guidet tur??” Jeg er usikker på, hvad de to spørgsmålstegn betyder, om de er udtryk for håb eller irritation: ”Begge dele,” svarer jeg og Ursula svarer med en jublende humøremoji : ”Aftale. I dag klokken 13.00 ved indgangen til Ådalen. Ses.”
Jeg googler ”Gode råd til førstegangs-sankere” og læser, at hyldeblomsstilken smager bittert og derfor bør skæres af så tæt på blomsterhovedet som muligt. At bøgeblade smager bedst, når de er lysende grønne og matte at se på. Jeg læser om dunbirken, hvis saft smager sødligt og kan minde om honning, hvis man ellers koger den tilstrækkeligt ind. Tilstrækkeligt er et ord med vide rammer. Jeg læser også om Karl Johan- og om svovlporesvampen, der på engelsk går under navnet ”chicken of the wood”, fordi smagen minder om kyllingekød. Jeg noterer nogle af planternes navne, deres særlige kendetegn: Katosten kan blive helt op til en meter høj og de rødviolette blomster består af fem kronblade. ”Døvnælden er brændenældens rare fætter,” står der på en hjemmeside under overskiften ”naturens forrådskammer,” den brænder nemlig ikke som en brændenælde (deraf navnet, står der tilføjet i parentes) gør det. Den smager nøddeagtig og fungerer godt i både supper og salater, skriver de, ”det er bare med at komme i gang.” Martsviol, morgenfrue, skovsyre, salturt, strandsennep, alle de navne, jeg får lyst til at synge dem sang, skrive med kridt på asfalten udenfor: ”Ramsløg 4 km denne vej -> ” ”Vild kørvel: 2,3 km mod højre.”
”Glæder mig helt vildt,” skriver jeg til Ursula og minuttet efter: ”Vidste du forresten, at det ifølge Jyske lov af 1241 kun er tilladt dagligt at sanke, hvad der svarer til indholdet af en hat?” Da hun ikke svarer, går jeg tilbage til computeren, køber to urteknive og en flettet kurv online. Tiælfæjer et sæt tynde havehandsker. Så brummer telefonen, Urusla har sendt sendt et screenshot af en 3 meter høj Willy Wonka hat, hun skriver: ”Det skulle nok række til en enkelt dags behov.” *
Jeg fortæller ham om sanketuren, min og Ursulas plan. – Det er noget kommunen tilbyder. Og med uddannet guide. Martin tager sin højre strømpe af, vender foden rundt, så han kan undersøge den under neden. – Lort, han rejser sig ogt går ud i entreen, roder i dragkisten mellem værktøj og fiskesnøre og finder en hobbykniv. Går tilbage og sætter sig i sofaen, skyder knivsbladet frem: – Hvad laver du? Jeg trækker mit ansigt sammen i væmmelse, – du har vel ikke tænkt dig at skære i dig selv? Martin svarer ikke, men sætter det skarpe blad mod hælens hårde hud, skræller små flager af. – Sanketur. Med Ursula? Han lægger hobbykniven fra sig og samler det afskårne hud i en lille bunke med kanten af hånden: – Aha. Jeg går ud i køkkendet og finder et stykke køkkenrulle. Fugter det under hanen, går tilbage i stuen og fjerner bunken med hud fra gulvet. – Der er virkelig meget at finde derude, siger jeg siddende på mine knæ: – Både svampe og bær og blomster og blade. Martin trækker strømpen på foden igen. – Ja og med lidt held kan vi finde en hasselbusk. Friske nødder – ren luksus.Jeg kigger op fra gulvet, Martin smiler overbærende – Luksus? Han rækker en hånd frem imod mig, og jeg tager den. Men det er slet ikke min hånd han vil have, det er det fugtige køkkenrulle, de hårde hudflager: – Det her, det er luksus, siger han og åbner papiret, så de små stykker hud bliver synlige, og jeg hører mig selv sige: – Jeg kan også droppe det, hvis du synes?
Martin synes ikke noget. Det er i hvert fald det, han svarer, da jeg følger efter ham ud på badeværelset og gentager mit spørgsmål. – Jeg synes ikke noget, svarer han og finder et håndklæde fra hylden over vasken. Åbner det lille skab til højre og finder barberskum og skraber frem: – Det må du selv ligge og rode med. Han tænder for vandet. Sætter en prop i afløbet og fylder vasken med vand. Jeg bliver stående og ser på, mens han dækker hagen med skum, skraber huden fri for hår. Hans bevægelser er vante og effektive, ind imellem dypper han den skumdækkede skraber i vandet. Pludseligt vender han sig rundt, kun halvdelen af hans ansigt er barberet, resten er stadig dækket af små stride hår: – Hvad? – Jeg vil bare gerne, svarer jeg men bliver afbrudt: – Bare gerne hvad? – Være sammen med dig, forsøger jeg, – snakke. Jeg træder et skridt ind i rummet: – Martin, men bliver mødt af en skraberens knivsæg i hans afværgende hånd. Stemmen er kold, nærmest fjendtlig: – Skulle du ikke på sanketur??
Jeg var blevet fortalt det på forhånd. At hun kunne være overvældende, altså, Veronica. Hun havde det med at “kravle” på de voksne, sagde de, holde om og holde fast. Ja hun kunne finde på at klamre sig til en arm eller et ben og nægte at slippe igen. Jeg var nødt til at være bestemt fra start, ellers risikerede jeg, at hun tog det hele. Sugede sig fast. Jeg spurgte ikke ind ti hvorfor, nikkede bare, jeg var jo ny, deres advarsler var vel en form for omsorg. For mig men også for pigen, sagde lederen, Karin, alt andet ville være at gøre hende en bjørnetjeneste, at lade hende vokse op i den tro, at hun kunne knytte sig til alle og enhver. Livet ville lære hende noget andet. At ingen i længden brød sig om fremmede fingre i deres hår, om konstante kram eller at blive holdt om hele tiden. Hængt på. Så det bedste var, om hun lærte det her. Af os, pædagogerne, i et trygt rum og uden at slå sig. Hun var den første, jeg mødte, da jeg første gang mødte ind. Det var en mandag og klokken kun knap 6.00. Hun stod udenfor med en lillebitte taske på ryggen og vinkede til mig. Og allerede mens jeg stillede min cykel fra mig, var hun i gang med at fortælle. At hun hed Veronica, at hun elskede dyr og drømte om at åbne sin eget zoologiske have med regnorme, musvitter og pindsvin. Jeg ville selvfølgelig komme gratis ind, lovede hun mig og stillede sig helt tæt på og så til, mens jeg tømte mine cykeltasker for skiftetøj og æskerne med flødeboller, jeg havde købt for at fejre min første dag i Krokodillehaven. Indenfor viste hun mig rundt, pegede alt ud: Læsehjørnet, Hulen, Spisestedet, Perlepladsen, hun kunne bedst lide at lege i Hulen, at dække sig til med dyner, bygge bløde slotte af puder og tæpper. Alle dage var gode, men onsdag var bedst, for der holdt de voksne ingen møder, og der var brætspilstime og man kunne blive helt til klokken 17.00, hvis man ville, og det ville hun altid, for hun elskede Krokodillehaven. “Og diiiig”. Hun tog om min arm, krammede den og lænede sig ind imod min krop, og jeg huskede ordene fra ansættelsessamtalen, at hun var overvældende, Veronica, og at jeg måtte være bestemt fra start. At hun lige så godt kunne lære det nu, her i beskyttede rammer i Krokodillehaven, fremfor senere i livet, ubeskyttet. At et nej på den måde kunne vise sig mere omsorgsfuldt end et misforstået ja. Jeg blev der ikke så længe. Det var vist nok en skuffelse, børnene havde godt af stabile rammer og voksne, der ikke kom og gik efter forgodtbefindende. Jeg burde have tænkt mig om, før jeg takkede ja til jobbet, sagde lederen, det kunne næppe komme bag på mig, at arbejdet med mennesker var hårdt. Smukt og vigtigt, ja, men mest af alt hårdt. Hun havde nok forventet mere af mig. de havde jo brugt en del ressourcer på at lære mig op, sætte mig ind i Krokodillehavens rutiner, mandag sang og samspil, tirsdag natur, onsdag brætspil, de havde brugt årevis på at finde den helt rigtige balance mellem leg og læring, om jeg var mon forstod, at det var levende væsner og at min exit uundgåeligt ville sætte sig i de mest sårbare af dem som endnu et svigt? Ja, jeg vidste det godt, undskyld og jeg burde have været mig mit ansvar voksent. Og ja, jeg forstod, at det var levende væsner, det var jo netop dét, jeg havde så svært ved. At jeg var nødt til at lære dem, at huler kun fandtes om onsdagen og kun i krokodillehaven. At man ikke sagde “jeg elsker dig” til tilfældige mennesker, at man ikke greb fat og krammede. At afstand var nødvendig. At virkeligheden var ikke var et brætspil med brikker men en kampsport, man ikke vandt med knus, men ved at slå sin modstander i gulvet. Veronica havde en gave med til mig den dag, jeg stoppede. En mælkebøttekrans, hun selv havde flettet. “Til min alleryndlings,” hun lænede sig ind imod mig, forsøgte at flette ben. Jeg gav hende et hurtigt knus, takkede og tog kransen på hovedet, vinkede fra cyklen: “Tak, Veronica.” Måske var det sidste, knuset og det at jeg vinkede, at gøre hende en bjørnetjeneste?
”Og hvor længe skal man så vente på at få lov at se giraffen?” Det er Ursula, der skriver. Jeg har sendt hende et billede af Martin – med en fjerboa om halsen. ”Whos that?” skriver hun og jeg svarer: ”He’s the one”
Engang hang vi sammen som ærtehalm. Vi lakerede vores negle i samme babyblå farve og lod os klippe i helt ens pager. Frisøren måtte bruge et centimetermål for at være sikker. 14 centimeter. Præcis. Klasselæreren fandt det bekymrende, han talte om et ”opmærksomhedspunkt.” Det var vigtigt, understregde han, at vi ikke mistede fornemmelsen for os selv: Det var fint nok at være tætte, men vi skulle jo nødig vokse sammen. – Hvorfor egentlig ikke? spurgte Ursula og tog min hånd, lagde den imod sin kind.
Men så kom vi i niende og skulle i praktik, og både hun og jeg søgte Zoologisk have. Der var kun plads til én. Det blev mig. Dyrepasseren trak lod, det var helt tilfældigt, at det var mit navn, der stod på sedlen. – Det’ helt ok, sagde Ursula, alligevel var det som om noget forandredes. – Var det fedt i Zoo, spurgte hun, da vi mødtes efter endt praktik 14 dage senere. Men da jeg ville svare hende, vendte hun sig væk og om imod Beate. Lagde en finger mod hendes læber: – Hvordan får du dem egentlig så bløde?
Det var ikke sådan, at vi ikke længere sås. Hun hjalp mig med at sætte efterlysninger op, da jeg fik stjålet min cykel. Og stemte vist nok på mig, da jeg stillede op til elevrådet. Vi blev også ved med at bruge den samme frisør, men havde ikke længere den samme frisure. Ursula lod sit hår gro langt og fik det lysnet. Dirty Blond. Det tog næsten fire timer og kostede 2500 kroner. – Det er vildt flot, sagde jeg og tog fat om en lok, men hun trak sig baglæns, som om hun tvivlede på min ros: – I know.
Alligevel er det altså hende, jeg vælger at skrive og fortælle om Martin: ”Han kalder mig fine fine,” skriver jeg. Og: ”jeg forsøger at lære ham tegnsprog.” Jeg sender hende også billeder. Af hans udtrådte sneakers, mere grå end hvide. Jeg er sikker på, at hun kan se det. At hun af alle vil kunne se, at de er slidte på den der cute måde, sko slides, når den, der går i dem, vælter lidt indad på foden. Og til sidst sender jeg hende så fotografiet af Martin med drink i hånden og boa om halsen: ”Det er en Moscow Mule.” Og nu vil hun så ham. Se giraffen, og jeg kommer i tvivl. Om jeg kan tillade mig at invitere hende uden at have spurgt Martin først. Ja, om vi overhovedet er dér, hvor man præsenterer sig for hinandens venner?
For nylig genhørte jeg et afsnit af ‘Det sidste måltid’ med dramatikerLine Knutzon. Hun taler klogt og modigt om sig selv, sit virke og om de ord, vi hæfter på hinanden. Programmets præmis er, som overskriften mere end antyder, at en gæst inviteres ind til sit – fingerede – “sidste måltid”. Vælger tre retter og taler med værten, Lærke Kløvedal, om, hvordan et eftermæle over dem, skulle lyde, hvis de selv fik lov at vælge. med udgangspunkt i artikler skrevet igennem tiden, stykker vært og gæst i fællesskab en nekrolog sammen. Det er øm, brutal, en lille smule morbid og samtidig meget levende radio. I Line Knutzons tilfælde præsenterer Kløvedal hende for ord fra pressen: Samfundsrevser, satiriker. Sjov. Vred. Men Knutzon værger sig, hun udtaler ordet satiiire, med langt i, som en biiiidende sur citron. Sådan oplever hun ikke sig selv, heller ikke sin skrift. Som bidende, altså, tværtimod. “Jeg skriver ikke for at splitte”, siger hun, “men for at samle.” Humoren er ikke en attribut hun klistrer på sine stykker, men et udtryk for værkernes forsonende ærinde. Vi griner ikke ad- men sammen med hinanden. Jeg skrev for nylig med forfatteren Jens Blendstrup, inviterede ham til at undervise eleverne på forfatterlinjen på Dansk Talentakademi under temaet “Humor på skrift”. Han svarede ja, men tilføjede så, at han egentlig ikke skrev for at være sjov: “Det mærkelige med mig og humor” skrev han, “er at jeg ikke er morsom som i morsom, men skriften gør, at det alligevel bliver skægt selvom det ikke er skægt nedenunder.” Det er vidunderligt famlende formuleret, for det er jo sådan det er, med de gode tekster. De virker, uden at man kan redegøre præcis hvorfor. det er både noget med det, der står, måden det står på, men også noget med det, der netop ikke står, eller måden, hvorpå det der står ikke burde stå der.
Nå, tilbage til Knutzons nekrolog. Og ordene. Som hun selv siger – nogle år tog hun de ord, der blev koblet på hende, for gode varer. Vred. Sjov, samfundsrevser. Hun påtog sig ligesom den rolle, hun var udset til. Men, uddyber hun, hun var ikke revsende, ikke vred. Og fortsætter så med at fortælle, hvordan vreden snarere har været et værn mod angst. Angsten for at falde igennem. Angsten for ikke at kunne skrive mere. Angst for sine børns velbefindende. Angsten for ikke at kunne betale næste husleje. En angst, der delvist bunder i det afgrundsdybe gab, hun har oplevet mellem omgivelsernes oplevelse af hende – og så den reelle virkelighed, hun har levet i. levet med. Knutzon fortæller, hvordan hun engang stod ved Dronningens palæ efter at have modtaget Dannebrogsorden med blitzende kameraer foran sig – og ærligt ikke anet, hvordan hun skulle komme hjem, fordi hun hverken havde råd til taxa eller en busbillet. Folk har misundt hende en succes, hun selv har oplevet diametralt modsat. Det gab, forklarer Knutzon, gjorde hende fortvivlet og fortvivlelsen kom muligvis ud som mere eller mindre forklædt vrede. I dag gemmer hun sig ikke mere, siger hun i udsendelsen. Ikke bag vrede i hvert fald. Nu prøver hun med tillid og kærlighed i stedet for, og da Lærke Kløvedal spørger hende, hvordan hun helst vil huskes, svarer hun: “Som en, der var sød.” Knutzon vil altså ikke mides som hverken satiriker, samfundsrevser, vred eller sjov. Men som én, der var sød. Kæmpe cadeau til Knutzon, sgu.
Jeg holder meget af ‘det sidste måltid’, af den fortrolighed der helt automatisk opstår, når man taler, som var det det sidste, man ville sige. Det er et stærkt sted at tale fra. PS: Jeg vil også gerne huskes, som en, der var sød.
Engang arbejde jeg på en privat teaterskole, en etårig uddannelse med særlig vægt på fysisk teater. Vi havde typisk 12-14 elever, en af dem var en virkelig velbegavet og imødekommende pige, der efter at have læst en bunke bøger om natur og mennesker og deres gensidige forbundethed, følte sig kaldet til at leve alene af vand og lys. Ligesom planternes fotosyntese, hun vidste alt om formlerne bag: kuldioxid + vand + sollys → glukose + oxygen, den procentvise fordeling. I alle pauserne kravlede hun op skolens tag for at komme nærmere solen, suge lys. Det endte med en indlæggelse og hun fik et ultimatum: Enten spiser du frivilligt eller under tvang. Hun valgte frivillighedens vej, men fastholdt, at lægerne var onde og at menneskene, med deres daglige grådige overgreb mod naturen – kød og korn og mælk og frugter – var kriminelle. Det der er interessant er, at hun erkendte, at hun måtte spise men samtidig fastholdt, at hendes fotosyntetiske (pun intended) levevis var den rette.
Jeg kom til at tænke på hende, fordi jeg læste en artikel om Fake News. Ikke så meget, hvordan de opstår, men hvorfor mange vælger at tro på dem. Og ikke mindst, hvordan det lykkes mange konspirationstilhængere at tro på deres overbevisning men samtidig acceptere, at virkeligheden er en anden. Det lyder meget speget, end det er. Et eksempel er den franske filosof Dan Sperber, der satte sig for at undersøge, hvordan vi mennesker lykkes med at finde rationaler i det tilsyneladende irrationelle. Han opholdt ig på et tidspunkt blandt Dorte-folket i Etiopien, for hvem leoparden var et helligt dyr. Så helligt, at det overholdt den etiopiske kirkes faste, når den fandt sted. Ikke desto mindre vogtede alle i byen deres husdyr med samme nænsomhed under fasten, som ellers, ikke fordi de mistænkte leoparden for at være forræder, en hedning, men fordi de samtidig var klar over, at udover at være hellig, så var leoparden også både hurtig og farlig. Jeg elsker det eksempel. Jeg kender det fra overtro. Når en sort kat går over vejen, spytter jeg altid over venstre skulder. Ikke fordi jeg tror på, at der sker noget skæbnesvangert, hvis jeg undlader at spytte, men fordi jeg jo lige godt kan være sikker. Jeg kan på den måde både tro og ikke tro, sådan som Dorze-folket kan tro på leopardens hellighed og stadig tage forholdsregler, hvis nu den skulle vise sig at være noget andet. Forleden så jeg dokumentaren “A Storm foretold” af instruktør Christoffer Guldbrandsen. Den handler om Roger Stone, Trumps spindoktor og rådgiver, vi følger ham op til valget i 2020. Han er en bemærkelsesværdig mand, stor i slaget, grov i munden, frisk på kvinder, skarp på TV. Det, der slog mig, mens jeg så filmen var, hvordan Stone helt åbenlyst er klar over, at han lever af at lyve. At han så at sige regner løgn og sandhed for ligeværdige redskab i kampen for at få ret. Der er ingen tvivl om, at han er klar over, at Trump står til at tabe valget, og han opfinder derfor bevidst en løgn om, at valget er fusk, at brevstemmer er forfalsket, at Biden er en slange, hvis gift langsomt vil lamme nationen. Og de, der lytter, ja de VÆLGER at tro på Stone, fordi alternativet, den virkelighed de også er klar over findes, er værre end at leve på en løgn. Sperber skelner mellem det, vi mener er faktuelt sandt og det, vi tror på, fordi det giver os noget andet end fakta. Et fællesskab, for eksempel. Om en leder, et land, en sag. De fleste af os tror på kærlighed – men jo ikke på samme måde, som vi tror på en stol. Placebo, for eksempel. Er det løgn eller sandhed. Virker en hovedpinepille, hvis ikke der er fysiske ændringer at spore i blod eller scanninger, men den smerteramte oplever en voldsom bedring? Nej, muligvis ikke, alligevel tager vi en pille, fordi alene det at handle, at kæmpe mod smerten, er at foretrække fremfor blot at acceptere smerten, rumme den. Det samme gælder mange alternativer til medicinsk behandling af eksempelvis kræft. De empiriske studier af deres effekt er nedslående, ikke desto mindre vælger mange, der er opgivet af lægerne, at forfølge de ikke-dokumenterede muligheder. Og håb er i sig selv (beviseligt) hvis ikke helbredende så i hvert fald lindrende – og dermed vel virkningsfuldt? I dokumentaren om Stone er der et klip, der viser instruktøren, Guldbrandsen, der falder om i et Fitness-center. Livløs og med hjertestop, det er et voldsomt klip, hans hoved falder direkte mod betongulvet, så hårdt, at det faktisk som en bold giver efter en enkelt gang, bump, bump. Det er med stor sandsynlighed et stressbetinget hjerteanfald, heldigvis får han hurtig hjælp og overlever. I podcasten “Ditlev og Dæmonerne” fortæller han om oplevelsen, han husker intet, så intet lys eller følte sig omsluttet af kærlighed. Ikke desto mindre svarer han bekræftende, da studieværten spørger til, om han på bagkant har fået et andet syn på døden, en slags tro på et liv efter måske. Ja. Han kvier sig ved svaret, for Guldbrandsen er et rationelt menneske, han tror mere på leopardens hurtighed end på dens hellighed. Alligevel har oplevelsen i fitnesscentret, de mange minutter uden puls, efterladt med en tro på noget, der ikke kan måles og vejes. Jeg spytter over skulderen, når en sort kat går over vejen. Jeg spiser appelsin og tager C-vitamintilskud, når jeg er forkølet, selvom intet tyder på, at det har nogen effekt. I hvert fald ikke på forkølelsen. Jeg tror på karma og på kærlighed. Og på skoletasker, taburetter og vingummibamser. Sperber skelner mellem to former for tro. Faktuel tro og symbolsk tro. Den faktuelle tro tåler ikke modstand eller manglende konsistens. En leopard kan ikke både faste og æde. En stol kan ikke både være og ikke være en stol. Den symbolske tro tåler større inkonsistens. Vi kan godt sidde til nadver og spise oblater med besked om, at det er Jesu kristi legeme, uden rent faktisk at forvente, at det vi får i munden, er menneskekød. Vi kan tro på “at kærligheden håber alt, tror alt, udholder alt” samtidig med, at skilsmisseraten stiger støt omkring os. Jeg synes, det er vigtigt at forstå, hvorfor nogle vælger at tro på fake news, også selvom de præsenteres for modbeviser. Kimen ligger nemlig i os alle. Derfor skal vi ikke bare pege fingre, udnævne folk til tosser, idioter eller det, der er værre. vi skal også se indad, huske på at overbevisninger, tro og håb kan være livsforlængende for nogle – men bestemt også det modsatte. For hvis du vælger at tro på, at leoparden overfor dig faster, så risikerer du at blive spist.
(Inspireret af artiklen: “Don’t Believe What They’re Telling You About Misinformation” af Manvir Singh bragt I The New Yorker April 2024) Foto: Pixabay
Sådan fik jeg engang at vide i en kommentar på Facebook. Under et opslag, der handlede om min tid med anoreksi, mine kampe mod lægerne og systemet. Mig selv. En kamp imod- men også for livet. “Du var jo syg i hovedet” Jeg kom i tanke om kommentaren, da jeg læste artiklen “Crazy-Making” i The New Yorker. Den handler om Gaslighting, et begreb, der ifølge Lex.dk dækker over en “avanceret form for psykisk manipulation, som har til formål at skabe tvivl om en persons, en gruppes eller en nations dømmekraft og virkelighedsopfattelse.” Udtrykket stammer tilbage fra en film fra 1944 (Gaslight) hvor en mand ved hjælp af vedvarende manipulation får sin kone til at tvivle på sine oplevelser, følelser og sin forstand. I dag har begrebet en helt andet vidtrækkende betydning og kan dække over ikke bare manipulation i intime relationer men også på arbejdspladsen, på regeringsniveau og i sekteriske grupperinger. Artiklens forfatter, Leslie Jameson, rejser spørgsmålet, om brugen af termen Gaslighting risikerer at udvande begrebet, om det slet og ret får karakter af et skældsord, på linje med “han er jo psykopat” eller “du er fanme sindssyg,” der vel at mærke ikke betyder at du kan påkalde dig en diagnose i klinisk forstand men alene bruges som et kraftudtryk. En understregning af, hvor ubehagelig man finder en adfærd eller person. Med en sådan udvanding, risikerer vi at tage brodden ud af den alvor, der gemmer sig bag fænomenet, vi risikerer, at ethvert kritisk spørgsmål kan påstås at være et forsøg på psykisk manipulation. At spørge en ven: Er du nu sikker på, at du overhovedet havde din pung med?, når denne desperat leder efter sine forsvundne penge, er jo ikke et forsøg på at så tvivl om vedkommendes fornuft, men tværtimod at opklare hvad der er op og ned, hjælpe med at skabe overblik. Derfor kan det være vigtigt at bruge begrebet med en vis forsigtighed, men også at forstå de mekanismer, der ligger bag. Bevæggrundene. Virkemidlerne. I en tid, hvor Trump og Putin dagligt byder ind med deres mere eller mindre “alternative” syn på virkeligheden og fakta, er det vigtigt at holde sig for øje, hvordan Gaslighting virker. Men også hvor forskellige situationer og sammenhænge, fænomenet kan optræde i. I artiklen i The New Yorker peger Jameson på en række af disse: Gaslighting I parforhold. Her fortæller forfatteren om en ung studerende, Leah, der bliver kæresten med skolens populære fyr. En velbegavet, imødekommende, afholdt ung mand, som alle holder af. “Oh i LOVE that guy”, ville folk sige, når Leah fortalte om sin kæreste. Men når de var alene sammen oplevede hun noget andet. Han havde det med at smide tilfældige hånlige kommentarer efter hende, le af ting, der betød noget for hende: “Come on”. Han drak ikke, og når han forklarede hvorfor handlede det om, at han foretrak at være i kontrol, mens dem omkring ham blev stadigt mere tågede, tåbelige. Han holdt af den position. At betragte de andres tab af sanser og overblik. Når de havde sex, blev hans krav stadigt mere ubehagelige, og hun oplevede stadigt flere gange at afbryde deres forehavende, trække sig grædende ud på badeværelset med en følelse af, at noget var forkert. At hun var forkert. Og når minutter senere kom ud og tilbage i sengen til sin kæreste, ville han sige: “You have to get it together. Maybe you should see someone.” Han fik overbevist hende om, at sex og smerte, ydmygelser og kærlighed var to sider af samme sag. Opofrelse, ubetinget ja. Og fordi alle holdt af ham, blev hun med tiden sikker på, at han havde ret, og at hendes oplevelse af overgreb var sygelig. “Maybe you should see someone.” Hvis man nogensinde har været i sådan en relation, ved man, hvor skadeligt det er. Hvor mange år det tager, at få tilliden til sine egne sanser tilbage. Til sin egen forstand, sin væren i verden. Lignende ting kan udspille sig i familierelationer. Leslie Jameson fortæller om en ung kvinde, Adaya. Hun er vokset op i Bangladesh som datter af to litteraturprofessorer, som niårig får hun stadigt sværere ved at høre, forældrene, særligt moren, slår det hen. “Hun har altid været et opmærksomhedskrævende barn”. Til sidst besøger de dog en specialist, der tager test og konkluderer, at hun intet fejler. Hun skal bare lære at koncentrere sig om, hvad der bliver sagt, og ikke hvad hun selv tænker. Mange år senere tager hun til USA for at studere og lader sig teste af en anden ekspert, der uden at tøve stiller diagnosen: Hun har svær forkalkning i særligt det ene øre, en lidelse der er medfødt og som hun altså også har lidt af, sidst hun blev testet. Adaya fortæller det til sin mor, der responderer med et “Du er gammel nok til at passe på dig selv nu, så pas på dig selv” Altså fralæggelse af ansvar men ikke nok med det, hun indrømmer også at eksperten i Bangladesh rent faktisk fandt forandringer i hendes øreknogler, men at hun, moren, havde valgt ikke at bringe det på bane: “Jeg ville ikke, at du skulle opføre dig som et offer.” Her er der altså tale om, at moren – i grusom eller muligvis misforstået godhed – bevidst har foreholdt sin datter en løgn, overbevist hende om at hendes symptomer var fri fantasi, sådan at morens virkelighed kunne få lov at bestå. Datteren havde ingen grund til at pive, hendes hørelse fejlede ingenting. En alternativ sandhed, som fik Adaya til at tvivle på sig selv, sin hørelse. Sætte spørgsmålstegn ved sin egen virkelighed: Er jeg bare en pivskid, spiller jeg bare offer? I artiklen nævnes flere andre former for Gaslighting, den politiske, hvor Trump hævder, at udfaldet af et valg er falsk, han opfinder argumenter (noget med brevstemmer og smædekampagner) og leverer dem med en sådan saft og kraft, at mange vælgere begynder at tvivle på, hvad medierne siger. Trump lykkes simpelthen med at gøre fakta til et diskussionsspørgsmål, det kan da godt være, at han og hans spindoktor Roger Stone lyver, men det samme gør alle andre, og så er det jo et spørgsmål om, hvem der lyver mest overbevisende. På arbejdspladser kan en lignende manipulation finde sted. Alle der har læst Christian Jungersen ‘Undtagelsen’ ved, at det ikke kun er chefer og ledere, der kan så tvivl om eller definere alternative sandheder. Det samme kan ske i kollegiale grupperinger, i Stine Askovs seneste roman ‘Varme hænder’ er Camilla ansat som handicaphjælper og får langsomt nedbrudt sine grænser, de personlige og faglige, og med det følger også en tvivl om alt andet. Om det, hun ser, er rigtigt, om det hun hører, er virkeligt. Også i samfundet finder – hvis ikke Gaslighting så i hvert fald en særlig form for manipulation sted – når man sår tvivl om unges mistrivsel er reel eller bare et udtryk for selvoptagethed og forkælelse. Når selvskade bliver kategoriseret som narcissisme, når ADHD bliver italesat som modefænomen. Men det modsatte kan jo også gøre sig gældende, at vi kaster begrebet “Gaslighting” på alle, der forholder sig kritisk til os, til medierne, til den gældende kultur. Og det er jo i sig selv en slags catch22 – for dermed sår vi tvivl om kritikkens validitet, kritikerens intentioner. Og det er unfair og manipulerende. Jeg vil anbefale alle at læse artiklen. Man risikerer ikke andet end at blive klogere og tilmed opmærksom på sine egne – måske til tider – ufine eller tvivlsomme metoder 😉
I går skrev min gode kollega Jeppe Krogsgaard Christensen et opslag, hvor han undrede sig over, hvorfor Christian Bennikes indlæg i Weekendavisen, hvor han problematiserede nutidens digtere optagethed af identitet, havde affødt så voldsomme reaktioner, når nu digteren Signe Gjessing, der i samme avis havde udtalt at “Det er noget sladderagtigt over de autofiktive digte,” ikke havde mødt samme modstand.
“Er vi virkelig der, hvor udsagn vægtes forskelligt alt efter hvem der bringer dem frem? I så fald et lavpunkt for den litterære samtale,” skriver Jeppe Krogsgaard Christensen. Og i en kommentar uddyber han: “Diskussionen må og skal rykkes væk fra motivanalyser og ‘hvor er du bare ond og dum’ og over på sagen, litteraturen, som den står at læse i bøgerne. det burde være indlysende.” Deri giver jeg ham ret, lad os da for alt i verden undgå motivanalyser, men jeg tilføjer i en kommentar: “Jeg oplever dog, at det er dobbeltrettet. I guder hvor har jeg læst mange påstande om, at digtere og prosaister skriver autobiografisk, fordi de er navlepillende eller med deres personlige vinkel får nemmere adgang til medierne. Ikke én men tusinde gange har jeg læst endda meget vidende litterater og skrivende mene, at det var mere begavet og udtryk for større indsigt og vid at skrive om stjerner og andre himmellegemer, end det var at skrive om udfordringer med at tilhøre en bestemt socialklasse eller at kæmpe med sit sind. Det, jeg mener, er: Hvorfor kan vi dog ikke se på værket, hvad det siger, hvordan det siger det, hvilke virkemidler, der bruges, uden at hierarkisere over, hvad det er mest rigtigt at skrive om eller hvor, det er bedst at skrive fra.”
Her til morgen hørte et afsnit af podcasten “Ditlev og Dæmonerne” på DR. Her var dokumentarfilminstruktør Christoffer Guldbrandsen inviteret i studiet for at tale om sit hjertestop i forbindelse med optagelserne af “A Storm Foretold”. Jeg skal ikke komme yderligere ind på det iøvrigt meget lytteværdige afsnit, men bare opholde mig ved et begreb Guldbrandsen introducerer – et alternativ til diskussionen om sande- og usande påstande. Han taler om den “uangribelige” påstand, det vil sige at sætte sig selv i en position, hvor det sagte ligesom hævder sin egen ret. Og det tror jeg ofte er tilfældet, når vi diskuterer -særligt nyere- litteratur. Ingen er ligesom interesserede i at samtale, Bennikes udsagn er ikke nysgerrigt eller åbent undersøgende, det er en konstatering som i kraft af hans position som journalist på et landsdækkende dagblad får status af sandhed. Uangribelighed. Men jeg undrer mig over, hvordan nogen tror, at den her slags kan stå uimodsagt: “Selve formlen på moderne dansk lyrik [er]: »Skriv om den, du er, altså hvis den, du er, er en del af en udsat og særlig minoritet.« Amina Elmi er dansksomalier og skriver om at være dansksomalier. Caspar Eric skriver om at være handicappet, Luka Holmegaard om at være transkønnet, Deniz Kiy om at være dansktyrker, Sebastian Nathan om psykisk sygdom, Haidar Ansari om at være dansk-irakisk kriminel … Maja Lee Langvad, Glenn Bech, Gry Stokkendahl Dalgas, Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof, Cecilie Lind, Nath Krause … Det universelle menneske har trange kår i dansk lyrik.
Hvordan kan nogen ved deres sansers fulde brug tro på, at man kan nævne så umådeligt forskellige digtere som Bjørn Rasmussen, Glenn Bech, Gry Dalgas og Caspar Eric i ét og samme åndedrag og slippe afsted med at påstå, at deres lyrik kan sættes på en formel. Jeg kan ikke undgå andet end at tænke, at Bennike ikke har læst dem alle? Alternativt, at han har valgt den bredest mulige malerrulle og så forsøgt at tegne croquis med den. Ja, de skriver alle om udsathed og eksistens men kan man deraf slutte “ergo er de en sten?” Det vil svare til at sige, at alle der bruger stjerner som metaforik kan sættes på formel – “skriv om stjerner og andre himmellegemer og få stempel af universel”? Det er simpelthen så fordomsfuld og stereotyp en gengivelse af et virkelig diverst litterært landskab, at jeg har svært ved at tage det alvorligt. Når Gjessing i samme avis mener at kunne konkludere, at autobiografiske digte er sladderagtige, ja så er det udsagt fra en lidt anden, måske mindre uangribelig, position, og derfor knap så provokerende. Men også den udtalelse finder jeg både ukollegial, fordomsfuld og nedladende – hvilket iøvrigt ikke er det samme, som at jeg finder Gjessings digte dårlige. Tværtimod, jeg holder utroligt meget af hendes forfatterskab, og det, selvom hun skriver om stjerner 😉
Nå, det jeg vil sige er, at litteraturen er fri til at skrive om, hvad den vil, stjerner og vrede, undertrykkelse, angst, oprør, pigedyr og blå øjne. At forsøge at reducere disse digtere til slaver af en tidsånd er ikke bare indskrænket, det er i mine øjne også usandt. Bennike må naturligvis mene, hvad han vil, det samme må Gjessing. Men man kan ikke forvente, at det får lov at stå uimodsagt. Peace og hurra for en levende litteratur.
Der var nogle år, hvor alle brugte udtrykket: “Flot”. Ikke som en ros eller anerkendelse af et veludført stykke arbejde, men tværtimod. Som en kommentar med den modsatte betydning. “Flot” var noget, man sagde, hvis nogen havde dummet sig. Begået en brøler eller brændt maden på, for eksempel. “Flot!” – lød det straks og så vidste man godt, at man var afsløret i en dumhed, en fejl. Jeg er vokset op med ironi. Ironi er de intellektuelles leg med hinanden, en slags følelsernes skakspil, hvor det handler om, hvis ikke at skjule sit næste træk, så sin egentlige hensigt. Det, der siges, er ikke det samme som det, der menes: “Det gjorde du sørme godt!” Trykket, intonationen er afgørende for betydningen af det udsagn, for er det nu virkelig godt, det jeg gjorde, eller er det modsat utilfredstillende, skuffende: Det gjorde du sørme godt(?)
Da jeg var mindre, for jeg ofte vild i den slags tvetydigheder. Eller rettere: Jeg gjorde mig så umage for fange og tyde enhver mulig ironi, at jeg blev i tvivl om alt, der blev sagt. Hvad betød det for eksempel, når vennerne sagde “du er altid så flittig”. Var det en kritik, var jeg en fedterøv, en stræber, en forræder mod legen og barnligheden. Hvis nogen sagde noget rosende om mig, ledte jeg efter den usagte kritik, jeg var sikker på, der lå bag. Når min gymnastiklærer opmuntrende råbte “Sådan” efter min ryg, fordi jeg lykkedes med at kravle to trin højere i ribben end jeg plejede, tænkte jeg straks, at hun nok gjorde grin med mig. De andre kravlede jo uden betænkning helt op i toppen og der hang jeg et sted lidt under midten – “Sådan?”
Her til morgen læste jeg noget om flagermus. Der findes flere end 1000 forskellige arter. I Danmark har vi 15: Trold- og skimmelflagermus, blandt andet, og bred- og langøret. Senest er der gjort fund af arten Stor museøre (Myotis myotis – lækkert dobbeltnavn). Flagermusene bevæger sig i verden ved hjælp af lyd. De kaster kald ud og venter på, at omgivelserne kaster det tilbage. Tak – ak ak ak ak. Måske er det lidt samme med os mennesker. At vi bevæger os ved hjælp af hinanden, at det vi sender ud og den måde, det bliver kastet tilbage på, bestemmer hvor vi går hen. Eller om vi står stille. At spille squash i et rum uden vægge er en trist affære. Vi behøver nogen at spille bold imod, op ad. Hvis det, vi kaster ud aldrig kommer tilbage, holder vi op med at kalde og med at kaste. Men hvad nu, hvis det vi sender ud, kommer tilbage som noget helt andet, en helt andet lyd, et helt andet svar. Hvad hvis nu vi råber “Hvad drikker Møller?” og svaret ikke er “øller” men i stedet “Hvorfor spørger du så dumt?” Nogle gange føler jeg mig som en overstimuleret flagermus, der er faret vild i forsøget på at forstå og fange alt det, verden sender ud og tilbage. Det går fint, så længe vi er enige om diskursen. Så længe vi er trygge ved hinanden. Humoren er hjertets latter, ironien er intellektets. Jeg har det nemmere med det hjertelige end med det hjernelige. Eller nej ikke nemmere men bedre. Der, hvor vi kan stille hinanden til ansvar for det sagte, og ikke med et skuldertræk og mildt himlende øjne kan frasige os vores udtalelser, fordi “Jeg sagde jo bare, at det var flot,” også selvom alle ved, at det var noget andet, der mentes.
Ordet ironi kommer iøvrigt af det græske eironeia ‘forstillelse, spot’, af eiron ‘hykler’.
Der er en ting, der undrer mig. Det er som om, der hersker en opfattelse af, at jo mere skeptisk, knarvornt og negativt, man ytrer sig, desto klogere fremstår det sagte og den, der siger det. Jeg husker engang, en venindes kat løb væk, det var en smuk sølvfarvet norsk skovkat, og jeg delte et billede af den og bad om hjælp. “Find Else!” der gik ikke meget mere end et minut, før en voldsomt frustreret følger harcelerende skrev og kritiserede mit opslag. Ja, ja, ja, mente han, fint nok, at du kerer dig om et nuttet og pelset kæledyr, men hvad med de tusindevis af grise, der hver dag bliver slået ihjel for at brødføde menneskeheden? Hvad med burhøns og mink og dræbersnegle og alle de andre væsner, vi hver dag myrder for at tilgode se vores egen magelighed? Hvad med den, skrev han med versaler fulgt op fire spørgsmålstegn ???? Det er jo ikke fordi, han ikke har ret. Hvad med grisene og fårene og køerne, hvad har de gjort, siden jeg ikke slå billeder op og efterlyser hjælp til dem. Er det ikke for dårligt. Og jo, det er muligvis nok, men det er vel ikke det samme, som at min venindes kat ikke må få hjælp? Hvis det var tilfældet, kunne vi jo heller aldrig demonstrere for fred, for hvad skal vi med fred, hvis ikke klimakrisen løses – så er der jo ingen jord at kæmpe for fred på? Skal vi hver gang, vi peger på et problem tage forbehold for alt det andet, vi kunne have peget på: solens begrænsede levetid, stjernernes urimelige død. Tørken på Afrikas Horn, oversvømmelser i Asien. Er det for dårligt at nævne uligheden i Danmark, når nu den synes så meget større andre steder i verden, i USA, Dubai. Er sorgen og smerten hierarkisk og hvis ja, hvem bestemmer så, hvad der er værst: En depression eller koldbrand i et ben.
Alle forsvundne og savnede Else’r fortjener i min optik at blive fundet. Og grisene, køerne, kyllingerne at få bedre kår. Vi skal kæmpe for kloden og for klimaet, for fred og lighed. Lad os bruge kræfterne på det, på at kæmpe FOR alle, der trænger til hjælp, i stedet for at kæmpe MOD hinanden. Man er ikke nødvendigvis mere klog og handlekraftig ved at buh’e og brovte end man er ved at bakke op. Kalde på Else, kom, kom.
