Louise Juhl

For nylig sad jeg i et selskab og talte med en bordherre, der nok ville værre sig mod at blive tituleret sådan. Som en bordherre altså, men nok om det. Vi talte om diva-nykker blandt berømtheder, han fandt det både sjovt og ligefrem passende, at visse ubestrideligt kloge og egenartede personligheder opførte sig, om ikke direkte flabet, så i hvert fald med en vis overlegen attitude. Karen Blixen, Poul Reumert blev nævnt, men også nulevende kunstnere. Min kollega, som selv er kunstner i den mere eksperimenterende genre og i øvrigt uden skyggen af nykker, holdt meget af det ekstravagante. Han kunne lide det ofte mildt nedladende i divaernes attitude, der mere end antydede at de gjorde verden en tjeneste alene ved at være til. Ved at svare på journalisterness spørgsmål, ved at spilde deres kostbare tid på at tilgodese pøblen. Jeg, derimod, får knopper af den slags. Alt i mig lyser rødt, når mennesker tror sig bedre end andre, det uanset at de utvivlsomt har evner, der er de færreste forundt. For uanset hvor klog, du er, hvor dygtig. Hvor vilde sætninger, du kan formulere, hvor syrede billeder, hvor verdensomvæltende smukke sange, du kan synge, så er det – i min optik – anerkendelsesværdige bedrifter, men ikke mere end det. Blixen er ikke mere menneske end min nu afdøde onkel, Mogens, og selvom det indrømmet kan være sjovt at betragte divaernes nykker på afstand, så er det sjældent særlig morsomt at være den, der må lide torten at lade sig udskamme, ignorere eller ringeagte af den kendtes selvhøjtidelighed.
Vi talte længe, det var en god snak, min samtalepartner havde mange gode pointer, han er et rart og klogt menneske. Bagefter har jeg tænkt over, hvorfor jeg reagerer så voldsomt på den slags. På Divaer og selvhøjtidelighed, altså. Jeg tror, det handler om hierarkier. Som jeg anerkender eksistensen– og til en vis grad også relevansen af. Blixen var utvivlsomt en mere fantasifuld og fremsynet forfatter end jeg er. Poul Reumert indiskutabelt dygtigere på en scene end de fleste både før og efter. Det, jeg anholder, er, at disse evner skulle have betydning for deres værdi som menneske. At en knap så talentfuld skuespiller skulle være mindre værdig til at udtale sig end den, der høster priser og rydder forsider. At en laurbærprydet forfatter – udover sin utvivlsomt velfortjente forfattermeritter – skulle være mere menneske, bedre menneske, finere menneske, end min mor, der i 45 år hver dag kørte på cykel fra Gug til Sygehus Nord i Aalborg midtby for at tjene sundhedsvæsnet. Okay, jeg ved godt det er joviale sammenligninger, jeg benytter mig af, et billigt trick. Men ærligt: Det er jo noget om det. Det er jo sandt, at en dygtig forsvarsadvokat ikke har mere ret til at udtale sig end en kassemedarbejder, med mindre vi befinder os i Retten.
Jeg har oplevet det alt for mange gange. At sidde i en bestyrelse fuld af præmierede arkitekter, læger og kommunale direktører og føle, at den eneste grund til, at jeg sad i deres selskab var, at de skulle krydse et flueben af. Enten jeg nu leverede rollen som kvinde, kunstner, psykiatrikender, hundeelsker eller noget helt femte. Og nok lod de mig få ordet, når jeg rakte hånden op, men kun proforma. For i virkeligheden var de alene optaget af deres eget eller til nøds en anerkendt kollegas indspark, mens mit besyv blev favnet med overbærenhed men uden alvor.

I Herta Müllers essaysamling “En flue kommer gennem en halv skov” nævner hun den tyske grundlovs artikel 1: “Menneskets værdighed er ukrænkelig.” En paragraf, der i den grad var nødvendig at understrege efter et årti med nazistisk styre, jødeforfølgelse, undertrykkelse af anderledes tænkende, anderledes følende. Alle mennesker er lige værdige. Mogens, min mor, Blixen og Poul Reumert. Kvinder, mænd, homo- og transseksuelle, nonbinære. Psykisk syge, fysisk syge, midlertidigt influenzaramte, skaldede, allergikere, folk med fodsvamp. Forleden talte et medlem af Institut for menneskerettigheders bestyrelse, Louise Halleskov i Radio IIII. De havde foretaget en undersøgelse af opbakningen til menneskerettighederne blandt danskerne, 82 procent bakkede op. 18 procent var således skeptisk, det lyder jo helt hen i vejret: hvordan kan man være imod ytringsfrihed og ligeværd? Jo, det kan man fordi det er skide bøvlet. For ytringsfriheden gælder også dem, man er uenig med, og lighed for loven gælder såvel den pædofili-sigtede som klimaaktivisten. Det er ikke nemt. For vi har alle sammen fordomme, og synes nok sjældent det er helt så slemt at stjæle fra en rig som fra en fattig. Men lige for loven betyder ikke kun, at den fattige har samme ret som den rige, men også omvendt: At den rige kan påberåbe sig samme beskyttelse som alle andre.

Lige løn for lige arbejde er pissebesværligt, især når det kommer til selv at skulle afstå sin del af kagen for at tilgodese de, der får mindre. Retfærdighed er en virkelig svær størrelse, ikke mindst når den kommer på tværs af de værdier, man selv hylder. Men som Herta Müllers tekst siger det, så er det væsentligt ja afgørende, at menneskelig værdighed er en ukrænkelig størrelse. Det vil sige, den aldrig han følges af at “men”. Menneskerettigheder gælder også dem, vi udråber som u-mennesker.
Et menneske er et menneske er et menneske. Uanset og til alle tider.

Jeg er fascineret af verden. Og mennesker. Af vand og viden og tro.
I går så jeg en dokumentar af Phie Ambo, den handlede om fedt og kalk. Eller: den handlede om punkter og bølger. Eller måske om forbindelser, dem vi kan se og dem, der er usynlige. Min kærestes far, for eksempel, påstår at kunne forudsige vejret ved at se på køernes placering på marken. Det passer hver gang.
Da min mormor døde, det var før mobiltelefonernes tid, sad vi i sommerhuset og spiste kartoffelmadder med purløg og hytteost, da vi kunne høre dæk i gruset nærme sig. Min mor sagde: Det er mormor. Og det var dét, eller det var en taxachauffør med et telegram, der fortalte, at min mormor var blevet indlagt, og at det var nu. STOP. Hvis vi ville sige farvel. STOP.
De, der stædigt fastholder kun at tro på, hvad vi ved, afviser den slags. Ofte med en hånligt rysten på hovedet og en lettere nedladende kommentar a la: Du tror måske også på julemanden? Den afskyelige snemand?
I udsendelsen spørger en kvinde Holger Bech Nielsen: Tror du vi i fremtiden vil tale om åndelighed som en disciplin – ligesom kvantemekanikken? Og den altid gode og nysgerrige forsker svarer: Vi vil nok kalde det noget andet end åndelighed.
Han afviser altså ikke, at der findes mere mellem himmel og jord, end det vi i dag kan måle, veje og bevise. Når et atom kan opføre sig forskelligt afhængigt af, om det bliver observeret eller ej, ja så kan forklaringen jo lige så godt være “en højere magt” som det kan være alt muligt andet. Det han reagerer på, er simpelthen begrebet “åndelig”. Det lugter af religion, af krystaller og rundkredspædagogik, og er der noget fysikere og andre kliniske videnskabsfolk ikke bryder sig om, er det den slags “para- eller pseudovidenskabelig” praksis. Åndelighed, min bare røv, verden består af støv og partikler. Punktum. Kærlighed findes f.eks. ikke eller jo: det er bare en alternativ betegnelse for princippet om arternes bevarelse, en sammenhængskraft, der skal sikre forplantning og senere varetagelse af ungernes tarv.
Men udsendelsen påpeger, at vi jo kun kan undersøge det, vi allerede ved – eller i hvert fald har et begreb om findes. Vi kan således ikke – hvis vi i udgangspunktet kun leder efter ting der kan måles og vejes – få øje på alt det andet. På træernes kommunikation (gennem rødder), på mossernes udveksling af viden. Når fugle år efter år finder vej på tværs af oceaner og uden andre hjælpemidler end vinger og vind, så ved vi, at det skyldes en GPS-lignende funktion i øret. Men kunne en lignende gps-lignende funktion ikke fungere i forhold til instanser ude i rummet, en gud, en marsmand? Risikerer videnskaben ikke at gå glip af nye opdagelser og erkendelser, ved på forhånd at afskære det som overtro og idioti? Hvis vi skal være lidt grove, så er det jo forstemmende lidt, det er lykkedes forskere at finde ud af om fænomenet “bevidsthed”. Altså totaliteten af erkendelser, følelser, sansninger, vilje, ideer. Vi aner ikke, hvad der får mennesker til at opføre sig “uhensigtsmæssigt”, fordi det vi leder efter, er den sundes logik, den raskes, den velfungerende. Set i det lys giver det jo ingen mening at et ungt og tilsyneladende privilegeret menneske kaster sig ud i misbrug. At mennesker begår selvmord. Det strider jo imod al fornuft. Og så længe vi nægter at undersøge ufornuftens love, måle på andre ting end massefylde og omkreds (det er jo svært at måle et savns massefylde, dets omkreds), så tror jeg simpelthen ikke vi bliver klogere.

I dokumentaren præsenterer en meget jysk og korpulent herre ved navn Lars en Power Pack. Et meget simpelt stykke metal fyldt med vand. Han påstår at kunne hæve og sænke temperaturen i vand ved hjælp af apparatet og det til trods for, at alle målinger viser at forskellen er den samme før og efter nedsænkningen af Power pack’en. Det vil sige: Ingen forskel. Ikke desto mindre virker lortet. Når Lars tilbyder Tivolis køkken at installere hans opfindelse i deres udluftningskanaler, ja så forbliver rørene renere, fedt og snavs fæstner ganske simpelthen ikke til overfladematerialerne. Det bekræftes af både tilhængere og skeptikere, heriblandt videnskabeligt ansatte forskere. Så uanset, at der ikke kan måles nogen forskel, så udgør power pack’en en forskel. Forskerne kan bare ikke måle den, forklare den.
Fysikere taler om “mørkt stof”. Det er vel egentlig en slags universets svar på den dialektdrævende Lars’ Power pack. En kraft eller et fænomen, der (endnu) ikke kan måles eller iagttages, men som MÅ findes, hvis tingene skal gå op, give mening. Og det skal det jo, for ellers må videnskaben erkende, at den kan forklare meget men langtfra alt. Tænk hvis samme åbenhed fandtes om alt muligt andet. Om åndsliv/bevidsthedsformer, for eksempel. Tænk hvis Lars med sit raslende nøgleknippe og sin stærkt drævende dialekt ikke bare kan affejes som kølelegemernes svar på Låsby-Svendsen. Tro mig, jeg er vildt skeptisk og frygteligt fordomsfuld. Jeg hælder mere til de frygtsomme og kausalkronologiske forklaringsmodeller, hvor alt skyldes noget, og hvor dette noget skyldes noget andet. Hvor ting går op og alt, der ikke har en form, der passer i videnskabens kasser, afvises som para- pseudo eller lige bare lovlig kreativ omgang med virkeligheden. Alligevel ved jeg, at der er ting, jeg ikke forstå,r uden at det dermed er bluff eller humbug. At min ekstremt ringe blodomløb, for eksempel, lader sig behandle af Viagra i hænder og ansigt, men ikke i fødderne. Det giver jo ingen mening, skulle mine vener og årer opføre sig forskelligt i den øvre del af min krop versus den nedre? Lægerne siger, at det ikke kan passe. Men at det gør det alligevel. Min krop går ikke op. Den stemmer ikke overens med de lægefaglige opslagsværker. Det er på en måde en skam, men det gør det ikke mindre virkeligt, mindre sandt.

Jeg ved ikke, hvad der sker. Kun at jeg tuder af lykke, når jeg ser den tre og en halv time lange dokumentar Ex Libris. Et kamera følger dagligdagen på The New York Public Library, en lille verden i den store.

En ældre herre fortæller foran en fyldt sal om The Richard Hawkins Foundation: – Folk kalder mig ofte provokatør, men jeg har aldrig udtalt om noget for at provokere. Når jeg siger at folk, der tror, at jorden er skabt af Gud enten er dumme, uoplyste eller mentalt uligevægtige, så er det ikke et polemisk udsagn. det er et faktum, smiler han. Og folk lytter, nogle med vantro, andre nikker bifaldende, en enkelt meget ung pige sidder og tager noter: “Videnskab er poesi”.
Et andet sted i huset står en kvinde lænet ind over en skranke, bag hvilken en medarbejder forsøger at hjælpe hende med at finde det skib en slægtning tilbage ved århundredeskiftet sejlede med, da denne emigrerede til Østrig. Den præcise dato og det nøjagtige tidspunkt. Om han kan hjælpe?
Ved en telefon lidt forklarer en meget tålmodig bibliotekar en låner, at en enhjørning ikke findes i virkeligheden, men er et fantasidyr. Han hjælper med at finde informationer om væsnet. Første gang det menes nævnt, slår han op og oversætter fra middelalderengelsk, er i et munkeskrift fra 1225, i hvilket der står: “Mennesket udenpå er en ulv/ men indeni en enhjørning”.

På ledelsesgangen forsøger et udvalg at skaffe midler, så de tre ud af byens otte millioner indbyggere (2017), der ikke har adgang til internettet, kan sikres hjælp via en af bibliotekets 92 filialer. Det er ikke nok at sørge for computere og bredbånd, borgerne skal hjælpes til at finde de nødvendige oplysninger, søge om tilskud til el og vand, boligsikring. Klage over en fejlbehandling, lede efter et fællesskab for ensomme ældre. En asiatisk kvinde vil gerne have hjælp til at overføre et tilsendt familiealbum fra et usb stick til en af bibliotekets computere, så hun kan se ide mange fotos. Der er ikke meget sjov ved et usb-stick hvis man ikke har adgang til en skærm.

Blinde får hjælp til at skrive på maskine med blindskrifttastatur. En blæserkvartet giver gratis koncert i en afsidesliggende sal. I en anden sal fortæller en hollandsk arkitekt om planerne for at nyindrettet to af de 92 filialer. Elvis Costello bliver interviewet om sin vrede. En forelæser fortæller om andengenerationsjødernes tradition for at åbne Deli’er. Hvorfor, spørger han (nok mest sig selv) var det netop denne drøm, de forfulgte, hvorfor ikke frisørfaget, en bagerbutik? En gruppe unge dramastuderende undervises i bibliotekets billedarkiv, i indekseringsprincipper og kryds henvisninger. – Man kan søge på alt, forklarer den ivrige arkivar: Folk med paraply set bagfra. Hunde i aktivitet. Tidligere var alt materiale indekseret efter fotografens/kunstnerens navn og årstal for udgivelsen. Men hvem har egentlig brug for det. Det vi søger er gerne et billede af NOGET, vi er sjældent lige så interesseret i ophavet. Så efter flere årtiers indsats er det nu lykkedes at indeksere det store billedarkiv efter emner.

Jeg sidder i min sofa og jubler, det er ikke løgn. Jeg ELSKER, at der findes mennesker, der gør sig den umage, så vi andre kan få glæde af al den viden og materiale, der findes i verden. Forestil jer et arbejde: at se hundredtusindvis af fotos, reklamer, papirkunst igennem, overveje motivets primære tema, overensstemme så hvert foto ikke får sit eget emneord, men samles i kategorier. Og dernæst katalogisere det hele, så det er nemt at finde for brugerne.

Det kan godt være, at maskiner i fremtiden kan overtage det arbejde og dermed lette processen med at sortere og tilgængeliggøre informationer for et bredere publikum. det er godt. Det er det virkelig. men der skal stadig mennesker til at brænde for at formidle materialet, hjælpe de borgere, der ikke ved, hvad det helt præcist er de søger. de mennesker, der ikke føler sig fortrolige med internettet. I dokumentaren hjælper en medarbejder en ældre mand: Now you shall press home, forklarer han, men manden forstår ikke: Hvordan trykker man på “hjem”. Hvad er det, hvor er det? Jeg husker da et nærtstående familiemedlem ringede til mig. Hun ville søge noget på nettet og havde tændt for computeren, men når hun så skrev, hvad hun søgte og trykkede Enter, skete der ingenting.
– Har du trykket på globussen, spurgte jeg hende, det lille ikon på skærmen? Næh, svarede hun, skal jeg det? Hun skelnede ikke mellem en computer og internettet, og når man ser Ex Libris, forstår man, at adgang til viden langt fra er nok. Der skal så meget mere til. Viden om hvor, hvordan, man finder den rette information. Formidling af emner, man ikke vidste, fandtes. Adgang til blæserkoncerter, provokerende foredrag, hjælpemidler til synshandicappede. Og ikke mindst: Nogen der kæmper for det hele og for alle.

Det er en mesterlig dokumentar. 208 minutter uden en eneste forklarende VoiceOver. Uden et egentlig plot – udover det afsindigt komplekse og kærlige system af mennesker og viden, der udgør The New York City Library. Kæmpe anbefaling. Se den.

Og hey: Bibliotekerne længe leve!

Der er ting, man ikke orker. Som endnu engang at forsvare at skrive. At det er dét, man gør, hver dag, hver time. Skriver.
For hvem læser egentlig den slags, spørger han, og hvem har jeg tænkt skal holde hjulene i gang så længe? Passe de syge, tørre røv på de gamle. Det er fint med poesi og guldrandede forsider, men nogen skal jo betale for gildet.
– Og det er næppe dig? spørger han og vil vide, hvor mange der stod i kø foran boghandleren, sidst jeg udgav en bog. Og jeg medgiver ham, at det næppe var nok til at trafikalt kaos og kan se, at jeg får point for min ærlighed.
Det er jo ikke fordi der er noget galt med det, jeg laver, det fører bare ikke til så meget. Man kan jo ikke spise en bog, vel? Og ikke varme sig ved den. Med mindre, altså, at man brænder den, og det er jo forbudt ved lov. Om jeg har tænkt på det? På hvad gavn de 184 sider, jeg har brugt to år på at skrive, gør. Hvilken forskel?
Han læser skam selv, siger han med slet skjult ironi: – Pornoblade og IKEA-manualer. Ha! Det er selvfølgelig ikke alt, han har også læst Camus og Dostojevski: Magen til langhåret og verdensfjern bogstavleg, skal man lede længe efter, siger han: Vor herre til hest.
Jeg kunne spørge ham, hvor mange røve, han har tørret i sit liv. Hvor mange syge, han har helbredt. Men det gør jeg ikke, for det er skruen uden ende, og jeg vil hellere hjem og skrive på den bog, jeg er i gang med. Om fællesskaber og rummelighed. Så jeg rejser mig og siger tak for snakken, og han svarer:
–Skulle det være en anden gang?

Tak, men nej tak.

I går faldt jeg tilfældigt over et opslag af Mette Korsgaard på Instagram. Hun postede et billede af en meget brun, meget slank kvinde med et uimodståeligt men hærget blik.
Jeg læste teksten og forstod, at den ikke handlede om kvinden på billedet men om en film, Anora, som Korsgaard lige havde set i biografen. Filmen havde fået fem stjerner i Berlingske og i Politiken skrev anmelderen, at filmens karakterer “går til livet med fuld kraft for at håndtere den pose lort, som livet har givet dem”
Og det var denne kraft, der fik Korsgaard til at poste billedet af Bonnie, som den solariebrune kvinde viste sig at hedde. For Bonnie er centrum for en dokumentar, som Mette Korsgaard lavede tilbage i 2015. Bonnie fra “Bonnie og de tusinde mænd,” var også fuld af kraft og fuld fart frem til trods for de mildest talt ikke særligt gode kort, hun var født med på hånden.

Jeg skrev og spurgte, hvor filmen kunne ses, og fandt den på Vimeo. Og shit, for en oplevelse altså, stærk, rørende og helt ubærlig.
Bonnie er sexarbejder, på arbejdet hedder hun Patricia og giver liderlige mænd, hvad de efterspørger. De fleste, siger hun, er søde, de giver hende komplimenter, og komplimenter får Bonnie ellers ikke mange af. Mindst af alt fra sig selv.
Der er travlt i hendes klinik. Mens hun er optaget af én kunde, får hun seks beskeder fra andre, der venter i kø. Kærestesex, efterspørger en af dem, og Bonnie forklarer, at det betyder, at der skal være tid til at nusse og holde om. Kameraet ruller, mens hun giver den søgende mand, hvad han længes efter, og man hører ham efterfølgende råbe fra sengen: – Du fik da også noget ud af det, ikk? Og Bonnie svarer selvfølgelig – Jo, selvom sandheden er, at hun ikke føler noget..
Hun lever, siger hun, af at give folk, hvad de vil have, gøre dem glade, og med sit bekræftende svar til den kunde, der drømmer om en kæreste og ikke har forstået, at et forhold baseret på økonomisk transaktioner ikke har mange chancer, ja så gør hun ham glad.
Jeg var engang på et salgskursus og fik at vide, at god service ikke er at give folk, hvad de vil have, men at give dem mere end det. Og det gør Bonnie. Hun giver alt og mere til. Kunde efter kunde, dag efter dag. Den eneste, der ikke nyder godt af indsatsen, er hende selv. Hun lever af smøger og postevand på flaske og kaster op. Det brænder i halsen, forklarer hun, og ender på Rigshospitalets klinik for spiseforstyrrede, tynd som pindebrænde og med et fuldkomment udslukt blik i øjnene.
– Du må ikke arbejde så meget, siger overlægen, du er nødt til gemme dine ressourcer til dig selv.
Men for Bonnie er der ikke noget udover arbejdet. Det er – trods aldrende mænds uvaskede kroppe – bedre at være Patricia i trikot og selvsiddende strømper, end det er at være Bonnie. For hvem er hun? Og hvor skal hun finde samme anerkendelse som den hun får af kunderne?

Det er en virkelig god dokumentar. Barsk og ikke for børn og som det yderst kropsblufærdige menneske, jeg er, er det også grænseoverskridende at være vidne til den udveksling af krop og penge, der finder sted. Men den grænse, jeg oplever overskredet undervejs, er intet at måle mod de overskridelser, Bonnie helt siden sin barndom, har måtte stå model til. Jeg har den dybeste respekt for hendes livskraft og mod, og selvom jeg ville ønske hende et andet liv, så ved jeg ikke, om og i givet fald hvor sådan ét findes, eller om Bonnie ville trives i det.

Jeg er ikke på nogens side, mindst af alt min egen.
*
De siger, at mørke i virkeligheden fravær af lys. Er huller så fravær af fylde?
*
Jeg læste det på Mikkels væg. At du var død, der var ikke nogen grund. Dit hjerte var bare holdt op med at slå.
*
Den sidste et menneske mister, er hørelsen. Det er derfor, jeg bliver ved at tale med dig. Forstår du?
*
Måske er døden ikke en dør men en drøm, der går op.
*

Det meste er med vilje
*
I sommer så jeg en fugl udenfor mit vindue i sommerhuset. Den var i færd med at æde en anden fugl. Den enes død, den andens brød. Et virvar af fjer og følelser
*
Nogle dage senere badede jeg for første gang i flere år i vesterhavet. Jo tungere jeg lod mig falde, des mere viste vandet sig at kunne bære
*
Sten drukner ikke, de falder bare til bunds
*
Der er atten dage til jul, og jeg skriver et digt:
du er dig og 

dis og fugle 

der synger et

andet sted og 

for nogle andre

I radioen spiller de “Don’t get me wrong” med Pretenders
*
For nylig læste jeg et essay. En pige lyver, hun plukker vat i stykker og påstår for veninderne i skolen, at det er stumper af en sky, hun har fanget. Det er noget, hun har lært af sin far, at finde på, at fylde dagens huller ud med fri fantasi. Jeg elsker den pige, hendes løgne. At dele ud af en sky, det er da smukt
*
Jeg har læst et sted, at det forestillede og det virkelige findes samme sted i hjernen, at vi så at sige har lige stor gavn af- og kan leve lige lykkeligt på en fantasi som på fakta
*
Glædelig jul

Jeg havde engang en kæreste, der var så mærkelig, at jeg græd af lettelse, da han gik fra mig.
*
Jeg har det på samme måde med december. Det burde være så godt, og det er det vel egentlig også, alligevel er jeg helst fri.
*
December forlader mig ikke, sådan som den sære kæreste gjorde. Den bliver med sit appellerende mørke, krydrede dufte og løfter om rensdyr med røde næser, der kommer og lyser for os, som lampen i vinduet hos en sexarbejder i Kurfürstenstraße.
*
Jeg er ikke vred, jeg er ked af det. Det går over. Det samme gør december og hvis jeg venter tilpas længe: Også jeg.
*
Jeg vandt engang en halv gris i spejdernes julebanko i Budolfi kirkes Krypt. Jeg havde den liggende i skødet på vej hjem i bussen. Aede dyrets gennemskårne ansigt. Så, så, så. Jeg husker ikke, hvad min mor stillede op med gevinsten. Om hun skar den i stykker og frøs ned eller om hun uden mit vidende kørte den på Forbrændingen og lod den få en slags fred. Jeg ved bare, at jeg ikke længere spiser gris og at ikke længere spiller banko.
*
I dag skal jeg til København for at tælle til lilla.
*
Mit yndlingstal er otte og min yndlingsfarve lyng. Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg heddeg Stella – efter min mormor. Men det virker ærlig talt lidt pyntekært at smykke sig med en andens navn, når man er over halvtreds. Gør det ikke.
*
Min far ville have, at jeg skulle hedde Lovise med v, men præsten mente, at det var en dårlig idé. Det gjorde min mor heldigvis også.
*
Ingen har bedt mig om at skrive alt det her. Jeg har heller ikke spurgt.
*
Søger man på synonymer for begreberne “kejtet” og “akavet” finder man ordet: drattevorn. Det er et dejligt ord.
*
Selv tak.

Jeg vågner med et billede på nethinden, jeg ikke kan slippe: Det bløde, gule lys fra en dør, der står på klem. Det er ikke nogen bestemt dør og lyset ikke ét, jeg genkender, men alligevel kender.
*
At kende eller at genkende, thats not a question.
*
For nylig talte jeg med en kvinde, der netop var kommet ud af et voldeligt forhold. Hun havde forladt sin mand i al hast og uden andet end sine børn ved hånden og en bog, hun tilfældigt havde grebet på natbordet: “On gratitude”. De havde fundet husly hos en fjern ven, hans hund blev hendes redning. Pelsen og den ubetingede kærlighed, hun så længe havde savnet. Hun havde aldrig tidligere haft en hund, endsige været i nærheden af en. Faktisk var hun, hvad hun selv ville kalde, et “udpræget kattemenneske”.
*
Senere fandt hun og børnene et værelse til leje i en forstad. Med adgang til have og natur i gåafstand. Skov og stier, engarealer. Nu overvejede hun at få en hund.
*
Jeg genkendte kvindens fortælling. Jeg har godt nok aldrig været direkte truet på livet og heller aldrig kaldt mig selv for et kattemenneske. Men jeg har læst et hav af bøger om taknemlighed og ligesom hun forladt en partner i al hast, med kun en elkedel og en punkteret pilatesbold under armen.
*
Jeg var heldig, en norsk kvinde tilbød mig et værelse. Vi boede fire på en etage, jeg levede af minutnudler og alt-i-en-kiks og vandt 1000 kroner på et skrabelod, som jeg sendte til den fyr, jeg havde forladt. Jeg er stadig i tvivl om hvorfor, om det var et udtryk for taknemlighed eller det modsatte, en slags “tak for lort”
*
I en artikel læser jeg, at man skelner mellem taknemlighed og påskønnelse. Det sidste udtrykker en glæde ved en specifik handling (at nogen har passet din hun eller reddet dig fra at drukne i en svømmehal), det første en mere generel glæde. For skønheden ved en blåtidsel, for eksempel, eller solens vedholdenhed. Tænk sig at den gider blive ved, også selvom skyerne igen og igen viser sig at være i vejen.
*
Jeg påskønner den norske kvindes omsorg og værelset hun tilbød mig, også selvom det var alt for dyrt og alt for trangt og efterlod mig en livslang lede ved minutnudler. Det samme tror jeg gælder ekskæresten. Jeg påskønner de små tre år, vi var sammen, de lærte mig meget, nok mest, at jeg trods alt var bedre tjent med mig selv end med den, jeg blev sammen med ham.
*
Den dør dér. Og lyset. det bløde og gule. Hmm.

Jeg læste et sted, at det vi ikke lykkes med, definerer os mennesker langt mere, end det, vi rent faktisk opnår. Det lyder jo helt åndssvagt: Hvorfor spilde et liv på at længes i stedet for at glædes over, hvad vi har. Men måske er det en drivkraft, en indre pisk, der hele tiden driver os videre. Mod “det der” – drømmen om bryde op, bryde ud. Kaste sig over en karriere som flugtkonge, oversavet kvinde. Åbne et herberg for hjemløse dyr: Fugle, pindsvin, hunde, katte, bænkebidere og myg. Et inferno af flaksende vinger og logrende haler, pels og pigge.

Hvis vi havde nemmere ved at stille os tilfredse, boede vi muligvis stadig i huler og lunede os ved åben ild. Hvad skal man egentlig med mere end mad og søvn og sex? Jeg skal ikke kunne sige det, men realiteten er, at vi søgte efter mere, et hus af sten, elektrisk lys og varme. Asfalterede veje og selvbetjeningsautomater. Om vi er lykkeligere i dag, end dengang børnene døde i hobetal og sult var en tilstand og ikke et fremmedord på fire bogstaver, det er svært at afgøre. For der var hverken analyseinstitutter eller verdenssundhedsorganisationer for to tusinde år siden, og spørgsmålet er også, om det er rimeligt at sammenligne på tværs af tid og sted og privilegier. Om man med med rimelighed kan sammenligne en kølle med en kalashnikov eller glæden ved en ske af træ med glæden over en elbil. Uanset hvad så er tilværelsen for de fleste blevet nemmere med tiden, mere bekvem. Mere lige og mindre rå. Kvinder er i de fleste lande ikke længere underlagt mandens forgodtbefindende og børnedødeligheden er heldigvis faldet markant. Med bekvemmeligheden følger også større tolerance, for når vi ikke længere bruger alle kræfter på at finde føde og læ, ja så bliver overskuddet til at rumme mennesker der er forskellige fra os selv også større. Der er ofte en lige linje mellem accepten af anderledes tænkende, følende og udseende i samfund med velfærd og velstand end i de lande, hvor indbyggerne stadig slås om de få goder, der er til rådighed eller der, hvor uligheden mellem samfundets mest og mindst velhavende er størst.

Alligevel er det med en vis ærgrelse, at jeg hele tiden støder på den der – hvis ikke utilfredshed, så i hvert fald evige længsel. Efter mere himmel, mere tid og skæreost. Flere hunde, færre firhjulstrækkere. Efter anderkendelse, omfavnelse, inklusion, venner. Tid til keramik og nærvær med heste. At bade i havet. Tørre tøj i vinden. Spise smørstegte rodfrugter og grillet brød med hummus. Uden skam.
Jeg har det meste. Jeg har penge på min konto, ikke mange, men tilstrækkelig til at købe både brød og humus og skæreost. Jeg har et sommerhus tæt ved havet, og en badedragt. Jeg har en lille lukket gårdhave med plads til at tørre tøj og mere tid til rådighed end de fleste. Så hvad er problemet? Er længsel – til forskel fra savn – simpelthen defineret ved at være så luftig en størrelse, at man aldrig kommer nærmere end nær? At der i selve begrebet ligger en grad af uforløsthed, der fra tidernes morgen har været tænkt som en motor. Hvorfor stå op, hvis ikke der er mere at kæmpe for? Flere bål at tænde, flere kilometer at tilbagelægge. Hvis det sner på ottende døgn, og din krop er så kold, at det overdøver din sult, hvorfor så ikke blive liggende i din hule under et skind og vente på at dø? Det bliver jo aldrig anderledes, vinteren er kommet for at blive, det samme er sulten. De døde børn og såret på dit skinneben, som ikke vil læges. Det er vel her, den forbandede længsel har sin berettigelse. Her, hvor kulden og sulten må vige for en eller anden uudgrundelig drøm om noget andet. Og mere. En hytte af træ. Et levedygtigt barn. En nedlagt bjørn, hvis sul vil kunne mætte fire munde i lige så mange uger.
Så selvom det lyder skammeligt, forkælet og privilegieblindt, at jeg stadig har drømme om noget andet, end det jeg har. En udgivelse mere. En hund mere. En halv grillet hummer med ingefærchutney. Flere nære venner. Flere dage uden bevidstløs gentagelse af gamle og højst uhensigtsmæssige mønstre. Færre e-boksbeskeder. Mere hede. Mere lyng. Mere kærlighed. Så er det måske for det bedste, så længe det driver mig i retning af planter og dyr og mennesker. Hvid glögg og omsorg for det hele.
Foto: Fotograf Kirsten Adler