Louise Juhl

Jeg drømte om dig i nat, vi var langt oppe nordpå, vi kørte på slæde, et kobbel af hunde trak os frem. Vi råbte “Ui, Ui”, hundene glammede af ophidselse og løb – hele tiden hurtigere. Jeg tror, vi havde retning mod noget, men jeg kan ikke huske hvad. 
Du var omsorgsfuld, flere gange lod du mig sidde på slæden, mens du selv løb ved siden af. Råbte ad hundene, for at holde dem i gang “Ui Ui”. Der var sne overalt, det lysende hvide skar i mine øjne, og jeg måtte lukke dem hårdt, for ikke at brænde mig blind. 
Da jeg åbnede dem igen (jeg tror, det er flere år senere) sad jeg i et skur. Eller en faldefærdig hytte måske, der var ikke længere nogen hunde, heller ingen sne. Du var også væk
Jeg kaldte: “Ui Ui.”
Men det lød helt anderledes nu: Som en gal, der søger tilbage til noget, der ikke længere findes. Et vanvid, der engang var smukt og fyldt med glammende hunde, men nu er tavst og tomt.

I går hørte jeg et afsnit af Skønlitteratur på P1, Dy Plambeck var inviteret i studiet for at tale om Agora Kristof, det var virkelig god radio. Det var en diskussion af forfatterskabet og om at skrive som en praksis snarere end som en intention, sådan hørte jeg det i hvert fald. Undervejs talte Kristof selv, en optagelse fra et tog, der var del baggrundsstøj, hendes fransk bar tydeligt præg af hendes ungarske opvækst, det var meget smukt. I klippet fortalte hun blandt andet, at når folk spurgte til hendes romaner – hvad dette eller hint (et stilehæfte, en fabrik) var et billede på, hvad bøgerne så at sige ‘betød’, svarede Agora Kristof: Jeg ved ikke, hvad mine bøger betyder. Den ydmyghed bed jeg mærke i. At hun så at sige ikke skrev for at forklare eller OVERbevise nogen om noget, men ene og alene for at VISE.  
Kristof taler i Det store stilehæfte om, at hun og en søskende hver dag skrev. De havde klare regler, alt skulle være sandt. De satte et emne som ramme: “Ankomsten til bedstemor” og skrev så i en time. Derefter læste de hinandens tekster, rettede og sluttede af med en anmærkning: ‘Godkendt’ eller ‘Ikke godkendt’. Var stilen godkendt skrev de den ind i Det store Stilehæfte, var den ikke godkendt, startede de forfra dagen efter. Skrev igen en time og om det samme emne, indtil de lykkedes med at skrive sandt. Kristof definerer selv i bogen, hvad det sande vil sige: Nemlig at skrive om tingene og mennesker, sådan som de er, hvad der sker, hvad de ser og hører, lugter, mærker, smager. Men ikke skrive, hvad de føler, mener. Det er således ikke sandt at skrive “jeg elsker nødder”, for hvad vil det sige at elske? Betyder det, at man så er parat til at dø for en nød på samme måde, som man er parat til at dø for et barn, man elsker. Nej, at elske er upræcist, i stedet kan man skrive, “nødden knaser,” eller “nødden fylder munden med fedme og maven med ro”. Det, man skriver skal altså ifølge Agota Kristof være i overensstemmelse, med det, man sanser, ikke med ens humør eller følelser. Jeg plejer at bruge ordet ærlighed om den slags litteratur. Jeg kan godt lide det ærlige, og forsøger selv at leve op til det, når jeg skriver. Ærlighed adskiller sig fra sandhed ved, at det ikke er nok (og ikke nødvendigvis afgørende) at det, man skriver, er korrekt. Derimod er det uomgængeligt, at det skal være skrevet uden bedrag. I ordbogen bruger de “oprigtig og åbenhjertig” til at uddybe, hvad det ærlige indeholder. Åbenhjertigt. Med åbent hjerte, ja.
Jeg vil meget anbefale at høre udsendelsen og at læse Agota Kristof. Der er en stor generøsitet i hendes forfatterskab, en stor ærlighed, et stort og åbent hjerte.
Foto: Yvonne Böhler

(Afsnittet af Skønlitteratur på P1 blev sendt i går og hedder “Man skal skrive sandhed”)

Jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, der havde ringet. Jeg så bare bilen, der kørte op foran blokken, og de to betjente, der steg ud og så vidste jeg, at det var mig, de kom efter. 
Jeg blev ikke bange, bare flov. Så flov faktisk, at jeg tog glassene med piller og gemte dem under blusen og løb ned i kælderen og gemte mig i det lille pulterrum, der var mit. Der var ikke meget derinde: Min cykel, der hverken havde kæde eller sadel, og så en kasse fyldt med billeder fra dengang, jeg gik til foto. Af Kasper, som jeg havde været forelsket fra syvende til niende, og shvis far arbejdede med TV. kassen var fyldt med billeder af Kasper. 
Kasper på vej ud af en dør. 
Kasper, der jublede efter en scoring. 
Kasper, der afværgende løftede en hånd op for ansigtet: Ikke mere nu!

Jeg hørte betjentene ringe på døren og lidt efter, at de råbte mit navn. Naboen, der åbnede døren ved siden af min og hunden, der gøede. 
–Sitka, stille!
Lidt efter blev døren til kælderen åbnet, jeg kravlede om bag cyklen, holdt mit vejr. Det var, som deltog jeg i en film. Som om alt i rummet bare var rekvisitter – også jeg selv : En kædeløs cykel, en kasse gamle fotos, tre glas med piller. Og så mig.
Jeg vidste, det kun var et sprøgsmål om tid, før de fandt mig og slog slåen fra døren: 
–Hej. 
Det var det, jeg sagde. Hej. Som var det helt naturligt at sidde gemt i et pulterrum med tre pilleglas under blusen. Jeg kravlede frem, den ene betjent lagde en arm om min skulder. Er du ok, ville han vide. Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, om jeg svarede ham overhovedet.
Vi fulgtes op ad trappen, den anden betjent nikkede og forsvandt. Jeg lavede te. 
Han hed Henrik og havde altid vidst, at han ville være betjent. Vi talte en halv time, det vil sige, det var mest ham, der talte. Spurgte mig, om jeg havde nogen, jeg kunne ringe til? Nogen, der kunne komme og sove hos mig? 
Jeg forsikrede ham, at jeg var ok, at jeg ikke behøvede nogen: 
– Men tak for at spørge. 
Han fik lov at tage pilleglassene med sig, da han kørte. 
Dagen efter ringede han, Henrik. Midt i Nyhederne, der viste et indslag om fugleinfluenza. 40.000 fjerkræ på Sjælland var i fare for nedslagtning, fortalte de, flere landmænd stod til store økonomiske tab.
Han ville bare høre, hvordan det gik? 
–Bedre, svarede jeg. Det var ikke løgn, heller ikke sandt, jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg havde det.

I går hørte jeg en podcast, den var tilbage fra november: Eske Willerslev talte om nærdødsoplevelser med Huxi Bach. Indrømmet, min opmærksomhed var ikke hundrede, men jeg hørte en del, og nu kan jeg ikke slippe det igen. Willerslev kunne blandt andet fortælle om en blind, der var død og senere genoplivet og som med fotografisk præcision beskrev steder, han havde besøgt og udseendet på mennesker, han holdt af. Manden var født blind og havde aldrig haft visuel adgang til verden, og uanset hvad han måtte have fået fortalt, var hans gengivelser så imponerende, at det er svært at forestille sig, at  ikke kom fra ham selv. En anden var død på operationsbordet han havde forladt sin krop, svævede under loftet, og deroppefra så set lægen stikke nåle i hans krop, skære i den, han kunne fortælle hvilke instrumenter, der var blevet brugt og i hvilken rækkefølge:, skalpeller, sakse, tænger og da han senere vågnede, spurgte han lægen, hvorfor han havde rystet flasken med et præparat, før han injicerede der – et ryst, der var en rituel handling, der var helt særlig for netop og kun denne læge.  
Stort set alle, der har været døde, det vil sige uden hjertefunktion og flere så længe, at hjernens funktioner ikke længere er intakte, fortæller om et lys. Ikke bare et visuelt lys men også et indre lys, en følelse af kærlighed, der er større end nogen anden kærlighed, de har oplevet i levende livet. Større end kærligheden til deres børn, fortæller de, og selvom jeg aldrig er lykkedes med at få et barn tænker jeg, at det må være den største af alle. Nu er det jo ikke muligt empirisk at bevise kærlighed. Heller ikke at efterprøve deres oplevelser, al etik taler imod, at man bevidst slår folk ihjel for efterfølgende at genoplive dem – alene i forskningsøjemed. Nærdødsoplevelser er og bliver subjektive udsagn, men udsagnene er så talrige og enslydende, at de er svære at ignorere. Og hvorfor egentlige ignorere dem. hvorfor er det så vigtigt for forskere og også mange almindelige mennesker at afvise, at der findes noget udover det jordiske. Ikke nødvendigvis noget guddommeligt (jeg er en lykkelig tvivler), men i hvert fald noget større end os selv. Jeg mener: er det ikke en trøst for de fleste af os, at vi ikke kun bidrager med vores eget men måske til et fællesskab/noget universelt.
Nå: Eske Willerslev argumenterede i hvert fald for sandsynligheden af, at der udover den individuelle kærlighed/mening/sammenhæng, findes en anden form for kærlighed. En slags universel kærlighed (nu hører jeg allerede sablerne rasle derude, puha univers og kærlighed i samme sætning, det bliver ikke meget mere langhåret) Altså at vi mennesker – når vi ikke længere er bundet til vores krop, men får lov at svæve frit som støv i universet – faktisk hænger sammen med alt mulig andet støv derude. Stjerner og meteorer, sorte huller og en celle fra min mors moster Gerda, som jeg kun fik lov at opleve få gange, men stadig savner, fordi hun var så helt forskellig fra mig, bandede og spillede kort og gav pokker i, hvad andre mente. Jeg siger ikke, det er sådan, det er, men selvom det ikke kan bevises, så taler antallet af enslydende beretninger da for, at døden er mere end mørke og nul, at vi faktisk rækker ud over os selv, ind i hinanden, kald mig bare idiot, hvis det er nemmere for dig end at tro på noget mere og andet end din egen holdning, men husk, at vi måske engang mødes derude – i universet: Dust to dust ashes to ashes. Kh

Torsdag havde vi tegne-male-terapi, underviseren hed Ulla. Hun havde ivrige hænder, de flagrede altid i luften eller fumlede ved et stykke stof. “I dag skal vi lave aftryk af hænder og fødder,” forklarede hun og pegede på tre bøtter maling. Rød og gul og blå: “Det er helt op til jer, hvilke farve I finder bedst.”
Hun tog skoene af for at vise, hvad vi skulle gøre. Strømperne også, og fodede ærmerne på sin blusn op. Dyppede den ene fod, så den anden, og trådte over på det store stykke papir, hun havde lagt frem på gulvet. Satte to helt ens røde aftryk, det var tydeligt, hun havde prøvet det før. “Ah voila” smilede hun og trådte tilbage, “det samme gør vi med hænderne.” Det vi.
“Skal det være den samme farve eller må vi bruge to forskellige til hænder og fødder?” ville Sille vide, og Ulla nikkede “det bestemmer I helt selv.” 
De andre satte sig ned, begyndte at tage sko og strømper af. Selv blev jeg stående. Der var noget sært uvirkeligt ved situationen, det var som en film i slowmotion. Som om tiden var en kage i tolv lag, og at det var mig, der førte kniven, og jeg var lige ved at miste grebet. Så tog jeg bøtten med gul maling i hænderne, holdt vejret, lukkede øjnene og dyppede mit ansigt. Jeg husker lugten af jordslået græs, Kongen af Danmark. At SIlle råbte “shit” og at Ulla kom løbende og tog bøtten med maling ud af mine hænder på mig. Hendes stemme, der sagde: “det var vist ikke en del af opgaven.” Hun lød ikke vred, bare meget bestemt. 
Hun tog min hånd, det dryppede stadig fra mit hår og min næse, der var ingen, der sagde noget. Jeg fulgte efter Ulla, hørte hende lukke døren bag os. Så stod vi der. Ude på gangen. 
“Nå?” Det var som om, hun forventede at jeg fortsatte hendes sætning, men jeg vidste ikke med hvad. Så tørrede hun mit ansigt. Først øjnene, så om munden, hun brugte sit eget tørklæde til at ørre med. det eneste jeg kunne komme i tanke om, var: “Det tørklæde bliver aldrig rent.” Det var i silke, jeg hviskede undskyld. Ulla blev bare ved med at tørre, fjernede maling fra mine øjenvipper, en plet under hagen. Der var en slags ømhed i hendes bevægelser
Jeg husker ikke, hvor længe vi stod sådan, eller om vi talte mere om det. Jeg husker kun, at jeg gik tilbage til min stue og at Ulla gik tilbage til de andre. At de fortsatte med at tage aftryk, og at resultatet – en ti meter lang løber med aftryk af alle patienter – blev hængt op på afdelingens væg. Kun mine manglede. 
Jeg købte et nyt tørklæde til Ulla. Sille blev ved med at spørge til malingen – om der var giftstoffer i, og om jeg mon havde taget skade af at dyppe mit ansigt. “Nej, det er ikke derfor,” svarede Ulla og bandt sit nye tørklæde om halsen. Der var ikke nogen, der spurgte: Hvorfor så.

Det år jeg fandt ud af, at tiden gik helt uanset, om min morfars stander-ur blev trukket op, eller om tallene på mit digitalur skiftede, var det samme år, som min matematiklærer kørte en rå ned og tog det døde – stadig varme dyr – med ind i klasselokalet, så vi selv kunne se og mærke, at døden ikke var en sort mand med le, men et smukt dyr med pels og store brune øjne. Begge dele ændrede alt og så alligevel ingenting. Jeg blev ved at cykle uden hænder på styret og at spytte over skulderen, hvis en sort kat gik over vejen. Senere blev det mere kompliceret, min nabo fik en hund,. Bonzo, og det viste sig, at ét af hundens år svarede til syv af mine. På TV forklarede en journalist, at astronauter, der blev sendt ud i rummet, bevægede sig hurtigere end tiden og derfor kunne vende hjem yngre, end de var, da de tog afsted. Det var i hvert fald dét, jeg hørte, at jeg drømte om at komme en tur ud i rummet og vende tilbage et par måneder tidligere, hvor jeg havde sendt et brev til Martin,og spurgt, om vi skulle være kærester. Han havde svaret: “Nej!!”

Jeg synes stadig, at tiden er en mærkelig størrelse. Var jeg en hund, ville jeg være syv år, det passer sådan cirka, men jeg ved godt, at det ikke er sådan, det fungerer. Jeg er ikke en hund og Martin fik faktisk mit brev dengang, og det “Nej!”, han sendte tilbage, forfølger mig stadig. I morgen skal jeg svare “2023”, hvis nogen spørger mig, hvad år vi er i. Det lyder som titlen på en Sci-fi-serie i 1341 afsnit. Hver sæson varer et år og det er det samme, der sker igen og igen, bare på forskellige måder: krige starter og slutter , mennesker bliver født og dør. Ind imellem lever de lykkeligt – andre gange med røven i vandskorpen. Hvert år i april blomstrer kirsebærtræerne på Assistens Kirkegård, i oktober samler alle kastanjer og holder lidt længere om hinanden, når de giver et kram. 
Jeg ved ikke, hvordan serien slutter, det er nok meget godt. Men hvis jeg får lov at skrive et afsnit, kommer det til at handle om bænkebidere, skæreost og en uventet solrig januar. Der bliver plads til ni minutter undervejs: I en nåleskov under en høj skovfyr uden andet end dét. End langsom tid og mos i uendeligt mange nuancer af grøn. Vendepunktet er der, hvor en knaldorange kantarel popper op af jorden helt uden for sæsonen, bum: What to do – and where did it come from? 
Jeg ved ikke, hvornår serien får premiere, men jeg lover, at den bliver fuld af kærlighed og omsorg, salte knækbrød og at man ikke behøver abonnement for at se den. 
Godt nytår og fred ❤️

Jeg begyndte at gå til foto, det var i sjette. Underviseren hed Jens og havde skæg og store hænder. Det kostede 200 kroner, men jeg fik lov at være med gratis mod at holde øje med tiden og tømme karrene med fremkaldervæske, når undervisningen var slut. 
Det første billede, jeg tog, var af en fuld måne: “Ja den er fin og rund,” roste Jens, ”men næste gang svil jeg gerne, at du har har noget med, der er vind og skævt.” I en hel uge gik rundt med mit kamera om halsen overalt, hele tiden på jagt efter et motiv. Jeg fandt et læhegn med stærk slagside, men endte med i stedet at tage et billede af min mor, der stod bøjet over køkkenvasken derhjemme. Jens hang de to fotos op ved siden af hinanden. Månen til venstre og min mor til højre. Så talte vi lidt om hele og halve måner og glas, vinkler og køkkenarmaturer. Jens foretrak den slags, hvor den kolde og varme hane var adskilt, selv var jeg mest til dem, hvor det var den samme hane, man brugte til begge. Så fik jeg besked på at tage et billede af en hane, og jeg gjorde, som Jens bad om, og han hang det op ved siden af de to andre. Sammen fandt vi på en historie om en nedtrykt kvinde fanget mellem hverdag og drøm, hun var født i Vægtens tegn, og til sin fyrreårs fødselsdag fik hun en spray med olie til sin cykel. Jens mente, det var den sørgeligste historie, han nogensinde havde hørt, og til gangen efter tog jeg et billede med af fagot. Jens ville vide, hvad det skulle hjælpe? Jeg svarede: ”Det er da bedre end et foto af en kædespray.”

Der findes ikke noget bryllupsbillede af min mor og far. Min far spøger altid med, at han kun sagde ja til at gifte sig på betingelse af, at der ikke blevet taget billeder af de to på dagen. Måske fandt han den slags klichefyldt, ideen om mand og kone, han i sort, hun i hvid. En lidt for pæn og påstået idyl. Måske mente han bare, det var spild af penge. Jeg er mest tilbøjelig til at tro det sidste, min far er en fornuftig mand. Økonomisk også. 

Jeg ved ikke, hvad min mor tænkte: Om hun omvendt drømte om at forevige af øjeblikket. Se sig selv -den ene dag – med slør, høje hæle og lange broderede handsker. Så ulige hvordan hun ellers gik klædt i praktiske vide jeans, fornuftige sko og en t-shirt i klassisk blå. Jeg ved ikke, om hun ville have genkendt sig selv på billederne eller følt sig tilovers, som en fremmed: ”Hvem er den kvinde, den drøm?”

Det eneste billede der findes af de to fra aftenen er mørkt og grynet. De danser i tæt omfavnelse, man aner min mors ansigt over min fars skulder. Hun ser ud skræmt ud eller i hvert fald genert. Min far er klædt i en mørk nistret tweedjakke med forstærker i skulderen. Man kan ikke se hans ansigt, kun hans ryg, den er bred. Det er, som om den er mere åben end min mors blik.

Jeg ved ikke, hvor de tilbragte bryllupnatten, om de sov i hver sin seng, sådan som de gjorde alle årene efter – ifølge min far, fordi min mor sov uroligt. Jeg ved kun, at jeg aldrig så mine forældre intime, at jeg aldrig så dem kysse eller flirte, ikke engang holde hånd. Måske husker jeg forkert. 
Deres forhold var langtfra ukærligt, det virkede mere som om de havde en indbyrdes forståelse af, at alt hvad der involverede fysisk kontakt, skulle foregå bag lukkede døre og med slukket lys. Måske var aftalen et hensyn min far viste min mor, en måde at respektere hendes blufærdighed og kropsskam på.​

I mange år troede jeg af samme grund, at kærlighed var en intellektuel disciplin, en slags ophøjet øvelse mellen to voksne mennesker. Mens krop, begær og sex alene var en praksis, en skjult og forbudt praksis, man henlagde til lukkede rum og nattemørke. 

Engang gik jeg ind i en butik og bad om hjælp. Det var den 21. december, årets korteste dag. Jeg var vågnet ved, at mine hænder og fødder var svulmet op til dobbelt størrelse, de var kolde og gjorde ondt, og jeg var bange. Jeg kunne have ringet til min læge, men undlod, long story short: Jeg vidste, hvad hun ville sige: Du er nødt til at spise. Og at jeg ikke kunne følge hendes råd. Så i stedet for at ringe fandt jeg den her butik, i vinduet hang et skilt “Personlig Pleje” og i karmen stod der poser med helsekost og Tigerbalsam. Inde i butikken stod Anette, hun havde et skilt på brystet med sit navn og et logo med en hånd, der holdt om et hjerte. Hun havde helt kort hår og meget brune øjne, jeg viste hende mine hænder: “åh nej,” svarede hun og tog en hånd op foran munden. Vi snakkede lidt – om hvorfor og hvor længe, jeg holdt det kort: Forklarede, at jeg var ked af det og havde været det et helt liv, men at det med de hævede hænder og fødder var nyt. 
Anette foreslog et tilskud af planteproteiner, Aroniasaft og zoneterapi, hun havde en briks stående ude bagved. Hun satte hun skilt på døren “kommer straks” og tog mig med derud. Lavede te og fandt en skammel, smurte mine fødder ind i fed creme. “Kan det trænge det gennem huden?” ville jeg vide, skræksslagen ved tanken om fedt gennem fødder. Men hun lovede mig, at jeg ikke vil blive fed af hendes creme “promise!” og trykkede så på min fødder. Nedenunder, ovenpå: Av! Alt gjorde ondt og over det hele, så hun endte med bare at stryge, forsigtige strøg fra tæerne og op til anklen, hele tiden samme vej. Det var noget med, at føre mit blod tilbage til hjertet. “Menneskehænder,” sagde hun “du trænger til menneskehænder.”
Nogle timer senere gik jeg derfra og Anette tog skiltet ned fra døren. Udenfor havde der samlet sig en kø. Jeg gik hjem og sov ni timer i træk, og da jeg vågnede var mine fødder lige så hævede som før, men jeg mindre ked af det, mindre bange også. Jeg besøgte ikke Anettes butik siden, men hver gang vi nærmer os jul tænker jeg på hende og på hendes hænder, menneskehænder, og på, at vi allesammen trænger.

Her, hvor jeg bor, cykler der hver dag en mand rundt på sin cykel med en pandelampe om hovedet. Uanset om det er dag, nat, sol eller skyet. Han har en transistor bygget ind i cykelhjelmen, den spiller næsten altid Medinas “Baby er du ensom?” Jeg kender ham ikke, men tæller ham som en ven.