Louise Juhl

For at slippe for tankerne festede vi. Druknede usikkerheden i støjrock og røgmaskinernes falske tåger. Vi opløste vores tvivl i drinks med ulækre navne: Abehjerner eller Cocksocking Cowboys.
Signe blev så fuld, at hun endte med at kaste op på rektors sko. Og hyldet af os andre som en helt: Skulle man kaste op, skulle det fandeme være på rektors sko, hep! Rektor var knap så begejstret, fandt en spand, lagde en kold klud mod hendes pande, sagde: ‘Næste omgang bør nok ikke indeholde alkohol’. 

Det var samme vinter, Karsten kørte galt i en Citroen BX og slog sit hovede så slemt, at han måtte gå en klasse om. Der var ting fra før ulykken, han ikke længere kunne huske. Hvordan man binder sine sko, for eksempel. Mens andet stod skarpere end nogensinde før: Akkorderne til ‘A day in the life’ med The Beatles. 
Monika blev mormon og giftede sig med Gary fra USA. Hun stoppede på gymnasiet og vi var i oprør: Var hun mon blevet hjernevasket, skulle hun resten af livet nøjes med at gå til hånde og bede bønner? I fjorten dage talte vi ikke om andet, men så kom der noget andet og så glemte vi alt om Monika.

Anderledes med Sarah. Hun begyndte at høre stemmer, først kun om natten, men senere næsten hele tiden. Det var onde stemmer, fortalte hun, stemmer, der sagde, at hun skulle hænge sig selv, at verden ville være et bedre sted uden hende. Vi forsøgte at sige, at de talte usandt, at hun skulle blive her hos os. Hun kom i behandling og fik nogle piller, der vist nok fjernede stemmerne: ‘Men også al det andet, humøret, følelserne´, sagde hun og stoppede med medicinen. Hun trak sig mere og mere væk, kom kun i skole til eksamenerne, til sidst forsvandt hun helt, hvorhen vidste vi ikke. Vi havde svært ved at glemme hende, det var så ulykkeligt, det hele. Alligevel gjorde vi ingenting. Fortsatte bare som altid, fejrede en farmors fødselsdag, tog kørekort og tudede til Sinead O Connors version af ‘Nothing compares to u.’

De fleste klarede sig, mens andre bukkede under. Det virkede helt tilfældigt men mest af alt fuldkommen urimeligt.

Vi blev så hurtigt voksne. Undveg de voksne kys og spørgsmål som ‘hvornår er I hjemme?’. Svarede dem med himmelvendte øjne. Vi afblegede håret og fortrød, men da var det for sent. Lavede vores egne huller i ørene og gik med hjemmelavede øreringe der nåede os til skulderen. Stærkt farvede fuglefjer og keramiske perler. Bar stramme læderremme om halsen og på fødderne støvler med tykke hæle og snøre til knæene.
Det varede nu kun indtil vi forelskede os i Bastian, han var mere til norsk strik og fløjlsbukser, så gik vi samme vej. Lod håret gro, købte en t-shirt med kartoffeltryk og meldte os ind i Greenpeace, Save the whales.

En dag var der to fra skolen, der druknede. Båden blev fundet fredag formiddag, de to store drenge dagen efter, drevet i land på en tange et par kilometer derfra. Ingen vidste rigtig, hvad de havde lavet i den båd, nogle mente, at der var fundet tomme flasker i vandet omkring, andre, at de havde set dem kysse i smug. Måske var de var taget ud for at få nogle timer i fred.
Vi mødte op til begravelsen. Allesammen. Uden øreringe eller klorbleget denim, bare sort. Sorte bukser, sorte jakker, sorte sko. Vi genkendte knap nok hinanden, hilste med bøjede hoveder. I kirken sang vi ‘Vem kan segla förutan vind’, en bror til en af drengene brød sammen. Præsten holdt tale, sagde noget om, at et liv jo ikke kunne måles i år men i de spor og aftryk, den døde satte i os. Og vi græd som piskede, over de to døde drenge, og over os selv: Alt det, vi hele tiden forsøgte at være og gøre og opnå. Da kisterne blev båret ud, dannede vi kæde, holdt hinanden i hånden. Os fra skolen og drengenes familier. Den enes mor forsøgte at sige tak, men måtte opgive, løftede bare en hånd. Vi vinkede tilbage.
Mandagen efter var vi tilbage i klassen. Med rullekravesweatre og tasker fyldt med slagord. Alt var som før, det afblegede hår og de himmelvendte øjne. Men vi lavede to kasser og fyldte med ting til de to, vi manglede: En lille forgyldt kogle, en miniprofessorterning, et blink i flouroscerende farver. Et topografisk atlas over Færøerne. Hver for sig helt umage: hvad havde en professorterning med Færøerne at gøre. Men tilsammen gav det mening, lidt af alt det, de havde efterladt os med.

Og så en nat i december smed vi det hele. Bluse, bælte, bukser, BH og væltede os rundt i den iskolde sne, hylede og skreg. Uh og Shit og ‘Fuuuck, det er koldt’. Der var ingen særlig grund til vores handling, vi var bare fulde og kåde og havde lyst. Lyst til det iskolde, nøgne, til at sværte den kridhvide sne til med vores hormonfyldte, berusede teenagekroppe. Vi rullede rundt og smed med snebolde, blev sure for sjov og kyssede på kryds og tværs, for det talte ikke. Ingenting talte dér i natten, udover gåsehuden og de gispende vejrtræk. Og en af os begyndte at synge: ‘Indianer, søn af alt, der gror, vand og ild og jord’ og de andre stemte i som kor: ‘Indianer: Kalder du på mig?’ 

Så blev et vindue langt oppe over os åbnet og en mand lænede sig ud, råbte: Hvad fanden det lignede at skrige op midt om natten – og så uden tøj på? Han kaldte os menneskeaber og bad os forsvinde fra hans kvarter. Hvis vi vi ville rende rundt og skabe os uden tøj på, kunne vi rejse til Afrika, skreg han. Og på sekunder forvandlede vores overstadige glæde sig til vrede, vi samlede sne til iskolde kugler, smed dem mod manden i ruden langt oppe. 
Råbte ad ham: ‘Facist’ og ‘racist’ og ‘nazist’ og pikansjos. Og drengene rakte deres pikke frem og pigerne rystede deres bryster, og festen blev kun bedre sådan. I trods – mod nattemørket og alle verdens festforskrækkede, forsmåede småborgere. 
Og manden, han rystede på hovedet, lukkede vinduet. Tre dage senere bragte Stiftstidende et harmdirrende læserbrev fra ham: Verden var af lave, skrev han, og kaldte os vandalister, hærværksmænd, forbrydere. Talte om ‘pøbeloptræden’. 
Vi læste det altsammen, jublede og gemte hans indlæg som en slags trofæ. Bestilte så en buket hos Interflora, vedlagde et lille kort med ordene: ‘Tak for sidst. Kh Indianerne’ og sendte til ham.

Det er torsdag og november, verden har brug for trøst. Ligesom Rumle og Rar har. Og alle de mange stoleben og stuebirke, vi alt for ofte glemmer at kramme:

Der var mange timer på gulvet dengang. Alene eller omgivet af stemmer højt over vores hoveder, fjerne og uden for rækkevidde. Og mange usynlige venner, vi omgav os med, når de voksne talte hen over vores hoveder, forbi. Der var badeanden Ene og fire følgesvende, der allesammen havde navne, der begyndte med R: Rumle og Rizla og Runi og Rar. Vi drømte om at hedde noget andet, noget ligesom dem. Iben eller Elza, for eksempel, noget fornemt, noget, der lød af dyre smykker og cigaretrør. Men vores navne var Helle og Mette og Anne og lød mere af brosten end af diamanter.

Den bedste af de usynlige venner hed Rumle, han var sød, men også nogle gange noget andet. ‘Er du sød Rumle?’ spurgte vi ham hver dag, men nogle gange rystede Rumle på hovedet, sådan som man kun kan ryste, når man er usynlig. Og så vidste vi, at i dag var Rumle ikke sød. I dag var Rumle en rod, der kunne finde på at klippe håret af Runi eller slå Rar i hovedet med en kost. Og uanset hvor meget vi forsøgte at råbe ham op: ‘Stop!’ eller ‘Vil du SÅ opføre sig ordentlig’, fortsatte Rumle med at sparke. Eller han spyttede i potteplanterne og pillede bladene af dén orkide, vores mødre havde gjort sig sådan en umage for at få til at gro.  
-Er du SÅ færdig! råbte vi.
– Rumle, ro på.
Men Rumle ligeglad. For Rumle var en rod, og rødder kan ikke høre, når de får skældud. Faktisk kan rødder kun høre, når de bliver holdt om. Når nogen sætter sig ved siden af og spørger: ‘Hva så Rumlerod, skal du have en krammer’ eller ‘Er det tid til et Bisse-kys’ Rødder har brug for at blive holdt om og det så længe, at de slår rødder i jorden i stedet for at sparke og spytte og slå.

Så vi endte som regel med at sidde på gulvet, alene. Kramme et stoleben eller en stuepalme. ‘Så, så, så’. Og Rumle blev god igen, og Runi og Rizla og Rar kom også, og så sad vi der – og var gode sammen. Indtil vi ikke gad at være gode mere.
Så slog og sparkede og spyttede vi lidt igen.

Vi sad der med vores store øreringe og spraglede sjaler og spurgte hinanden: Hvad drømmer du om? Og svarede alt det rigtige: vi drømte om fred og tid til ingenting, at gå i ét med naturen, forsvinde i mossets grønne. Drikke stærke øl på en strand, synge Bella Ciao og tænde bål. Gå i bare tæer året rundt og græde men uden at være kede af det. Vi drømte om at give slip. På alt og det hele – på vreden og taknemligheden, forvirringen og den umulige forelskelse. At få lov til alt det uden at tage det fra nogen andre. Det lød så rigtig og smukt, men samtidig også helt umuligt, sådan som drømme nu har det med at være. Smukke og umulige.

Vi troede længe, at det var det, det gik ud på, dét, alting handlede om. At blive os selv.
Men med tiden forstod vi, at det handlede om noget andet. Ikke at blive ‘os selv’ men om at blive ’til noget’. Noget fleksibelt og samvittighedsfuldt, noget kompetent og beredvilligt. Noget vand på samfundets mølle. Vi lærte at skrive ansøgninger og klippede vores smilende ansigter ind i øverste venstre hjørne. Brugte vendinger som “indlysende kompetencemæssige match” og “har bred erfaring med” – også om ting, vi knap kunne udtale: Nauticus, ISO9000, flextidsordning.
Og så blev vi kaldt til samtale på et fjerdesalskontor med vægge af glas og kun vand på bordet. Og fire nålestribede mænd spurgte os til tidligere ansættelser, planer om familieforøgelse og om vi havde mulighed for at tage telefonen  – også uden for arbejdstid? Vi svarede ja til det hele og blev snart ringet op: Vi var den helt rigtige medarbejder til jobbet. Men hørte også os selv takke nej. Ikke fordi vi ikke kunne bruge de penge, der fulgte med, men fordi vi trods alt hellere ville undvære dem, end at slikke frimærker og røv på et helt hus fuld af jakkesæt.

I går på BogForum var jeg en lillebitte prik på en ret stor scene, i selskab med blandt andre Harald Voetmann, biskoppen fra Ribe og Caspar Eric, vi læste op og talte litteratur i en krisetid. Der var mange mennesker i det Bella Center, det var der virkelig, mange mennesker og bøger, mange indtryk. Alene de første to timer brugte jeg på at finde rundt og ikke mindst på at finde mig selv, det lykkedes egentlig aldrig. Men jeg lykkedes med at finde en masse andre, Christel og Lars-Emil og Charlotte og Andrea og Tina og Erik og Carsten, jeg hørte også Lotte Kaa Andersen der klogt og roligt fortalte om sin bog Den inderste kerne, og senere Søren Fauth tale om (og med smittende patos) Jeg nåede endda også at drikke rødvin med Bjarne og Jeanne fra Jensen & Dalgaard og nogle af deres gode forfattere (Signe og Signe igen og Rasmus og Carsten, som i øvrigt alle blev inviteret til min fødselsdag i 2023, min største frygt er at fejre et halvt århundrede i ensomhed) Så måtte jeg løbe for at nå hjem, først til metroen, så til S-toget så til et IC4-tog mod skanderborg. Pyha og endelig: Af med støvlerne og juhu-hatten, frem med hørebøfferne og Bremer & McCoy. Det varede dog kun indtil vi nåede tunellen: al lyset gik og lokoføreren forklarede, at toget ikke kørte videre, faktisk kørte det baglæns og satte os af i Korsør. Så stod vi der, på Korsør station i aftenmørke uden at vide hvad og hvordan, vi kom videre, jeg ringede helt urimelig dumt til Michael og spurgte ‘hvad gør jeg?’, han svarede: ‘Det ved jeg kke, skat’ og jeg råbte ‘men det SKAL du vide’ . Heldigvis kom der et bumletog mod Odense, vi stod på og jeg fik en plads på skødet af en flok vidunderligt pludrende damer, der fik ondt af mig og forærede mig en flaske hvidvin, da jeg gudhjælpemig igen-igen  skulle skifte tog i Odense. Til min store overraskelse var toget, jeg steg ind i Odense, det samme skide tog, som det, de havde sendt mig ud af i Korsør. det var nu  ikke længere aflyst, bare forsinket, og så sad jeg der med atten kilometer lange ben og tænkte: jeg kunne virkelig godt drikke et glas af den vin. Men jeg havde ikke noget glas og man kan jo ikke drikke hvidvin direkte af flasken, det kan man ikke. Men så var det, at det slog mig, at det kan man jo egentlig godt, altså det er rasende ukultiveret og virkelig dårlig stil, men man kan godt. og sådan endte jeg med at smugpimpe af en halv flaske hvidvin fra Odense til skanderborg og ende tæt på tilfreds på skanderborg station, hvor det så for sent gik op for mig, at det var J-dag og derfor ganske umuligt at hyre en taxa, halvberuset, på plateuhøje støvler og med ti kilo rygsæk, kæmpe mig vej  gennem titusind nissehuehujende juleølsstive teenagere, to og en halv kilometer, sgu,  men altså jeg kom hjem, det gjorde jeg. Og det var en oplevelse det hele. En hård men også virkelig god oplevelse. Hep for BogForum, for BaneDanmark og ikke mindst for de søde damer fra Ribe.

Da jeg var ti år gammel, meldte jeg mig til optagelsesprøve på årets skoleforestilling. Jeg håbede på en rolle som god fe eller sjov kok, men blev tilbudt rollen som sten. En sten? svarede jeg og må have set meget trist ud, for instruktøren satte sig ned på knæ og forklarede mig, at sten jo var meget vigtige væsner. Om jeg vidste det? For når mennesker for vild og alt andet forsvandt, så lå stenene altid tilbage. Forklædt som Ingen og til at stole på. Blandt venner var sten faktisk de allerbedste, for dem man kunne man betro alt: de sladrede ikke og dømte ikke, de lå bare og lå. Tog imod alt det, man ikke selv kunne bære og også alt muligt andet. Pis og papir, halve sandheder og dumme dage.
Det eneste jeg skulle passe på med i rollen, var ikke at falde i sød, for selv sten talte i søvne, sagde han, og så vidste man aldrig, hvad man fik at høre.
Min rolle, sagde han, var vigtig. Den vigtigste af dem allesammen måske, for jeg skulle både kunne ligge og lytte og bære det hele. På én gang og uden at sige noget til nogen! Om jeg kunne det? Jeg tror nok, jeg nikkede, i hvert fald lå jeg elleve aftener i træk, malet grå og kantet, og gjorde mig umage for ingenting at sige og ikke at dømme nogen. Selv om natten derhjemme lå jeg vågen og holdt mig for munden for ikke at tale i søvne. Særligt det sidste var hårdt, måske er det derfor, jeg beundrer sten så meget. Fordi de holder sig vågne hver eneste nat, år efter år, så vi andre kan sove uden at være bange for at blive afsløret.

Tiden og det, som uret viste, var ikke altid det samme.

En bedstemor blev fjern og begyndte at fable om ting, der forsvandt. Sølvtøj fra skuffen og penge fra banken. En dag forsvandt også hendes skrin. Det med brevene fra dengang ‘du ved’.
Nu var ordene væk, tyvstjålet: ‘kære kære’ og ‘lad os ses igen’. Og selvom vi fandt det hele, bestik og penge og skrin, præcis hvor det altid havde ligget, var intet længere det samme. Skeerne var ikke længere af sølv, skældte hun, og ordene, ‘kære’ og ‘lad os ses igen’, var nogle andres. Det samme med bedstemor, hun var også en anden.
Vi forstod det ikke med hovedet, men mærkede det i kroppen. Savnede de bløde bryster, hendes rolige stemme: ‘Det skal nok gå’ og ‘Så, så, jeg er her jo’.

De voksne sagde: ‘den slags sker’. Ikke af nogen grund, men bare. Bedstemors tanker var fanget i fortiden, forklarede de os, mens hendes krop var fanget hos os. Både-og og hverken-eller, det var ikke til at bære. Så til jul ønskede vi os bedstemor tilbage, hendes tanker, to bløde bryster, ‘så, så’. Men vi fik en lineal med 3D-effekt og et puslespil med fem hundrede brikker, og det var ligesom ikke det samme.

Gud var enten tabu eller til grin, det var kun gamle mennesker, der troede på den slags. Vi unge vidste, at religion var opium for folket, og blev vi spurgt, svarede vi, at vi ikke troede på noget. Ikke på Gud og ikke på Sandheden med stort S. Enhver vidste, at det i sidste ende var tilfældigheder, der styrede verden. Ting skete uden grund. Nogen blev født, andre døde og derimellem var det svært at finde et mønster. Den ene dag fulgte godt nok efter den anden, men det betød ikke, at de hang sammen.

Alligevel lod vi os konfirmere, ikke på grund af Gud, men på grund af traditioner og pynt. Kjolen med blonder, de hvide pumps, at få lavet striber i håret ved frisøren. Lige siden vi var små, havde vi drømt om prinser og prinsesser, nu fik vi mulighed for at udleve det, også selvom det kun var for en enkelt dag. Vi brugte uendelige kræfter og enorme summer på at virkeliggøre drømmen, købte hårbånd, der matchede bordpynten, og lejede en en limousine med tilhørende chauffør i kjole og hvidt. Ren Askepot, bare uden glassko og kongerige. Der blev designet bordkort og arrangeret surprise-fyrværkeri sammen med skrub-af-maden, det hele tog syv timer, så var festen forbi. 
Næste morgen mødtes vi på skolen til rundstykker klokken ni. En time senere tog vi en taxa til den nærmeste storby og brændte de fleste af vores gavepenge af. På huller i ørene, falske tatoveringer og bodyspraytan. Bag Aldi købte vi fire flasker billig blommevin af en alkoholiker, vi betalte for tjenesten, delte dem imellem os og slingrede videre til Karolinelund. Sluttede aftenen af på et konfirmand-diskotek, hvor en tydeligt uoplagt DJ spillede de samme ti numre i ring.

En enkelt fra klassen sparede festen og tog på motorcykel til Nordnorge med sin far i stedet. De overnattede i det fri og fiskede med fluer. På afstand beundrede vi, hvad vi så som en akavet modenhed. Selv havde vi ikke lyst til den slags, vi kunne tids nok blive voksne. Lige nu gjaldt det ansvarsløsheden: det åbenlyst umodne i at fastholde en tro, vi forlængst havde tabt. Et privilegie vi snart nok kunne miste.

Vi flyttede hjemmefra og ind på et værelse med lavt lysindfald og en bruser, der kun fungerede sporadisk. Kørte i Ikea og købte plakater med Poul Pava og en uægte Míro. Gik så videre til næste afdeling, fandt riflede glas, tallerkener i to størrelser og en bestikskuffe med separate rum til gafler, knive, skeer – og et stort til alt resten. 
Med hjemmefra havde vi en stol med falmet betræk og et tobaksbord på hjul, som vores forældre forsikrede os om, sagtens kunne fungere som både spise- og sofabord. ‘Bare til en start’.

Den første morgen i det nye hjem, var følelsen af frihed enorm. Vi spiste knækbrød i sengen, lod opvasken stå og fyrede med vilje for fuglene. Men snart blev følelsen af frihed afløst af bekymring: Der kom kalkaflejringer i køkkenvasken og karkluden begyndte at lugte surt. Vi nævnte det ikke for nogen, vi skulle jo nødig fremstå uselvstændige, men ringede hjem og spurgte til det med kalk i vasken. Fik en lang forklaring om at gnide overfladen med overskårne citroner og lade det sidde en time, før vi skyllede efter.  

Vi indrettede os, som vi nu kunne med begrænset plads og økonomi. Det var jo bare midlertidigt, om lidt skulle vi videre, med rygsæk ud i verden eller på uni for at læse. Men det midlertidige viste sig at trække ud. Lejekontrakten blev forlænget med først ét år og så ét år mere, og vi droppede rygsækrejsen p.g.a. en en følsom ankel. Bruseren forblev et bøvl. 

Til fødselsdag inviterede vi venner og familie, et umage mix af dengang og nu. Gæsterne viste sig dog at komme overraskende godt ud af det med hinanden: Løbeveninden havde forbindelser til en brors bedste ven og alle var enige om at elske Fleetwood Mac. Selv sad vi et sted midt i det hele og følte os som publikum til vores egen forestilling: lettede over succesen men samtidig skuffet over at næsten at være til overs. 
Næste morgen morgen vågnede vi til bløde chips og ølsjatter, smed det hele i en sort plastiksæk og videre ud i en container. Gik så tilbage i kælderværelset og så på gaverne – Kunderas ’Tilværelsens ulidelige lethed’ og et gavekort til Jysk Sengetøjslager. Vi savnede et øjeblik gårdsdagens gæster og den gode stemning, men mest af alt nød vi, at det var overstået.