Tid

by Louise Juhl Dalsgaard

Tiden og det, som uret viste, var ikke altid det samme.

En bedstemor blev fjern og begyndte at fable om ting, der forsvandt. Sølvtøj fra skuffen og penge fra banken. En dag forsvandt også hendes skrin. Det med brevene fra dengang ‘du ved’.
Nu var ordene væk, tyvstjålet: ‘kære kære’ og ‘lad os ses igen’. Og selvom vi fandt det hele, bestik og penge og skrin, præcis hvor det altid havde ligget, var intet længere det samme. Skeerne var ikke længere af sølv, skældte hun, og ordene, ‘kære’ og ‘lad os ses igen’, var nogle andres. Det samme med bedstemor, hun var også en anden.
Vi forstod det ikke med hovedet, men mærkede det i kroppen. Savnede de bløde bryster, hendes rolige stemme: ‘Det skal nok gå’ og ‘Så, så, jeg er her jo’.

De voksne sagde: ‘den slags sker’. Ikke af nogen grund, men bare. Bedstemors tanker var fanget i fortiden, forklarede de os, mens hendes krop var fanget hos os. Både-og og hverken-eller, det var ikke til at bære. Så til jul ønskede vi os bedstemor tilbage, hendes tanker, to bløde bryster, ‘så, så’. Men vi fik en lineal med 3D-effekt og et puslespil med fem hundrede brikker, og det var ligesom ikke det samme.