Louise Juhl

En, der hed Jess, fik lagt “ørerne ind” og gik med en hvid forbinding om hovedet i fjorten dage. 
Vi drillede: ‘har du fået det hvide snit?’, spurgte vi, men Jess var klog nok til at gå med på spøgen. Han lo med os, rullede med øjnene, vidste, at det var bedre gøre grin med sig selv end at lade andre om at gøre det.
Signe fik fjernet en figen-stor men helt ufarlig fedtknude i fordybningen, hvor hals og skulder mødes. Hendes forældre insisterede på operationen, de frygtede, at den på sigt kunne blive en kilde til mobning.

Mange af os gik med bøjle, enten for at rette et overbid ind eller et underbid ud, alle ville ligne de andre, det værste vi kunne forestille os, var at ligne os selv. De der alligevel insisterede, måtte leve med den ensomhed, der fulgte med. 
Kevin var født med et mørklilla mærke, der dækkede hele højre side af hans ansigt. De voksne kaldte det et storkebid, og vi børn tog deres forklaring bogstaveligt. Hviskede indbyrdes, opfandt historier om, hvordan Kevin som spæd var blevet bortført af en rovfugl, og nu var mærket for livet. En af pigerne tog mod til sig og spurgte ham, om hun måtte røre, men da hun fik lov, fortrød hun. ‘Smitter det?’ spurgte hun og gik to skridt baglæns.

Anne Maj boede med sine bedsteforældre på en gård uden for byen, de holdt køer og havde voksdug på bordet. Ingen vidste helt hvorfor, hun ikke boede med sin mor og far, ligesom os andre, men alle gjorde vi vores tanker. Måske ville hendes forældre kun have drenge ligesom i Kina? Måske var hun en skifting eller det, der var værre? 

Bo var ordblind og et rodehoved, indimellem glemte han sin jakke, andre gange skoletasken med bøger eller madpakken. Læreren lavede sjov med hans forglemmelser, sagde: ‘ det er godt, at du i det mindste har husket dig selv’ Bo, og hver gang vendte Bo sig om, så sig rundt i lokalet og svarede: ‘Har jeg da det?’
Han udfordrede alle regler, spiste tavlekridt og tegnede tissemænd på tavlen, de voksne lod som ingenting. Det var som om han på en måde var fredet, af samme grund lod vi ham også i fred. Han fik lov at lege med sig selv, blev en slags standup komiker, men uden publikum. I tredje klasse flyttede han og familien væk, hans far åbnede et autoværksted i en lille by syd for Aars. Det var først, da han ikke var der mere, vi opdagede, hvor meget, vi savnede hans humor.

Vi læste om døende stjerner og sorte huller og fandt en slags trøst i, at der fandtes noget et sted i universet, der var mere fjernt og uforståeligt end os. Hvordan, for eksempel, kunne slukkede stjerner sende lys til jorden. Hvordan -i det hele taget- kunne noget, der ikke længere var, stadig være? 

De voksne advarede os. Den slags tanker førte kun én vej, til galskab og sære drømme. Så vi forsøgte at tænke på noget andet, læste Tintin og malede på sten, men jo mere vi anstrengte os, des mere nærvær fik forestillingerne om en lysende død i et uendeligt mørke. 
 
I januar åbnede en alternativ behandlermesse i kongrescentret ved Kildeparken, vi tænkte ‘hvorfor ikke?’
Løste billet og lod vores irisser gennemlyse af en lille tæt mand, der med uhyggelig præcision stillede diagnosen: Vi manglede kærlighed og omsorg. En forklaring så generel, at den ramte alle, også os, og et øjeblik følte vi os set og hørt på en måde, vi ikke havde prøvet før. I en blanding af lettelse og eufori købte vi et ”ekslusivt” titurskort til mandens praksis, det kostede to tusinde kroner. Til gengæld, lovede han, var der garanti for øget velvære.
Vi endte med at besøge ham to gange. Så stod det klart, at der med lovning om velvære fulgte en ekstra regning. På fem hundrede kroner ved hvert besøg – til nogle kinesiske kapsler, der ifølge manden var ‘absolut nødvendige for processen’. Det var flere penge, end vi kunne stille med, og så var det slut med både kapsler, kærlighed og omsorg. 

For en stund gav vi op – eller vi gav efter. Drak øl, spiste pitabrød med tun og thousand island dressing. Malede vores tånegle i neonblå, og tog til karneval klædt ud som indiske gudinder. Altsammen mere opløftende og festligt end døende stjerner og urtekapsler fra Kina.

l klassen var en, der hed Jane. Hun var hård I munden og fræk som en slagterhund: sagde lærerne imod og elskede at sidde med fødderne oppe på bordet – ikke selvom men netop fordi, hun ikke måtte. En dag låste hun sig inde på toilettet og tømte en halv flaske æblesnaps. Det var pedellen, der fandt hende, det havde været et værre mas at åbne døren, forklarede han. Janes bevidstløse krop havde ligget i vejen. Da hun blev spurgt, hvorfor hun havde drukket snapsen, svarede hun: hvorfor ikke? 
Hun gik med kraftig blå øjenskygge og sort eyeliner rundt om begge øjne. Nogle dage tegnede hun med sort speedmarker på kinden, en stor og tung sort tåre. Når hun blev gammel nok til selv at bestemme, forklarede hun, var det første hun ville at få tåren tatoveret permanent. Hun var allerede i gang med at spare op, vi syntes, det lød skørt men også sejt. 

Hun var aldrig med os hjemme efter skole, det kom lige som ikke på tale. Vi legede jo med dem, der lignede os selv, dem, gik til jazzballet eller spejder, suttede på rustne søm og gjorde, som vi fik besked på, også selvom vi ind imellem protesterede. 
En enkelt gang gav Jane kakao til nogle af os, det var i Sallings cafeteria, hun lavede flødeskumsskæg på vores overlæber og vi holdt hinandens i hånden, mens vi gik rundt og prøvede alle lingeriafdelingens BH’er, E-skålene var sjovest, de nåede os næsten til navlen. Det var en god eftermiddag, og vi svor ed på aldrig at blive så voksne, at vi skulle bære BH. 

På et tidspunkt forsvandt hun fra klassen, de voksne talte om hjemmeskoling, vi forstod ikke, hvad det betød, spurgte heller ikke. Fortsatte bare med at lege med dem, der lignede os selv. Nogle gange tegnede vi for sjov en tåre på hinandens kind, men altid med en kohlblyant, så den nemt kunne gnubbes af igen.yant, så den nemt kunne gnubbes af igen.

De fleste havde en eller flere søskende, store som små, hele – eller halve fra en forælders tidligere ægteskab.
De fleste dage sammen var gode, fyldt med fælleslege, cowboy og indianere, Kongens Efterfølger. Eller vi snittede pinde til spyd, sværgede trioskabseder og blandede blod.
Andre dage var lange og uden indhold og kedsomheden tvang os til hinandens selskab. En prikkende finger i siden, et insisterende kald: kom nu! Eller kærlige drillerier, der som timerne sneglede sig afsted, tog overhånd og endte i slagsmål og tårer. 

Uforsonlige tilråb: ‘Jeg hader dig’ eller ‘Gid du må dø’. 

Det var en sælsom blanding af kærlighed og konkurrence, ømhed og irritation. Vi søskende udgjorde en nødvendighed men også flosset og skrøbelig alliance. Der var altid en, der startede og en anden, der blev ved, og sådan fortsatte det hele dagen. Tænders gnidsel, niv og spark, hån. Der var råben og skrigen, andre gange en overstadig latter, der på få sekunder slog over i utrøstelig hulken. En puffen blev til et skub: ’Av, du slår’. 

En pige fra klassen mødte kronraget op i skole. Hendes ældre bror havde klippet det lange hår af i affekt. Rygterne sagde, at han havde truet hende med en sømpistol for at få hende til at sidde stille, og at han derefter med en fjerkræsaks havde revet de lange lokker, så hun var endt med at ligne en syg fugleunge. Hende mor klippede de sidste ujævne længder af, det andet var for trist at se på.
Vi lod som ingenting. Smilede måske lidt skræmt, frygtede vel, at noget lignende kunne ske for os selv.
Historien nåede også vores forælde, de hviskede i al fortrolighed:
Var drengen blevet sindssyg, var familien i opløsning, stofmisbrug, svigt? Ville pigen være skadet for altid?
Vi lyttede med lange ører i håb om, at de svarede på deres egne spørgsmål, men det skete ikke.

Pigens hår voksede ud, hendes bror købte en knallert og kørte race til og fra skole. Hans søster sad bagpå.

Med årene blev aldersforskellen mindre, sådan føltes det i hvert fald. En søster tog sin yngre bror med på interrail, hun betalte billetten. I Frankrig hoppede de i tvillinge-elastik fra en klippevæg. senere på sommeren sendte de rejsebreve hjem med fotos af dem begge: Arm i arm på toppen af et bjerg i Böhmen.
Deres forældre åndede lettede op, måtte anstrenge sig for ikke at fælde en tåre: Dét, der få år forinden havde lignet et familiært kollaps, var nu forvandlet til fælles erobring og ferieidyl.

Vi fulgte modvilligt efter, når vores forældre slæbte os med på museer:
Sale fulde af sekstenhundredetalstunge konge-portrætter eller sært sammensatte abstraktioner med ligeså sære titler – “Modets krampelatter”. 

Vi kedede os bravt men lod os distrahere af en juicebrik med et langt sugerør, som vi blev ved med at suge på længe efter at brikken var tømt for indhold. Vi morede os ved den skarpe rallende lyd af vacuum og pap; en vidunderlige forstyrrelse af den ellers så højtidelige stilhed, syntes vi, og fortsatte med at støje, til en ellers tilsyneladende livløs kustode reagerede med et: ‘“Vil De venligst holde inde!”

Vi adlød, sådan som vi havde lært hjemmefra at gøre, men ikke uden en vis protest. Vi var fyldt op, stopmætte af kunst og korrektioner, vi var vrede. På manden i uniform men mest på vores forældres og deres endeløse museale vandring, og gav oprørstrangen et barnligt men effektivt udtryk: Stampede os igennem alle udstillingens højloftede lokaler, hårde hæle og dybe suk. Nåede til sidst frem til den enorme forhal med befriende hvide vægge. Fandt os en bænk betrukket med klæder men uden ryglæn, hvilede vores hoveder i hænderne og ventede på, at vores forældre skulle dukke op og dagens dannelsesprojekt endelig få en ende.

Derhjemme var dannelsesarbejdet mere konkret. Vi skulle hjælpe til med at dække bord, kniven til højre og gaflen modsat, ens glas til alle. Georg Jensen salt- og peberbøssesæt midt på bordet, hvor alle kunne nå det. Der var faste pladser, de var uskrevne men dog indiskutable. Far sad nærmest radioen, så han kunne indstille den på den rigtige frekvens. 89, 8 mhz for Pressens Radioavis på P3 og ellers 93,3 – Klassisk musik på P2. Mor sad i den modsatte ende, tæt på komfur og køleskab, så hun til enhver tid kunne rejse sig, skære skiver af hamburgerryg til fadet eller fylde skålen med kartofler, hvis den løb tør.

Fra 6. til 9.klasse havde vi den samme lærer til både biologi, geografi, matematik, sløjd og historie. De to sidste år endda også til fysik. Han havde kort krøllet hår og en sort fortand, der afslørede sig hver gang, han grinede. Det gjorde han tit, for det meste en venlig og kærlig latter, men indimellem kammede den over og blev hånlig, hvilket skete, hvis nogen svarede forkert eller tøvede for længe. 

Han var kreativ og opfindsom: I historie blev vi sat til at lave arkæologiske udgravninger. Der blev stillet otteogtyve spande med sand frem og nede i sandet på hver enkelt, havde han lavet et mønster af spagnum – et kors eller omridset af et blad. Vi fik så, alle otteogtyve elever, en teske og skulle med største forsigtighed grave fundet frem, så det fremstod fuldkomment og uden skårede hjørner. Det krævede forsigtighed men også mod, mange af os lod os opsluge, glemte alt og alle omkring sig. Til sidst fandt vi aftegningen af – en fugl med spredte vinger for eksempel, det var som at vinde en sejr.
De fleste var flittige, lavede deres lektier flere uger frem i tiden. Og denne her lærer, han så det. Fodrede vores belønningscenter, vores behov anerkendelse, og gav os ekstra opgaver, så vi kunne bevise, hvor dygtige og ivrige vi var. Vi brugte gerne både eftermiddage og aftener på at lære det hele udenad – til hans ubetingede glæde: ‘Sådan!’

En morgen kom han ind i klasselokalet med en blødende rå over skulderen. Hans skjorte var gennemblødt af det friske blod. Han havde påkørt dyret på vej til arbejde, forklarede han, og lagde råen midt på katederet. Så skrev på tavlen, hvilke opgaver vi skulle gå i gang med og forlod så rummet igen med det friske ådsel i favnen. Kridtet lå tilbage, plettet af blod, det lugtede mærkeligt i rummet. 

Vi kunne godt lide ham, og det var først flere år efter, at vi havde forladt folkeskolen, det gik op for os, at flere af vores klassekammerater afskyede ham. De havde følt sig utilpas, ignoreret, udleet i hans selskab. En enkelt havde endda måtte søge professionel hjælp for at komme sig over det mindreværd, han havde påført hende. Og det gjorde lidt ondt at indse at indse, at mange af os havde trivedes i et miljø, som andre gik til grunde i. At vi ikke engang havde bemærket det. 

Vi så Poul Hammerich-krøniken ‘Gamle Danmark’ på TV, uden tanke for, at nogen måske engang på samme måde ville fortælle om os.

Om Fattigfirserne, sultecirkulærer, HIV-smitte. Om Steltonkander, lørdagskylling og den tyske sangerinde Nicole med “Ein Bisschen Frieden”. Vindueskarme med stormblomstrende, stikkende kaktusser, væg-til-væg-reoler fra Trævarefabrikernes udsalg. Gør-det-selv-programmer, knickers og binde-bluser.

Vi stod midt i det hele, så det ske eller så til siden. Indimellem lod vi os kortvarigt forarge over sager om mandatsvig og ufine alliancer. Sørgede flere uger over Olof Palmes død. Tre år senere jublede vi lige så længe over Murens Fald.
Vi fulgte med men uden at standse op undervejs, alt skete med en hast som aldrig nogensinde før, sådan som ting altid sker med en hast, som aldrig før.
80erne var tornado af ting og tid og mennesker, der fór forbi og som efterlod sig et lykkeligt- eller ulykkeligt rod alt efter, hvem man spurgte.

Jeg meldte mig ind i SFU, det var en onsdag i 89, jeg var 16 og følte mig for første gang rigtigt voksen, samme aften forelskede jeg mig i Esben, Esben spillede guitar, sang ‘Bella Ciao’, jeg var sikker på, at det var mig, han sang for, han boede på teknisk kollegium, anden sal værelse 9, havde et femten tommer fjernsyn gemt i sit klædeskab, han påstod, at han kun tog det frem Nytåraften og kun for at buh’e af dronningen, han sagde også, at han ikke var forelsket i mig, trak så min bluse af, kyssede mine brystvorter, jeg vidste godt, hvordan det ville ende og nød det, bagefter var vi enige om, at det var det, vi sås kun til møderne, mandag og onsdag, Esben fortsatte med at dynge ‘Bella ciao’, men det var ikke længere for mig, til sidst meldte jeg mig ud, det gjorde simpelthen for ondt at blive, min veninde skældte mig ud, sagde: ‘tænk at opgive så vigtig en sag for en simpel charmør’, jeg kunne ikke andet end at give hende ret.

Langt de fleste var var enige om, at de svageste skulle have hjælp: De ældre skulle have pleje, børnene omsorg, fuglene brød. Men det viste sig hurtigt at være mere kompliceret end som så.
For hvem var egentlige syge, og hvem bare hyklere, hypokondere, hysteriske? Hvornår var man ‘rigtig’ gammel, ikke bare oppe i alderen, og havde man krav på offentlig hjælp, hvis man selv havde midlerne til at betale.
Hvad betød det at yde omsorg: Var det en fast og myndig forældrehånd eller omvendt – barnets frihed til at fejle, tegne med tusch på tapetet, nægte at spise op. De unge råbte højest, mente, at de voksnes forstenede perspektiv var bagstræberisk og fremtidsfjendsk. “Erfaring er ikke nødvendigvis et spørgsmål om alder”, fremturede de, uden at nævne, hvad det så bestod i – smed en rullekravesweater over skulderen og forsvandt ud i natten, der var jo et liv, der skulle leves, før man groede fast, som ‘de gamle’.

Der var dem, der mente, at mennesker vokser i mødet med krav. At selv store og uoverstigelige forhindringer var et redskab til forandring og vækst, et strygestål man kunne skærpe sin modstandsdygtighed på. Den personlige frihed vigtigere end alt andet. ‘Har den enkelte ene det godt, vil alle have det godt.’ En logisk model, nem at følge i teorien men ikke altid holdbar i praksis.
Andre forholdt sig skeptisk til Schlüters noget-for-noget moral. De mente, at den enkeltes frihed uundgåeligt ville føre til, at andre måtte indskrænke i deres. “Vil alle have alt, er der ikke nok til nogen”, lød argumentet.

Diskussionerne foregik overalt, i bussen, på TV, til middage hos venner. Der blev drukket vin, stemmernes styrke tog til. “Uden det private erhvervsliv, ville der ikke være nogen til at betale vores velfærd’, blev der råbt og svaret faldt prompte: ‘Uden manden på gulvet, de ansatte, ville der ikke være noget erhvervsliv’. Fra for enden af bordet sendte værtinden et undskyldende blik, spurgte til culotten: “Skal jeg skære noget mere?” Gav børnene love at rejse sig fra bordet, nu hun ikke selv kunne slippe derfra.

Sommerdage tilbragt på terrassen i familiens sommerhus, en ikke tvungen men alligevel ufrivillig tavshed, udsigt til nåletræer. En far læser i et fagblad, noterer tal og enkeltord i margin. Vifter et insekt væk fra under det ene øje, tager en slurk af den lunkne te. 

Ved siden af en sjældent rolig stund for moren. Hendes ben er placeret på en skammel af træ, en foranstaltning for at modvirke senere gener med blodomløbet. Hun bladrer i et Bo Bedre, betragter billederne med omhu, ser så frem for sig, forestiller sig vel en af de slanke vaser på stuebordet derhjemme – med enkelt pæon eller farvestrålende Gerbera. En drøm, hun ved, hun kan opnå, sådan er hun. Ønsker sig aldrig det umulige, frihed og tid til sig selv, indretter sig med simple vaser en blomst, de små glæders Gud.

Lidt derfra roder en dreng i skovbunden med en pind, spider en børsteorm, ha! Fægter i luften med byttet, siger lyde, tju, tja. Så smider han pinden fra sig, forsøger i stedet at kravle op i et udgået fyrretræ, en kvindestemnes ‘pas på’ i samme øjeblik som den døde gren knækker. Der opstår et øjebliks almindelige postyr, ‘av, av’ og en anden stemmes ‘må jeg se?’ En mindre hudafskrabning, drengen får et plaster på knæet, bander af smerte og den milde ydmygelse ved at behøve hjælp fra en voksen.

I en stol i terrassens fjerneste ende: En pige med stramt flettet halepisk fordybet i en bog. Hun sanser hverken nåletræerne eller brorens ulykke, hun er væk i tanker om sorg og smerte, en forældreløs piges usle kår, mangel på føde og omsorg, hun hedder Anne. Pigen forestiller sig at være dér, i smerten og forældreløsheden, mere ensom end helt alene, værre end det, større også. En fortabthed så stor, at den ikke kan rummes, men må skæres væk, sultes ihjel, ties bort. Ingen ænser pigens indre oprør. Ingen ser, at hun rynker sine bryn, bider neglene til blods, gennemlever en andens smerte lige så stærkt, som var det hendes egen.