Louise Juhl

Jeg har kun vundet noget to gange i mit liv. Det ene var en slogankonkurrence, det andet en sidegevinst til spejdernes julebanko i Budolfi Kirkes krypt. Gevinsten var en sønderjysk salami og en pose tørrede svampe, jeg forærede begge dele til en mand, jeg faldt i snak med på vej hjem. Han sad på en bænk i Kildeparken og lagde et lommetørklæde sammen. Om og om igen, som om det ikke ville lystre. Stoffet, folderne. Jeg satte mig ned ved siden, tilbød ham min salami. Han takkede ja, rev med det samme skindet af pølsen og gnavede direkte af det salte og flæskede kød. Han tilbød også mig. Tak men nej tak. 

Han hed Elvin, hans mor stammede fra Labrador, alle i hendes familie havde haft navne, der startede med E. Esther, Edgar, Emily. Hun havde taget sit eget liv, da Elvin var ni. Hun havde efterladt et brev, hvor hun skrev, at kærligheden simpelthen ikke rakte. Brevet var ikke stilet til nogen, og Elvin var stadig i tvivl om, hvem brevet var til. Om det var til hans far – eller ham selv måske? Havde han ikke elsket hende nok – eller var omvendt. Følte hun ikke kærlighed nok til ham til, at det var værd at leve for?  
Psykologen havde foreslået, at brevet var til Gud. At den utilstrækkelige kærlighed handlede om noget andet end mere end Elvin og hans far. En højere søgen, et mere eksistentielt savn. Men han troede ikke på den slags, på psykologer eller Gud, nej Elvin foretrak tilfældige møder, kærlighed i flæng, at få tilbudt en sønderjysk salami, for eksempel. Han grinede, der var pølserester overalt i hans tænder, på tungen også.
–Ha.
Jeg forærede ham også posen med tørrede svampe, og fik hans tørklæde til gengæld. Der var broderet et E i nederste højre hjørne, stoffet var næsten gennemsigtigt af slid og fyldt med indtørrede pletter. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg havde gemt det, lommetørklædet altså. At jeg havde lidt af ham endnu. Men det har jeg ikke, og nu læser jeg i en gruppe på Facebook, at han er død, kun 39 år gammel.