Louise Juhl

Jeg elsker
Ordene fingerbøl og lertøj. Børn, der hopper i pytter. Nåletræer og mellemlagret ost. Sten med huller og uden. Store hænder og ananasæbler. Sebastian fra Brideshead. Blød fløjl. At kat er tak stavet bagfra og omvendt – at tak er kat. Skæret fra røde tegltag lige efter, at det har regnet. Anemoner. Min hund og tallet otte. Ham betjenten, der blev ved at ringe, flere dage efter, han havde fundet mig, for at høre, om jeg var ok. Levende lys. Sætninger som: “Sig mig at tingene taler deres eget tydelige sprog.” Lyden af en klarinet og min mand, når han nynner. Dymomaskiner og bordblyantspidsere. Navne som Barbara og Johanne, Thorbjørn og Eske. At sidde i en bil og se vinduesviskerne viske vandet væk. Lynglilla og kantarellens orange. Fregner og at alt det, jeg elsker, findes.

Jeg elsker ikke:
Ordene effektiv og ferm. Bananfluer. Mobning forklædt som ironi: “Ha, det er jo bare for sjov”. At alt skal kunne betale sig. Skjulte hierarkier. Soleksem. Den tvivl, der følger med at mene noget, sige noget, gøre noget. Ulige tal. Beskeder om, at der er brev fra kommunen i min e-boks. Hyldeblomssaft, madtærter. Min egen misundelse. Folk, der forveksler “jeg” med mig. Farven mintgrøn. Udtrykket “sådan nogen som dig.” Koriander og butterdej. At såre min mor. Bilalarmer og vandlande. Den måde journalister intonerer på, så ALting ALtid lyder som en VoiceOver til et gyserfilm. Ligegyldighed. At jeg er så konfliktsky. Efterårets urimeligt dårlige rygte. At jeg savner noget, jeg ikke ved, hvad er. Og så videre.