Brev til Jakob, nr. ukendt.
by Louise Juhl Dalsgaard
Kære Jakob.
I går lyttede jeg til en udsendelse i radioen. Jeg holder af at lytte til stemmer, at dissekere ordene i tryksvage og trykstærke stavelser, det er som at massere et sæt hænder med en neglebørste, hårdt for huden, men godt for blodomløbet. Der er altid et pro og et kontra, hud og hår. Tag nu for eksempel ordet silhuet, det er som om, det hvisker sig selv ud undervejs, sådan lever det op til sit navn, hvis du forstår?
Den slags finder jeg betagende, Jakob, ja mere end det, rørende.
Udsendelsen jeg lyttede til, handlede om drømme. Jeg ved, jeg normalt ikke hænger mig i den slags detaljer, altså hvad det handler om, men lige netop denne her stemme, gjorde mig interesseret i indholdet.
Hun hviskede.
Alt hvad man kunne høre var små ud- og indåndinger, der lige akkurat formede en betydning. Ahhh-kuuuhhh-raaaathhh. Det blev så mærkbart, så klart, hvad der var form og og hvad der var indhold, det ene med det andet.
Nuvel, denne hvisken fortalte om, hvordan hun i drømme oplevede klarsyn, hvordan hun gjorde sig bevidst om drømmen som netop drøm, og at hun med denne viden overtog drømmen, smagte den til, så at sige. Som en kok finder den rette balance mellem surt, sødt og umami, ligesådan tog hun en kop og tømte sit akvarium, for at kunne rense det. Hun havde ellers længe set til, hvordan akvariet groede til i alger, hvordan fiskene ikke længere kunne se ud, hvordan hun ikke længere kunne se fiskene, men nu trådte hun ind i drømmen, nu fjernede hun vandet og derefter algerne, hun kunne se ind igen, alt blev klart.
Hvad med fiskene, spørger du måske, hvad blev der af dem undervejs?
Jeg ved det ikke, Jakob, og det er derfor, jeg skriver til dig.
Efter den udsendelse tør jeg nu ikke længere drømme, jeg sidder bare og hvisker for at mærke mig mine ud- og indåndinger. “Silhuet”, hvisker jeg, og føler ordet forsvinde, jeg er nødt til at børste min hånd med en neglebørste for at holde mig vågen, det er slemt, Jakob, jeg har ikke mere hud tilbage at mærke med.
Vil du komme og fylde min mund med luft?
Kærligst Rosa
facebookstatus: “I går hørte jeg en radioudsendelse på P1 om klarsyn i drømme, nu er jeg typen, der får kramper i mine smilerynker og ufrivillige tics alene ved ord som “klarsyn”, det er noget med måden, jeg er opdraget på, altså der findes virkelig virkelighed, den videnskabeligt dokumenterede, og så findes der plebejernes virkelighed, de der ikke ved bedre, de der tager deres følelser alvorligt (og endnu værre: deres drømme), den slags mennesker skal man endelig ikke lytte til, har jeg lært, men man kan vel ikke længere give sin opdragelse skylden for alt, come on, honeypie, make your own choices, så jeg traf altså det her afsindige valg at lytte til en udsendelse om klarsyn i drømme, (valget blev så afgjort nemmere af, at den interviewede var en anerkendt forsker i psykologi ved et amerikansk universitet, terminologien velkendt som candyfloss i tivoli), i det her program blev det beskrevet, hvordan man ved at interagere med sit sovende jeg, i søvne!, kunne ændre forløbet af sine drømme, og dermed bearbejde traumer, den amerikanske forsker fortalte bl.a. at hun havde en klient, der efter et ophold i Irak, var vendt hjem med svær posttraumatisk stress, hun sov dårligt, havde disse her forfærdelige drømme om, at hun blev forfulgt, at hun råbte på politiet, bad om hjælp, skreg, men politiet kom ikke, meget simpel drøm, men ikke desto mindre ødelæggende for hende, well, hele pointen var, at den amerikanske forsker havde lært denne klient at ændre drømmens forløb, mens hun sov vel at mærke, at hun lissom blev bedt om at skrive “manuskriptet” om, at hun igen skulle råbe på politiet, men at politiet nu skulle komme hende til undsætning, og anholde hendes forfølgere, – efterfølgende var hendes posttraumatiske stresstilstand så godt som forsvundet, hun havde taget magten over hendes fortrængninger, eller hun var blevet venner med sin underbevidsthed, hvad ved jeg, jeg er ikke forsker, i hvert fald synes jeg, det er pisseinteressant, altså nu i nat drømte jeg, at jeg lagde rosiner i blød i nescafe, men rosinerne sugede ikke kaffe til sig, tværtimod skrumpede de så meget ind, at jeg ikke længere kunne få øje på dem, af en eller anden grund var det vanvittigt skræmmende, altså virkelig ubehageligt, og nu tænker jeg så, at jeg i nat, sovende, vil entre den her drøm, at jeg vil spise rosiner og drikke kaffe, og leve lykkeligt til mine drømmes ende, jeg har allerede taget forskud på det, og det jeg vil sige er, at jeg elsker videnskaben for at give mig et sådant drømmende klarsyn”