Louise Juhl

Jeg var en tid ret syg af anoreksi, og jeg kan huske, at døden var en daglig og nærliggende overvejelse, ikke fordi jeg som sådan havde et ønske om at dø (kun hypotetisk), men fordi der jo var en reel risiko forbundet med min sygdom. En sommer besøgte jeg min bror, der boede i Finland, og da jeg sad i flyveren, det var nat, og vi fløj over Stockholm, så kunne jeg se de her gigantisk lysende rigmandspalæer udenfor byen med swimmingpools som koralblå øer, og pludselig gav flyet sig til at hoppe, og jeg tænkte, “Nu falder vi ned, nu dør jeg”. Og det der var så mærkeligt var, at jeg var helt afklaret med, at hvis jeg skulle dø og have et sidste ønske opfyldt, så skulle det være, at få lov at nyde en flødebolle. En flødebolle??
Det har fået mig til at tænke på, at mine drømme begrænser sig til min fantasi, der igen er pisseafhængig af mine behov. Altså fordi jeg levede af en dåse flåede tomater og en gul gajol i døgnet, da jeg var syg, ja så begrænsede mine fantasier sig til flødeboller. Trist.
Nu spiser jeg forholdsvis normalt (i hvert fald tilstrækkeligt), og min overvejelse går på, om det jeg drømmer nu på en eller anden måde afspejler, hvor langt (eller kort) min fantasi er nået.
Nu i nat, drømte jeg igen om hullet i maven, et hul på størrelse med en astronauthjelm. Men i drømmen vidste jeg, at jeg ikke kunne fylde hullet, hverken med dåsetomater, gajol eller flødeboller. Så i stedet drak jeg fire hindbærbrus med sugerør, og slog en kolo-eneorm bøvs, aaaaahhhhh.
Og sandheden er, at et lille øjeblik var hullet punkteret, piiiiiiift, what a relief.

Nu er jeg lysvågen, og det vil være synd at påstå, at jeg føler mig hverken lettere eller mindre hul. Mit spørgsmål er derfor, om man kan sige, at hindbærbrus er et fremskridt i forhold til flødeboller, altså om mine fantasier og drømme har udviklet sig siden dengang, jeg begrænsede min tilværelse til en dåse flåede tomater? Brevkassen er åben, jeg går på arbejde.
Hej.