Louise Juhl

Det var dengang med Tjernobyl, alle havde sådan et filter for munden, når de joggede. Hver gang en løb forbi mig, tænkte jeg: man skal kende sine lus på travet.
Samme sommer lod jeg mine læber tørre ud, indtil de revnede, og trak tynde flager af hud af, så det blødte. Det var efter, at jeg havde sovet i telt med seks andre, og havde kysset den forkerte i mørket uden at fortryde det.
Det var også ham, der ville lave thailandske fiskefrikadeller med rejer, citrongræs og sød basilikum, jeg gik med ham for at handle. De havde hverken basilikum eller citrongræs, i stedet købte han seks guld Tuborg, som vi delte. Det var ikke det samme, men mindst lige så godt.
Det var bare sådan, vi gjorde.
Min mor påtog sig al skyld, så der ikke var noget tilbage til mig udover to hænder og forvirrede knæ. På en lejrtur med skolen skulle vi stå i en cirkel og synge: “hoved, skulder, knæ og tå” og pege imens. Jeg kunne ikke finde rundt i min krop: jeg pegede på mit knæ, når de andre pegede på deres hovede.
Mine lærere kaldte mig motorisk udfordret.
Det var en lettelse, bare dét.