Louise Juhl

Det er den 10. oktober, og sneen ser ud til at blive liggende.
Det er som et åg, der bliver løftet af mine skuldre, og i bare begejstring skriver jeg datoen med symaskinekridt på gulvet i tegneterapien.

Ulla fugter en klud med husholdningssprit og tørrer gulvet rent:
”Der skal være plads til, at vi alle kan udfolde os,” forklarer hun, ”men det kan også blive for meget af det gode.”

Det er lige præcis dét, jeg elsker ved sneen. Den er alt for meget af det gode.