Louise Juhl

Vi ender med at takke ja, holder jul hos hans søster. Anette og Thomas bor på et lille husmandssted, de holder får, en gammel race med en særlig fed uld. Hun karter selv garnet, i garagen står en væv med lange tråde af farvet uld hængende fra loft til gulv. 
– Mine vægtæpper udgør en hel verden for mig, siger hun, og jeg nikker, tænker: virkelig? 

Der er tre børn, tvillingerne er ældst, Josh og Julian på atten.
– De er begge på vej videre, forklarer Thomas, – de ved bare ikke mod hvad. 
Drengene smiler træt. 
Senere giver de et nummer på guitar, Julian lægger stemme til, And so this is christmas med John Lennon. Anette får tårer i øjnene, ryster på hovedet:
– Det er alle de levende lys, ler hun, de får min øjne til at løbe i vand.
Vi klapper, drengene bukker forlegent. 
Siv, den yngste, råber hurra, Thomas stemmer i:
– Og så det lange: Hurraaaaaaa.
Siv begynder at puste lysene på træet ud, Anette stopper hende, nej, nej, aftenen er jo kun lige begyndt.

– Det havde vi ikke set komme, forklarede de for 6 år siden, da Anette fortalte, at en tredje var på vej. Det var barnet de omtalte som det. Rosinen, kaldte de hende længe, indtil en pædagog fra vuggestuen trak dem til side og forklarede, at man skal passe på med kælenavne. 
– De har det med at forfølge børnene længe efter, at de er vokset fra dem. 

Vi får risengrød til en start, en tradition Thomas har bragt med fra sin familie. Derefter and og flæskesteg og medister. Franske kartofler, brun sovs. Anette rejser sig, hun har glemt de hjemmesyltede asier: 
– Uden dem er det jo ikke jul, smiler hun undskyldende og sender glasset rundt. Jeg tager to, de smager mere sødt end surt. 
– Tak for invitationen, smiler jeg og Anettes øjne løber igen i vand. 
Siv råber hurra, alle griner, – hurraaaaaaa, fortsætter hun opildnet af vores latter.

Vi samler alle gaver i en bunke under træet, slår terninger om dem. Sådan er reglerne, alle bidrager med seks pakker, slår man seks får man en gave. Jeg får et magiker-sæt med høj hat, tryllestav og en plyskanin med opretstående ører. Et sæt grillhandsker, en uro i papir, jeg selv har haft med. Hjemmebagte klejner, chokolade, en professorterning i nøgleringstørrelse. 
Siv får servietter, guldfarvede, og begynder straks at pakke dem ud, fordele dem over gulvet som hinkeruder. Vi skal hoppe på et ben mellem servietterne, forlanger hun, Julian klager over et dårligt knæ, Anette insisterer på at vente med at lege, til alle pakker er fordelt. 
Siv surmuler, jeg giver hende dåsen med hjemmebagte klejner, jeg har vundet. 
Hun tæller: en, to, tre, fire, fem, seks. 
– SYV, råber hun, jeg har flest gaver.

Anette serverer kaffe, tørret frugt: dadler, figner, abrikoser. Nødder og kandiserede skiver af appelsin:
– Jeg har selv været i gang, smiler hun, peger på de sukrede frugtstykker, og alle er enige om, at alt smager bedre, når det er hjemmelavet.