Louise Juhl

I går læste jeg om “fugle i tal.” Forekomster, fænologi, rekorder. I dag er det stenenes tur.
I Finland, f.eks., siges det, at de hugger bjørne og egern i sten. I virkeligheden er det omvendt: det er dyrene, der har forklædt sig. Overalt ligger de og ligner noget tungt. Noget, nogen har lagt bag sig. Lægger man langefingeren mod stenens halspulsåre, vil man dog tydeligt kunne mærke langsomme, alvorlige pulsslag:
Yksi. Kaksi. Kolme.
Nogle mener, at det samme gælder finnerne selv, at de taler som – og ligner – sten. Men i virkeligheden er de langsomme og alvorlige dyr, der ligger og venter på, at nogen lægger hånden mod deres hals. Mærker deres hjerter banke.