Louise Juhl

Jeg gider ikke spørge, om du taler sandt. Du vil alligevel sige, at sålænge vi taler om det samme, er sandheden underordnet, og jeg er tilbøjelig til at give dig ret.
Du taler om drivtømmer, om at finde sin form ved at drive med. Og du harcelerer over at mennesker, i modsætning til tømmer, altid tror at lykken er modsatrettet.
“Vi tror, at for en fugl er himlen et helvede”. Jeg ler. Du er så fin, når du er grov.

Jeg fortæller, hvordan fugle udvikler sig livet igennem, ligesom mennesker, at det er derfor vi føler et slægtsskab med dem.
“Og sikkert også derfor, at du taler om fugle og himmel fremfor om fisk og vand”, siger jeg.

“Krybdyr, derimod, udvikler sig ikke efter, at de er født. De er, så at sige, som de er hele livet igennem”, forklarer jeg.

“Er det noget, du finder på, eller taler du sandt?”, spørger du.
“Ja”, svarer jeg.