Vrangsider VII
Lad mig dog voldtages af min egen påtagede blufærdighed
Lad mig dog voldtages af min egen påtagede blufærdighed
Jeg har ikke flere ord, jeg kan gå og ikke flere veje, jeg kan skrive.
Født med fuldmagt til afmagt, kan det være svært. At stå distancen. Men man står. Man står. lgennem. Falder. Igennem. Går igennem. Fordi der intet alternativ er. Eneste udvej er….igennem. Og når udvejen viser sig at være en afvej, en vildvej, en blind vej. Ja så går man. Videre. Fordi. Nå ja, fordi. Det skal […]
Jo. Verden er en brandtomt. Forkullet liv, udbrændte drømme og et strejf. Af Skønheden. Toner af bundklang fra et uendeligt postludium. Resonansen et sted. Et vingesus. Fugl Føniks?
Er det troen, der flytter bjerge? Eller bjergene, der flytter troen? Jeg kan ikke gennemskue virkeligheden og ønsker det heller ikke. Vil langt hellere tro og flytte og flyttes, og som sådan aldrig fuldendes eller være. Nyttig. Jeg vil forblive et overflødigt spørgsmålstegn, der vender på hovedet. Afslører alt som fatamorgana. Selvom det er. Virkeligt. […]
Der er noget med proportionerne… – Min skam kan sgu ikke skjules bag et figenblad!
På udkig efter min inderste længsel, fandt jeg min yderste nød. Søg og du skal finde…. Yeah right!
Man kan råbe og skrige. Skælde og smælde. Man kan buldre og brage. Som tomme tønder, som torden taler. Man kan gå til og fra, ind og ud. Man kan gå bort, man kan gå mod. Gode råd og det modsatte. Man kan trygle og bede. Håbe og tro. Det bedste og det værste. Man […]
En skorstensrække af trøstefuld Nordkraft, en havn beboet af en plastfarvet kran. En måge på havet og endnu en glemsel, det er koldt og det fryser en rum tid endnu. Min nøgle istemmer en lås af forbihed – mine fødder har betrådt snart enhver tankesti. Det er langtfra en højtid, det er nutid og hertid. Det er tid […]