Elias og stjernerne

Min far har købt en kikkert. Ikke sådan en, man kan have om halsen, men én, der har tre ben og en meget lang næse, man kan se med. Når man ser gennem kikkertens næse, der i virkeligheden er et øje, kan man se alt det, som er meget langt væk men nu helt tæt på. 
Min far siger, at kikkerten hedder en stjernekikkert, fordi man kan hente stjerner ned med den. Det er smart, for hvis man kun bruger sin egne øje, ser alle stjerner ens ud. Men henter men dem ned med kikkerten og ser dem helt tæt på, så kan man se, hvor forskellige de i virkeligheden er: Nogle er store, andre er små, nogle er fulde fart, mens andre drejer helt forsigtigt rundt. 
– Det er for ikke at de ikke bliver svimle, siger far. 
Der er røde stjerner, lilla og blå. Min far siger, at det har noget at gøre med, om de er på vej hen imod os eller væk fra os. Jeg forstår ikke helt, hvad han mener med det, men det er dejligt at høre hans stemme i mørket og så gør det ikke så meget, om jeg forstår det hele. 
Jeg kender ellers godt det med, at nogen er hurtige, og andre er langsomme. Henne i børnehaven, for eksempel, er der en der hedder August, der kan tælle til ti både forfra og bagfra på samme tid, mens han kører på cykel og kun har én hånd på styret. Det er også altid August, der vinder, når vi løber om kap og som er hurtigst, når vi samler puslespil på tid. Jeg kunne også godt tænke mig at være hurtig, men jeg er bedst til at være langsom: Klæde bamser på og tegne mønstre, der bliver ved og ved og ved uden at nå nogen vegne. 
Min far siger, at jeg skal være glad for at jeg er langsom. Nogle mennesker er nemlig så hurtige, at de bliver syge af det. De overhaler sig selv, og det er ikke rart, for så er man både foran sig selv og bagved sig selv – men alligevel ikke rigtig nogen af stederne.
Jeg tror godt, jeg ved, hvad han mener. En af pædagogerne henne i børnehaven, Linea, hun kan både spille guitar og klatre i træer. Hun har også en motorcykel, som hun kan køre rigtig stærkt på, nogle gange kører hun for stærkt, ikke bare på motorcykel – men også indeni. Så mister hun pusten og må blive hjemme i lang tid. Det skete i sommer, og hun er først kommet tilbage nu, og nu er det december. Hun har forklaret, at det er en slags sygdom, der hedder stress, og at det er det samme, som det, far fortæller: At man både er foran sig selv og bagved sig selv – på samme tid. 
Det er godt, at Linea er tilbage, også selvom det kun er om tirsdagen og om torsdagen. Så skræller hun æbler sammen med os. Lige så forsigtigt og meget meget langsomt, så vi kan skrælle al skrællen af æblet i én lang strimmel, som vi bagefter hænger i en tråd i vinduet. Så hænger de der, alle skrællerne, og drejer rundt, men meget langsomt, så de ikke bliver svimle.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.