Pande og mur

Jeg er træt af at rumme. Sluge, smile, kvæles alene. Jeg er træt af at sige undskyld, fordi jeg hele tiden undskylder. Og også træt af at skrive, at det er dét, jeg er: Træt.
Min mor sender mig en besked på telefonen. Hun har smidt den gamle pande i sommerhuset ud:
– husk at tage din egen med på onsdag, skriver hun og så et hjerte, men også dét er for meget.
Panden, min mor, al den kærlighed.
Så jeg nøjes med at svare: – modtaget! efterfulgt af en emoji af et spejlæg, der helt utilsigtet kommer til at udtrykke mere, end jeg vil vide af.
Om mor og barn, blomme og æg. Og om at slå panden mod en mur, igen og igen, og hver gang undskylde overfor muren.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.