Louise Juhl

Så skrev jeg et brev til min far, mest fordi jeg havde fået at vide, at tilgivelse var en gave, man burde unde sig selv. Jeg skrev og tilgav, det blev et langt brev, mange ord, kærligheden var utvetydigt voldsom.
I lang tid svarede han ikke, og jeg blev i tvivl om han havde fået brevet, eller om havde jeg været for meget, for lidt. Vi talte i telefon sammen flere gange, uden at nogen af os nævnte brevet med et ord.
En lille måneds tid senere fik jeg et svar, brevpost, han havde brugt sit stempel som afsender, titel før navn. Han forstod, hvor jeg ville hen, skrev han, jeg havde da ikke noget at tilgive ham.
“Men jeg tilgiver dig, at du sådan vender alting på hovedet. Kh far”