Ensomig #392
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg ved ikke, om mit hår krøller, fordi mine tæer gør det, men altså: Det der med at få en mail fra et menneske, man har kendt hele sit liv, bogstavelig talt, og som derfor kender ens stærke og ikke mindst ens svage sider, og vedkommende så stikker en stor fed finger direkte ind i det blødende sår, man møjsommeligt har brugt 44 år på at få til at læge.
Ikke?
Så kan håret sgu godt have lidt svært ved at finde sin form.