Louise Juhl

Så forsvandt sneen igen.
Da jeg var 5 fik jeg en kanin, en hankanin, jeg døbte ham Smut. Han voksede sig stor og arrig, men jeg elskede ham højt og fandt mig i at blive angrebet, hver gang jeg forsøgte at ae ham eller at give ham mad.
Smut blev gammel, 13 1/2 år helt præcist, hvilket vist nok knap kan lade sig gøre for en kanin, men det lykkedes altså for Smut.
Min mor fandt ham en decemberdag, stivfrossen i sit bur. Hun ringede, jeg var forlængst flyttet hjemmefra. Jeg skyndte mig til bus 5, hastende mod mit barndomshjem for at tage afsked med den gamle kæmpe.
Da jeg nåede frem, var der føget sne ind i buret til det døde dyr. Det lå som den fineste dæmning omkring Smuts stivfrosne krop. Selv i dag kan jeg mærke kontrasten mellem det bløde, hvide, pudrede sne og den kæmpestore døde hankaninkrop.

Den kontrast tager stadig pusten fra mig.