ensomig #906

by Louise Juhl Dalsgaard

det er noget jeg gerne vil sige
noget vigtigt
men jeg tør ikke så derfor:

i går gik jeg rundt med et hul i mine mave
der lige præcis lod sig fylde
af en kop varm chokolade med skummet mælk
og et drys af et vistnok helt særligt
og ganske udsøgt chokoladegranulat
som jeg engang havde købt fordi
hvad ellers

det var en god kop det var det virkelig
veltempereret og cremet men uden at være fed
og havde jeg været til den slags
ville jeg have givet den fire stjerner
det vil sige lige tilpas
med pil op ad

men som det jo er med det tilpassede
fyldte koppens indhold lige præcis
men ikke mere end hullet i min mave
og sulten var således
nøjagtig den samme før og efter

nu har jeg så været i Føtex og købe
6 double chocolate magnumis
og en pakke helt urimeligt dyre
men til gengæld garanteret håndformede
(denne længsel efter hænder)
hindbær-mallows

ikke fordi jeg tror det vil stille min sult
(det er jo for fanden åbenlyst for enhver
at det her hverken handler
om varm chokolade eller om ågerpriser)
men fordi
hvad ellers