Erindring
by Louise Juhl Dalsgaard
Kan huske som barn:
Fascinationen over, at solens stråler gennem luppens glas blev brændende. Fortættelsen af energi. Mystikken og faren.
Wauvv – en stråle. Milliarder af kilometer borte. Der fanges. Af glas. Og tusinddobles; skærer og svider.
Og så: Hvad da med mine øjne. Mit syn på verden.
Kan distancen overvindes, hvis jeg skifter optik. Ændrer synsfelt. Kan jeg skære gennem skammen og uforståeligheden og dynerne af løgne. Kan jeg så leve? Eller vil jeg brænde op? Brænde ud?
Det var sommer. Jeg var barn. Det var jo bare en leg.
When I was a little kid my mother told me not to stare into the sun. So once when I was six, I did. The doctors didn’t know if my eyes would ever heal. I was terrified, alone in that darkness. Slowly daylight crept in through the bandages, and I could see, but something else had changed inside of me. That day I had my first headache.
Smukt og voldsomt.
Patton:
Fedt!!! Fedt, fedt – så råt og ligetil og h……. sandt. Hvor har du det fra?
Vil du låne en Treo?
KNUS!!!
Spacemermaid:
Det er vist nok sådan livet skulle være: Smukt og voldsomt?
Hmmm, er det bare mig der har fornemmelsen af, at det som regel er mere voldsomt end smukt?? Livet altså
…
Du er heldigvis mere smuk end voldsom søde 😉
Knus
Mit motto er: ‘Livet er livligt’…og det går jo begge veje. Sol og storm.
Det har jeg taget fra filmen – Pi – af Darren Aronofsky.
Hva`med et par solbriller?
Og forresten…dette indlæg er jo temmeligt positivt vinklet, og handler om en glad barndomserindring. Er du begyndt at lede efter glædens sprog, Balluet? Det vil i givet fald være en god gerning, for det er ikke en nem øvelse, tror jeg. Det er som om ordene krymper sig, hvis teksten bliver for…sød? Mærkeligt nok. Hvad er der nu i vejen med at have det godt, om ikke andet, så på tryk? Spøjst. Nå, nu er der håndbold 🙂
Beo:
Ja livet er sgu livligt. Lige lovlig livligt nu og da, men det er jo også det derer så fedt. At af og til går karusselen amok, og man ryger af i svinget, Så ligger man der og glor fjollet og ømmer sig…men man kommer jo på benene igen…
Med hensyn til sødmefyldte tekster, så får jeg sådan en sær følelse af, at …. sød…. for mig ikke er det samme som lykkelig.
At hvis jeg vil frem til noget Betydende med stort D i positiv forstand, så skal det rumme lidt bid (og vid ).
Lidt som solens stråler, der varmer og er smukke og pludselig…lugter det brændt og det er vingerne, der er svedet af.
Ren solferie med cocktails og liggestole….Nej, helt ærligt, det er for tamt.
Du er en ener Beo. En rigtig god een af slagsen. Af to sammenstødte mlekyler som altings ophav, måtte du godt udgøre den ene andel 😀
Patton:
Solbriller OG Treo?
Solen kan hænde at være meget skarp. Så er det godt at være helgarderet 😉
Pi…lyder som en film, jeg skal se. Måske iført solbriller 🙂