Louise Juhl

Jeg besvimede i skoven i morges. Jeg var afsted med hunden og faldt om. Jeg ved ikke, om jeg faldt over noget, eller om jeg bare faldt. Min venstre hånd gjorde ondt – og mit knæ, men ikke mere end ”øv” og ”av”. Min første tanke var på hunden: at den ikke måtte løbe sin vej. Det havde jeg nu ikke behøvet at bekymre mig om, hunden stod helt tæt, slikkede mig i øret. Til sidst satte den sig ned og så på mig med skrålagt hoved, som om den ville spørge: Er det her for sjov eller for alvor?
Senere forsøgte jeg at rejse mig, jeg brugte den højre håndtil at stemme imod med. Den jeg ikke havde slået. Men forgæves, jeg besvimede igen måske var det anstrengelsen, jeg ved det ikke, men den her gang blev jeg liggende. Jeg skulle hilse at sige, at selvom det er marts og forår, så er jorden kold.
Efter tyve minutter lykkedes det mig at komme op på knæ og få ringet til Michael. Han sad i møde i Aarhus, jeg svarede: “Ok, men jeg ligger ude i skoven, jeg kan ikke gå, det er koldt.” Han kørte fra arbejdet med det samme, heldigvis lykkedes det mig efter fem minutter at komme på benene og gå de sidste kilometer tilbage til huset.
Senere skrev en veninde til mig – med store bogstaver – da hun hørte om episoden:
Du må til lægen!
Jeg svarede ordret:
“Ved ikk’ hvad jeg skal sige til ham. At jeg er grådlabil, har svært v at huske. At jeg er svimmel, når jeg vågner, har uvirkelighedsfornemmelser og svært ved at holde balancen. Jeg ved godt, hvad han vil sige. At det er stress. Og jeg vil svare: det er det nemlig. Og så vil han fortsætte: du må tage den ned ro, og jeg vil nikke, for det må jeg nemlig. Tage den med ro. Og han vil spørge: skal jeg skrive en sygemelding?
Og jeg vil se på ham med et bedende blik og svare: Kan man det, kan man blive sygemeldt fra sig selv?”

Jeg ved godt, den er gal. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg holder op. Med at være mig. Føle. Mærke. Tænke. For meget og hele tiden. Det er jo det, der er galt, det er mig, den er gal med. Det er altså en tung diagnose.