Louise Juhl

Mor vil ikke tale med mig.

“Jeg vil ikke tale med dig,” siger hun.
“Jeg vil ikke tale med dig,” gentager hun.

Mine fingre vil så meget, ae, kradse, hade, pege. Jeg sætter tomlen mod håndleddet og tæller min puls. Det er som om, jeg bedre kan holde mig selv ud på den måde: et antal slag bag en hud. Min hvilepuls er tooghalvtreds, jeg holder mig ud: En, to tre, indtil tooghalvtreds. Så længe.
Kinderne?
Jeg har ikke kræfter til at skifte dem ud, de hænger bare, som to forvildede suk , der trækker mit ansigt i langdrag.

Mor vil ikke tale med mig.
Seks ord, otte stavelser.

I næste måned siger jeg op. Jeg vil således ikke længere være nogens datter. Jeg ved ikke, om jeg dermed mister min ophavstilladelse, smidt ud af fortællingen, størst af alt er kærligheden?
Rytmen og næven derude – og huden som en handske på vrang – hvad knytter mig til mig.
Jeg er ikke vred. Jeg er ikke skuffet.
Jeg er tooghalvtreds pulsslag og en kind, jeg ikke orker.