Kronik
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg har en kronik i dagens Politiken. Den handler om Elon Musk, e-boksbeskeder og længsel.
Et uddrag lyder:
“Nu taler Elon Musk om en snarlig fremtid, hvor han vil tilbyde mennesker en returbillet til Mars – just for the fun of it.
Måske er det her, vi har brug for at standse op. Overveje, om det virkelig er den bedste udnyttelse af vores længslers drift at flyve til Mars. Om vores udlængsel i en eller anden forstand risikerer at spærre for vores væren i livet. Her. Nu. En tirsdag i provinsen med ruder, der trænger til at blive vasket, og en mail, du ikke helt er sikker på, om du forstår. Er den der blinkesmiley opmuntrende eller en kende hånlig? Kan vi ende med at søge væk for ikke at skulle forholde os til den verden, vi er omgivet af, findes i.
Er det mere bekvemt at efterlade lorten på bordet og forsvinde – til Mars – i stedet for at blive og tage livtag med de problemer helt tæt på, der synes stadig mere påtrængende. Klimaudfordringer, mistrivsel. Ender vi mon med at frygte kedsomhed så meget, at den kommer til at definere vores tilværelse. At vi så at sige lader os presse af vores frygt, ikke til at gøre ting, forandre, kæmpe. Men til at flygte, lukke døren ind til rodet og de beskidte ruder. Løse billet til Mars for ikke at behøve at forholde os til Jorden og alle de problemer, der findes her?“
