Louise Juhl

Forleden kørte jeg tværs over landet, undervejs lyttede jeg til Klog på Sprog, afsnittet handlede om sproglig vold og skænderiets dramaturgi. Det vil sige alle de ufine kneb, vi benytter os af for at jorde en modstander, vinde tid og følelsesmæssigt terræn. Der blev spillet eksempler fra filmatiseringen af “Toves værelse, ægteskabelige perfiditeter af en kaliber, som kun de fleste af os heldigvis har overværet, men også den fremragende scene fra matador, hvor Ingeborg hvæser af sin mand, Mads: “Det er DIG, der er syg i hovedet.”
Det er et vanvittigt interessant fænomen, for hvad er det, der sker, når vi forvandler os fra normalvis nuancerede og velreflekterede mennesker, til sproglige terrorister, der bevidst udnytter retorikkens værste kneb i kampen for at vinde en verbal kamp.
Der findes et utal af greb. Man kan almengøre sin personlige vinkel, og dermed få modparten til at lyde infantil og uvidende: “ALLE ved sgu da, at man er mere end almindelig ignorant, hvis man tror på Jesus/atomkraft/at dyr har følelser”. Eller modsat “INGEN normale mennesker, vil da påstå, at…” Underforstået at partnerens argument er unormalt eller værre endnu – at vedkommende selv er det. Man kan udvide den konkrete uoverensstemmelse til at gælde alt: “Du er fanme også ALTID så…” “Du tager ALDRIG initiativ til..” Værst synes jeg det er, når man latterliggør den anden part, ler af dennes følelser, oplevelser: “Hold dog op med det hysteri…” “Tag dog sammen, det er sguda ikke noget at flæbe over” “Nåhh, trækker du lige offerkortet dér, hvad, er det nu synd for dig?”

Jeg tror, mange har oplevet den afmagt, man rammes af, når det, der diskuteres, kommer til at handle om dem, der diskuterer. Når udveksling af synspunkter forvandles til gensidige forsøg på ydmygelse. Og selvom vi alle holder med Ingeborg, det heroiske forsvar af sønnen og dennes seksualitet, så er det næppe særlig hensigtsmæssigt at overtage Mads’ afstumpede retorik, da han om sønnen konkluderer, at han er syg i hovedet. For Ingeborg blåstempler jo dermed ufrivilligt den sproglige vold, når hun kaster beskyldningen tilbage: “Det er DIG, der er syg i hovedet.”
Jeg har selv oplevet dét, jeg vil kalde sproglig vold. Jeg er blevet mødt med affejelser i stedet for nysgerrighed. Med latterliggørelse, – hold nu op med det flæberi, – Du er kraftedme så sart, i stedet for nysgerrighed: – Du græder, hvad er det, du bliver ked af?
Jeg har selv – helt bogstaveligt – fået kastet diagnosen “SYG I HOVEDET” efter mig, og selvom jeg sandt nok havde det svært og handlede højst uhensigtsmæssigt, så var jeg næppe syg i hovedet, men snarere ulykkelig og havnet i et følelsesmæssigt ingenmandsland.

Måske er det derfor, jeg er så optaget af sprog og ikke mindst hvordan relationer og hierarkier kommer til udtryk i det, vi siger og ikke mindst i det, vi ikke siger. “Kan du høre, hvor kæft, jeg holder?”
Jeg har lært uendelig meget af at læse litterære værker som Kamilla Hega Holsts fremragende bog “RUD”, om et dysfunktionelt forhold præget af infamiteter og gaslighting. Jeg har elsket at gå på opdagelse i Linn Ullmanns “De urolige” om et kompliceret far-datter-forhold, en konstant vaklen mellem diskurser, den intellektuelle overfor den emotionelle.
Forleden besøgte jeg en læsekreds på Sjælland, en af deltagerne spurgte til en mikronovelle om en skuespiller, der efter i årevis at være gået under radaren endelig får tilbudt en stor rolle. Men da han står på scenen foran et talstærkt publikum vælger han at vende sig, så han står med ryggen til. helt tavs i halvanden time, før han forlader scenen igen til stående bifald. – Hvorfor gør han sådan, ville læseren vide, og jeg svarede: jeg ved det ikke. Måske fordi det virker bedre end alle de ord, publikum er så frygteligt forvænt med. Tænk sig den pinagtige stemning, den rådvildhed, der må have bredt sig undervejs, den rømmen, de host. Mon ikke publikum husker den forestilling bedre end de fleste.
Sprog er mange ting. Sprog er pauser. Lange pauser, pinlige pauser.
Et interview, hvor journalistens spørgsmål besvares med et blik – ikke andet.
Alt det et “Ingen kommentarer” dækker over.
De retoriske overgreb, der dagligt finder sted i kommentarfeltet på sociale medier, hvor folk ikke ønsker en dialog, en udveksling, men alene at slå sig på brystet som en gorilla, der afmærker sit territorium: Jeg alene vide.
Spørgsmål, der i virkeligheden er konstateringer: “Det mener du ikke, vel?”
Fordrejninger af det sagte “Så det, du siger er altså, at..” hvorefter der følger en svært vinklet udlægning af modpartens udsagn.

Til august udgiver jeg en bog. Den hedder ‘At tælle til lilla’ og handler om kropskam og kærlighed, om pungrotter og løgn. Om ensomhed men allermest handler den om sprog. Alt det, vi siger, for at undgå at sige noget andet. Ord, der dækker over så meget mere og andet, end ordet selv. “Seriøst?” Det kan virke pernittengrynet, nørdet, men det er jo vores allesammens virkelighed. Hver dag.