Louise Juhl

Det begynder længe før.
En kvinde på det forreste sæde har smidt skoene, det er varmt. Alma træder ind, hej, hej, læner sig ind over den lille låge ind mod chaufføren og giver ham et kram, pyha, sikke en varme siger hun og lægger penge på det lille bord til mønter, præcis nok til en billet, tre zoner, og chaufføren, stadig lidt forvirret, tager imod pengene og trykker en billet ud, værsågod, siger han. Alma går gennem bussen, finder sig et sæde, hendes bukser flagrer om fødderne, det er tydeligvis længe siden, de har været vasket, de nederste kanter har spor af flere ugers jord og græs og hvad hun ellers har samlet op. Hun er træt nu, helt overvældet efter alle anstrengelsen med først at hilse, hej, så kramme. Finde penge, et sæde, hun har helt glemt, hvor hun skal hen, det betyder heller ikke så meget, det er turen, hun sætter pris på, ikke målet, alt det udenfor, en hund, der letter ben, en ung fyr bøjet over styret på sin cykel, et abetræ i forhaven til en gulmuret villa. Og der, mellem to høje graner; en hængekøje bleget af solen.
Silas har advaret hende mod den slags ture, hun glemmer at stå af, siger han, eller hun falder i søvn med kinden mod ruden og må betale for to zoner ekstra, og så er der ikke penge til hjemturen. Han er træt af at blive ringet op, hente hende gud-ved-hvor, lede efter nøgler, skifte sikringer, hælde sur mælk ud i vasken, undskylde overfor naboen, at hun igen har glemt sin trappevask. Ned på knæ, for så må han jo gøre det, Alma er for træt eller for virret eller, hun kan ikke se, hvad alt det postyr skal gøre godt for, har man måske nogensinde hørt om dødsfald forårsaget af en forsinket trappevask, nej vel, slap dog af. Og Silas genner hende ind i lejligheden, laver hende en kop kaffe, trappen har aldrig været renere, end da han er færdig med at skrubbe, men tak, får han ikke noget af, tværtimod, Alma fatter ikke, at han finder sig i det, at han lægger sig på knæ for småborgerligheden, de hysteriske naboer, tænk sig at hidse sig op over en skide trappe, når mennesker samtidig dør, og folk må sove på gaden.
Og ganske rigtigt, hun falder hen, blunder, bussens bevægelser er som vuggens, små suk, hun savler en smule, drømmer lidt om højt græs og nogen, der advarer om hugorm og bjørneklo, men hun er ligeglad, hun går på bare tæer, det er sommer, og når hun vågner, er hun voksen og nogen siger, at det ikke går længere, og hun ved ikke, hvad de mener med det, hvad det er, der ikke går. Om det er det, at hun blunder, de bare tæer i græsset eller trapperne, måske, det betyder heller ikke så meget, siger de, og rækker hende tasken og mælkebøtten, hun har knuget så hårdt i hånden, at den er gået i opløsning, ligesom alt det andet.