Louise Juhl

Bag frygten for tallet 13, triskaidekafobi, gemmer sig fortællingen om den sidste nadver, om Judas der forrådte jesus, om hanen, der gol i stedet for at gale og solen, der stod op. Tallet tretten er underverdens tal, det er summen af alt det fortrængte, det er et og tre – to primtal – sat sammen til et tredje, så ensomt som noget kan være. 
Jeg fik 13 til alle mine eksaminer, det var i ’92, og jeg var oppe i religion og historie og oldtidskundskab, til translokationen spillede jeg et nummer med Shit og Chalou, og det var ikke før tre uger senere, at jeg mærkede ensomheden, det primtalte. 
På denne dag i oktober 1972 havarerede et fly i Andesbjergene, 16 overlevede, men kun ved at spise kødet fra deres døde medpassagerer, jeg har tit tænkt på dem siden, på de overlevende, den skam at leve på andres nåde, denne enes død den andens, ja jeg nænner ikke engang at fuldføre sætningen. Af en eller anden grund bar jeg en flig af den samme skyld, en følelse af, at min præstationer i skolen måtte bygge på nogle andres fald eller i hvert fald, at dét, jeg havde i hovedet måtte mangle i hjertet. 
Jeg tror ikke på ret meget, og da slet ikke på overtro, men det er jo ikke det samme som at jeg ikke er bange eller bare undgår alt, der vedrører primtal. I SAS fly har man helt fjernet sæderække nummer 13, det er helt til grin, for hvad så med række nummer fjorten, er det i virkeligheden række nummer tretten i forklædning, kan man bare fjerne angsten ved at male den over, holde sig for ørene og synge tralalala, mens flyet styrter. 
Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at tværsummen af dagen i dag (04012024) er tretten, at Mek pek har fødselsdag og at al udkørsel hvor jeg bor, er frarådet. Det er hverken en trussel eller overtro men et faktum