Louise Juhl

Vi samler på dyr, min søster og jeg. Små dyr. Bænkebidere, tusindben, mariehøns.

Min søster ved, hvor de findes. Dyrene. “Jeg kan lugte, under hvilke sten, de bor,” siger hun og går hen til den store sten ved indgangen til indkørslen. Ni bænkebidere finder hun. Hun fordeler: To til mig og syv til sig selv.

“Sådan må det være,” siger hun og suger kinderne ind.

Mariehønerne finder vi i højt græs. De syvprikkede er der flest af, det røde skjold er et signal til vores hænder: Haps!
I dag er der særligt mange af de flyvende høns i græsset, stråene bøjer sig under deres vægt. Min søster og jeg suger kinderne ind. Det gør vi, når vi er sammen om noget vigtigt. I dag hamstrer vi små dyr.
Det er vigtigt.

Vi fylder mariehønerne i syltetøjsglas, lægger låg på og bærer fangsten hjem. Så sidder vi resten af dagen og ser på dyrene, hvordan de kravler ind og ud af hinanden, langsomt.

Næste morgen vækker min søster mig, hun har et syltetøjsglas i hånden. Jeg kigger på glasset, der er ikke længere noget, der bevæger sig derinde. Hun skruer låget af, trækker noget op.

“En, to, tre, fire, fem, seks, syv,” tæller hun.
“Der var tohundredeogniogtres mariehøns ialt, allesammen med syv prikker,” siger hun og ser på mig.
“Dyrene må du få, men prikkerne, dem beholder jeg. ettusindeottehundredeogtreogfirs ialt. Sådan må det være,” siger hun, og suger kinderne ind.