11.
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg kan godt lide dyr.
Tag nu for eksempel elefanten, når den løfter først den ene, så den anden fod, og så den første igen. Som om den er faret vild i sig selv.
Når jeg farer vild, tæller jeg mine fingre, først tommel, så pege, lange, ring- og lillefinger. Den anden vej, bagfra, lillefinger, ringe- og så videre. Frem og tilbage, for at være sikker.
Så kommer ørene, i hvilken rækkefølge skal jeg tælle dem, fra højre mod venstre eller omvendt? Dernæst tæerne – og jeg skal huske, at onsdag og søndag tæller øjnene også med.
Der er meget at holde styr på, at lægge til og trække fra (knæene gælder for eksempel ikke.) Men så er det, at jeg tænker på elefanten. Først den ene og så den anden fod. Og så den første igen.
Jeg kan godt lide dyr, særligt elefanten, selvom jeg er født i løvens tegn.
Det sjoveste ved at være i zoologisk have er ikke at iagttage dyrene. Men at iagttage mennesker, der iagttager dyr.
Spørgsmålet er: er der nogen, der iagttager mig iagttage mennesker, der iagttager dyr? Dyrene måske?
Hvor er det mærkeligt, men præcis samme tanke løb gennem mine fingre, mens jeg skrev.
Jeg overvejede også at skrive, at en mor engang sagde, at hun holdt af zoologisk have, for når først entreen var betalt, var resten gratis. Og at barnet tænkte “det kommer vist an på, hvem du spør?”