Heimat

by Louise Juhl Dalsgaard

Så står man dér. På månen. Befriet for tyngden. Uden vejr at trække. Uden åg af traumer og utopiske drømme. Her er ikke nogen eller noget. Ingen  stilhed og ingen storme. Vakuum. Free at last.

Og straks længes jeg hjem. Længes efter alle skovene jeg ser, hvor der ikke nogen træer. Efter Peter og ulven og bedstemors alt for store tænder. Længes efter det åndedræt, der sidder fast i halsen og kvæler mig. Efter tilværelsens liderlige tyngde og det ufødte alfabet.

Stjernerne er ikke kommet nærmere, her på månen. De er bare langt væk på en anden måde.

Må nok erkende, at vægtløs lykke ikke er min lykke. At jeg må kravle før jeg kan svæve.

At jeg behøver min ballast, for at fange stjerner.