Månen tur-retur
by Louise Juhl Dalsgaard
Undskyld mig, hvis jeg ligner en, der netop er faldet ned fra månen. Men det er jeg. Faldet ned fra månen, forstås. Eller kommet ind med Firetoget, faldet ud af reden, har trukket det korteste strå. You name it. Føler mig i hvert tilfælde lidt umage. Uvant. Ueffen.
Jeg kan ikke vænne mig til almindelighederne. ”Godmorgen”, ”Hvad så?”. Går i stå, når jeg møder alle selvfølgelighederne. Som tyngdekraften, for eksempel. Har svært ved at forene mig med denne altdominerende horisontalitet, der styrer verden og som tvinger alting til at stå ret. Honnør. Op og ned. Perspektivet er så fandens givet, og mine øjne tvinges til et okular, der ikke matcher. Mig. Måske en bygningsfejl? Måske en rest fra min tid på månen? Ved det ikke og er på sin vis også bedøvende ligeglad. Jeg vil væk. Væk fra tyngden , morgenkaffen og den ligegyldige udveksling. Ind i en brandert af skævfuldheder, ikkeeksisterende vinkler og nærvær.
Jeg er for længst blevet en stående vittighed, en fucking opretstående joke. Jeg synger om Sørens bondegård og hjerter der rimer på smerter og patetiske luftballoner i gul og blå. Mine ufarbare strofer skærer i ørerne, og ja, jeg skammer mig og skal nok gøre det bedre. Fremover. Næste gang. Undskyld. Undskyld. Undskyld. Jeg ved det godt. Nytteværdien er lig nul. Ren nitte.
Al den sang. Al den ulyst. Der skyldes for-meget-lyst. Viljen og hungeren og begæret der kvæler retningen, så det hele trækker sig sammen til vredesklumper, gylp og råb om hjælp. For meget. For-meget-lyst. For-meget-liv. For-meget-for-meget. Der er ikke plads.
Jeg vil tilbage til månen, ja jeg vil. Væk fra min egen uformelighed. Væk fra for-lidt. Fra for-meget.
På månen mister traumerne pondus
Kommer til at tænke på Pink Floyd’s ‘Dark Side Of The Moon’…måske især nummeret ‘Us and Them’.
Den må jeg lytte til ved førstkommende lejlighed.
Tror også der går lidt “dark side of the moon” i mig i disse dage. Sådan er det jo ind mellem….Men det går over igen, og så kan det være jeg undersøger Mars istedet 🙂
Måske, hvis du skynder dig vi kan blive de første kærester på månen. Jeg er der allerede. Ticket to the moon. (ELO). Lååååååååååååve it som spacey ville have sagt 😉
Sender lidt månestøv din vej 🙂
Sidder og kigger ud ad vinduet – kan ikke finde månen – men tror måske, at den er fuld – og dermed også melankolsk?
Blogwoman
Betragter månens bue
den kun er halv at skue
men er dog hel og rund
så er vel flere sager
som nu vort hjerte vrager
fordi vi halvt dem skue kun
(Tekst: Matthias Claudius, 1783)
Penpal:
Jamen jeg sidder her på månen og råber “hallooooo”, men der kommer intet svar? Sidder du på den anden side af månen? The light side :-)). Måske det også er ok at sidde og meditere lidt i stilhed, nu hvor al svulstigheden går fløjten i vægtløshedens univers… Men vink lige, hvis du får øje på mig,ikk? 😉
Blogwoman:
Tak for månestøv. Bare jeg nu ikke får grus i øjnene,- du ved, så hellere salt i såret 😀
Håber du nyder familiens hjemkomst. Du får lige en knuser herfra: uhhhmmmm !
Beo:
You know me!
Tak…
Godt nok har jeg ingen halvmåne, men lidt synsproblemer gør, at helheden åbenbares, mens halvheden forbliver skjult. Den søger jeg så…på månen.
@ballast.Tror bare, du skal bare lytte lidt mere, og der er vist flere end mig til stede.
Pudsigt at det lige er månen du vælger. Den står sådan symbolsk for følelser og fortid.
Er ansvarlig for flod og ebbe, prolog og tæppe, kvindens cyklus og varulvenes blomstringperiode. Den styrer vore væsker vuggende rytmer, måned efter måned efter måned.
Der er noget statisk hypnotiserende og magisk over den lunefulde måne, der viser os hvor vi kommer fra, men ikke hvor vi skal hen.
Flere til stede??? Den fangede jeg ikke helt.
Men jeg skal nok prøve at tie og istedet lytte 😉
Månen: Fortid og hvor vi kommer fra. Men ikke hvor vi skal hen? Hvad hedder den planet, der fortæller hvilken vej jeg skal gå?. Kan man finde den via GPS?
Nej, du har nok ret. Jeg sidder lidt fast i noget bagvedliggende, og det virker som klægt mudder om mine fødder, så jeg ikke kan træde skridtene fremad….
Vælger at tro på, at kommer tid, kommer råd. Og indtil da residerer jeg lidt on the dark side… 🙂
Og du må gerne kigge forbi, søde blogven
@ballast. Med flere til stede mener jeg selvfølgelig at du ikke er alene. Heller ikke her. Slet ikke. Sådan lidt en solidaritetsproklamation – ikke at jeg tror at du behøver den – tror godt du ved det, sådan inderst inde.
Og klægt siger du. Jeg bagte franskbrød i søndags. Jeg undlod at ælte dejen og hældte den direkte i formen. Brødene blev fine, men efter et par dage kan jeg love dig for at klæg fik en helt ny betydning for mig 🙂
Penpal: Det lyder som nogle skønne brød, du der fik banket ned i den formbare. Minder mig om en gang, hvor jeg skulle lave franskbrødsboller, og glemte dem fem minutter for længe i ovnen. De var fremragende til at slå søm i væggen med bagefter … ;o)
Ballast: Jeg stryger lige forbi i mit lille pneumatiserede rumskib med dobbelte bremsebelægninger og servostyring, og siger pænt goddag.
Månen … La Luna … Den skønne Selene. Den følelsesfulde krebs’ planet. Det moderlige element i naturen in persona. De dybeste følelser er dem vi bærer os fra den fjerne fortid, så Månen er godt valgt som symbolikkens prima machina. Nogle gange er vi simpelthen bare nødt til at gribe tilbage for at finde svarene, der skal give os fremtiden på det ciselerede sølvfad. Så må vi stå i nuet, og som guden Janus kikke fremad og bagud på en gang, så vi kan møde os selv på midten. For den kattens helhedsbetragtning hiver os i jakkeærmet, og siger vi skal tage os sammen … ;o)
Hej WhaggaWhagga dit superdejlige apparat. Nu med servostyring 😀
Hvor er jeg – oprigtigt! – glad for din indtræden på min ujævnt plankerede scene..
Jeg kan ligesom fornemme på min dynamiske duo, at det ikke bliver jer der skal stå for husholdningen i vores bigamist-partnership 😉 Selv kan jeg ikke prale af de store talenter udi bagningskunsten, men man kan vel altid købe en færdigblanding og trylle med 😉
Nu er helheden i min verden et stærkt overvurderet mål. Jeg har facit og slutfacit og tagkonstruktioner og teorier nok til 10 liv. Men Mellemrummene. Sprækkerne. Det midt imellem start og slut. Det er problemet. Eller måske er det simpelthen bare livet? Alt det “in between” altså. Rutinerne, tårerne, skrift og sprog og lykke og ulykke. Frem og tilbage og lige langt.
Måske er det dét, jeg har så svært ved at acceptere. At leve med livet.
Men det er jo svært at leve uden 😉
@Ballast. Til gengæld bager jeg en mean marmorkage. Klæber kun marginalt i ganen og er flot i farverne, så don’t give up on me. Du må også godt låne min bil, bare du fylder benzin på. Og jeg er ikke bleg for at lade kvinden betale på en first date. Heller ikke selvom det er på månen 😉
Sejt!
Penpal … Det lyder som om du er den perfekte kagebagekagebager. Jeg vil med hjertens glæde overlade ansvarligheden for kagebagerværkstedet i dine kvalificerede hænder. Til gengæld overtager jeg ansvaret for andefodringsbrødet … (Hvorfor kommer jeg pludselig til at tænke på Hugh Grant i ´About a boy´? Andefodringsscenen, I mean).
Ballast … Livet er det vi fylder verden ud med, mens vi venter på det indtræder. Som Penpal argumenterer for andetsteds, så er det perfekte ikke nødvendigvis det perfekte … Og et eller andet sted, skal vi jo være mens vi lever. Mon det ikke er det revnerne og sprækkerne er til for … ? ;=)
Ballast … Hvor heldigt at mit multifunktionelle rumskib også råder over en teleskop-rystepudser og indbygget bonevoks. Jeg går flux igang med at give det rustikke gulv en overhaling, så din blog kan få det stilfulde touch, der passer til dets indehaver.
WW:
Skal vi så i parken og fodre ænder alle sammen? Med picnickurven fyldt med (kun lidt klæbende) marmorkage og min hjemmelavde hyldebærsaft? Snart??
CV Jørgensen – Valentin over alle Valentiner – har en tekst, hvori står:
“de venter i kulissen, hver gang jeg er på. Planerer de scener, der er for skrå…Hvorhenne ville jeg være, og hvem skulle følge mig hjem? Hvis ikke lige netop dem, mine (helt fantastiske) bagmænd”
Helt fantastiske er min- ærligt mente – tilføjelse. Jeg kunne sgu godt bruge nogen, der af og til ville skære de værste ujævnheder væk, så jeg ikke gang på gang snublede i mit eget kvælende bavl 😉 Så: Hvad kan jeg gøre til gengæld?
@Ballast.
Hvis bare du vil fortsat være.
Der lige midt i hjertets brændpunkt.
Med lys og lygtesans intakt.
Kommenter, deltag og gør os den ære.
(Jeg skriver konfirmationssange i mit næste liv, hvis der da til den tid er nogen der skal konfirmeres :))
Det skal jeg da søde,- hvis du skriver sangen i hvert tilfælde 😉
@Penpal … Mit hjerte er fortøstningsfuldt, hvis det drejer sig om det sangtalent, som du kan bringe på banen. Hvorfor vente til det næste liv, hvis det måske kommer til at vente en zillion år. Nej, spring ud i. Talentet er der … Lad være med at pine os stakkels dødelige ved at trække det ud til næste liv … 🙂
@Ballast … Uhadada. Korrektur af de skriptologiske produktioner. En jäkla balancegang. Hvem er vi, at skulle forholde resten af Jordens 6.350.000.085 verdensborgere bare det mindste visdomsord, som du kan bringe på banen?
WW:
Åhh, mon ikke du kunne komme på en enkelt tilføjelse eller tusinde;-)
@WW. Nu har du så nok ikke hørt mig synge, endnu … 🙂 Så lad lige den hænge 😉