Månefalden
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg er månefalden.Træt som et lysår. Jetlag velsagtens,- tidsforskydningen mellem måne og jord er trods alt af en anselig størrelse.
Ved, at det kan tage et helt menneskeliv at indhente det forsømte. Afstand, tid og tyngde er store akser at tumle med for en klejn forvirret sjæl, som jeg. I dag er udfordringen for stor, – for overvældende. Jeg er så træt, så træt.
På månen var afstandene enorme. Stjernerne var lysår borte og bjergenes goldhed forstærkede dimensionernes omfang. På jorden er afstandene af en anden art,- målestokken en anden. Også her synes stjernerne fjerne, men mere massivt føles skridtene til Næsten, de andre, til pulsen. Jeg kan ikke nå. Orker ikke at gå, benene føles sært tunge. Jeg er træt. Himmelråbende træt.
Frekvensen er ikke justeret. Antennerne blafrer hjemløst på mit hoved, ubrugelige som de er her i jordsfæren. Opfanger signaler, der ikke mere er relevante. Rører bølger, der tilhører et andet univers. For længst forladt.
Jeg sukker for meget. Vånder mig under varmen: Rumdragter egner sig ikke til højsommer. Jeg er træt og tung og fremmed. Savner månen. Savner jorden. Savner krop og tyngde og søvn.
Jeg er umenneskelig træt.
Al respekt, magiske ordkløver; hvad er det egentlig du render og laver?
afstandende er ikke så store på jorden som de kan føles. og næsten kan komme til dig, hvis du vil? erindrer forresten en udsat aftale om at få justeret de der antenner… uanset, så ved jeg at du kan. og at du fortjener det. om nogen.
Acq:
Ja, hvad er det jeg render og laver? Prøver at finde. Vej. Ud af. Og ind i. Noget, jeg ikke ved, hvad er…Long journey
Og så er der hverdagene. Der mere end noget tapper mig for energi. Jeg er aldeles uegnet til hverdage. Til rutiner og pligter og “dav-dav og “Hej igen”. Eller også er jeg netop så forbandet effen udi den disciplin, at jeg bruger alle kræfter her..?
Måske ved jeg ikke helt, hvad jeg render og laver 😀
MissMikkelsen:
Du min yndlings-ligusterhæk-indsparker.
Du ER savnet. Og vi har vist begge forsømt en aftale om antenne-justering og gensidig bølge-interferens. Men kommer tid kommer råd. Og næsten er meget velkommen. Især min fantastiske Mikkelsen-næste, som er noget helt særligt i en månefaldens hjerte, også når hun er på rumfærd og kun kan sende varme tanker.
Jeg forsøger lige at tune frekvensen på mine mobil-bølger og nå dig i dag 😉
“Hun sagde: Gør hva du vil, du tror du skal
ta hva du syns, du burde ha
og flygt når det gælder, bli hvis du tør
det blir alligevel aldrig det samme som før”
– Steffen Brandt (Det grinte vi meget af,
En dejlig Torsdag)
Jeg anbefaler en kontakt til Houston, der klarer efterevalueringen, og sørger for at både du og rumkapslen bliver bragt sikkert frem til jeres endelige bestemmelsessted. 🙂
Jeg kommer til at tænke på den ædle kunst at sige det gør ondt, uden at sige det. Også læsning mellem linierne er en, desværre sjældent, praktiseret aktivitet. Mange hændelser ville forløbe meget mere behageligt, hvis flere følte for disse aktiviteter og praktiserede dem. 🙂
… Elsker simpelthen dine månetanker. De er gode igangsættere for mine små grå hjerneceller … 🙂
Penpal:
Jeg tror jeg tør. Blive. Har selvfølgelig heller ikke så mange alternativer 🙁
Gøre, hvad jeg tror, jeg skal. Det blir´ en stor mundfuld. Og det med at tage,hvad jeg synes jeg burde have, er til gengæld en smal sag: Ikke meget …..
Tak for dit dejlige vers. Steffen er en skøn fætter – og så fra Århus 😀
WhaggaWhagga:
Du springfyrover alle springfyre. Du gør mig så glad. Fordi du kan læse mellem linjerne. Mellem mine linjer. Det gør godt, at blive læst. Og ikke mindst forstået 🙂
Kære Ballast. Jeg synes du fortjener det bedste – intet mindre. Hvad det så er for dig, ja det…
Derfor dette vidunderlige vers fra Steffen Brandt – fra mig – til dig.