Louise Juhl

Hun meldte mig til svømning. Det var noget med motion og samvær med jævnaldrende. Jeg ville have godt af begge dele, mente hun. Det var i Solsidehallen med vægge og loft i glas, lydene i hallen var mudrede men skingre, et flik flak af råb og hvin. Min badedragt var med motiv af svømmende pingviner, sorte, lilla og grå. det var en gave fra min onkel, der nu var død. Et tragisk uheld, lød forklaringen, noget med en glød fra en cigaret, der havde antændt et tæppe. Der havde vist været noget, der ikke stemte, alligevel protesterede ingen. Det var vel en lettelse at finde en forklaring, også selvom den ikke passede.

Hallen lugtede af klor og konkurrence, og jeg måtte hver gang bruge flere minutter på at finde mig til rette. Dér et sted imellem det hele, lydene, lugtene og et konstant rend af næsten nøgne mennesker. Gispende ansigter, der dukkede op fra under vandet for at trække luft, for så at forsvinde igen. 
Jeg havde arvet et par svømmebriller af en ældre fætter. De var flere numre for store og skumgummiforingen utæt, så der trak vand ind. Hele tiden måtte jeg manøvrere mellem at tømme brillerne og at bevæge mig fremad i vandet. Først det venstre glas, så det højre, så et benspark. Svømmelæreren råbte ad mig: Jeg lignede en hund i havsnød. 
–Om jeg nogensinde havde set sådan én? 
Til sidst lod jeg brillerne blive i tasken, forsøgte i stedet at holde hovedet over vandet og øjnene lukket tæt i, det blev det ikke bedre af. 
Hver eneste mandag, tre år i træk, gik på den måde. Med pingviner, hunde i havsnød, flik flak og svømmelæren, der til sidst foreslog, at jeg prøvede noget andet. Trampolinspring. Eller fodbold, måske? Det blev fodbold. Først centerforward, så bagerste back. Senere blev jeg forelsket i nummer tretten på banen ved siden af, det endte lige så ulykkeligt som i svømmehallen. Med en hund i havsnød.
Nogle år efter spurgte jeg min mor til alt det med min onkel. Hvordan det egentlig var gået for sig med branden: Han røg jo ikke? Min mor gentog bare, hvad undersøgelserne havde vist. At det var et sammenfald af uheldige omstændigheder, en glød, et tæppe, et hændeligt uheld, og så talte vi ikke mere om det.

Jeg ville så gerne, at det her startede anderledes. Med et stik i hjertet, en kugle af uld og ild eller en hårbold af ophobet savn. 
Men sandheden er, at jeg for længe siden købte en billet til toget, og det er grunden til, at jeg tager afsted i dag.

Jeg elsker min mor. Det lyder simpelt, men er i virkeligheden frygtelig kompliceret. Hun fyldte firs sidste år. Hun farver sit hår, går i kirke, elsker hortensia og skæreost, fedstensfigurer og dansk møbeldesign. Hun tror på tegn, plukker firkløvere og bruger som bogmærker og lader altid den sidste bid brød ligge tilbage på tallerkenen. I lang tid troede jeg, at det handlede om mådehold, men så forklarede hun, at det var et levn fra krigens tid. At det var vigtigt, altid at have lidt i reserve til trange tider. 

For min mor er der ikke noget, der er tilfældigt. Lysene i stagerne derhjemme er gule til påske og røde til jul. Hun har en jakke til pæn brug og en til daglig, begge i flere længder. Taljekorte og knælange. Hun gør gerne selv grin med sin ordentlighed: Hvis det roder i hovedet, må man holde styr på alt det udenom, siger hun og slår ud med hånden som for at afværge sine egen tåbelighed. 

Da jeg fyldte ti, forærede hun mig et leksikon om planter og satte kryds ved alt det, jeg skulle holde mig fra. Snebær og liljekonvaller, bjørneklo, pigæble, guldregn. Elefantøre og engletrompet. Rhododendron, buksbom og pebertræ. Der var nok at være på vagt overfor, og jeg gjorde mig umage for at lære at skelne ufarligt fra farligt, godt fra skidt. Hver dag huskede jeg mig selv på, at bare fordi noget var smukt – som nu guldregnens fang – så kunne det godt gemme på farer.
Den dag i dag er jeg stadig på vagt.

Det er onsdag, jeg har købt vissengrønne lys og servietter, der matcher. Slået en sløjfe omkring. Jeg er altid i tvivl, når det gælder gaver. Om det er for lidt eller for meget. For højtideligt – som nu lys og servietter – eller omvendt for sløset: En dusk karse fra haven foræret sammen med to nyhøstede tomater. Om jeg giver dem som en slags bod og hvis ja, så for hvad. 
Jeg har købt plads ved vinduet. Der løber striber af fugt langs vinduets fuger. Regnen udenfor er ellers – efter fire dage med konstant nedbør – hørt op. En mand med blindestok og førerhund spørger efter sin plads. –Nummer 71, forklarer han og rækker sin billet frem. Jeg viser ham vej, skubber hans taske på plads mellem to sæderækker, – sig endelig til, hvis der er andet jeg kan hjælpe med. 
Han ser i min retning, smiler og nikker til tak. Hunden slår et enkelt slag med halen. Jeg går tilbage, sætter mig på min plads ved vinduet, ser ud. 
Nu regner det igen.

Min morfar elskede cigarer højere, end han elskede sin egen kone. Det var ikke kærligheden til min mormor, der haltede, slet ikke. Glæden ved tobakken var bare enorm. At trække røg ind, puste røg ud, dén bevægelse. Livet som tegn i tåge. 
Nihil sine labore – det var navnet på det mærke, han røg, intet uden arbejde. Så min morfar arbejdede, dag og nat, slog pæle i jorden, høvlede planker, drejede ben til borde. Og røg. Indtil den dag han mistede min mormor, det var i marts, hun havde forberedt det hele. Frosset små portioner af mad ned, skrevet på dem med sort pen: Kyllingefrikassé, gullasch, karbonader med grønt. Det eneste min morfar behøvede var at finde kniv og gaffel frem, en tallerken, skære en skive brød. Alligevel holdt han op med at spise, måske mistede han appetitten, måske fandt han ikke længere, at det var besværet værd. Han nøjedes med sukkerknalder dyppet i kaffe, osteroulade (en skive ost rullet sammen om smør) og røgen fra sine elskede cigarer. Senere mistede han lysten til at stå op. Og til at gå i seng. Til at fodre hønsene og save tømmer, han sad bare i sofaen og røg cigarer, Nihil sine labore, intet uden arbejde. Nu var kun intet tilbage, hønsene blev solgt, pælene rykket op. Han fik plads på plejehjemmet, otte kvadratmeter med hospitalsseng, så personalet bedre kunne komme til, rense sårene på hans ben, der var blevet flere efterhånden, som han opgav. Han måtte ikke ryge på stuen, heller ikke på gangene eller den lille terrasse udenfor. Han skulle “helt udenfor matriklen,” som personalet formulerede det. Jeg ved ikke, om det var derfor, han besluttede at dø. Det var ikke en protest, bare en beslutning – uden arbejde og uden røg var der ikke andet tilbage end savnet efter min mormor. Han døde i november, to dage før han ville være fyldt tooghalvfems. Han var så tynd dér under lagnet, kun hans knæ og næse stak frem. Vi sang ham ud, det var frostvejr, vores ånde lignede røgsignaler. I kirken spillede præsten guitar, holdt tale, “sorgen river i os/ med kærlighedens kræfter.”
Jeg tænker stadig på ham af og til – og på min mormors gestus: de små foliebakker med mad, hun havde frosset ned. Kærligheden er konkret, den er gullasch og høns og en cigar.

Jeg er født 12 dage for sent. Min mor siger, at jeg skulle have været krebs, nu endte jeg som løve. Det har alle dage været en sorg. At være et rovdyr, en solskinssluger. Hos løverne er det hunnen, der jager. Hannens manke forhindrer ham simpelthen i at skjule sig for byttedyr på savannen. 
Jeg åd som et tærskeværk de første 6 måneder, jeg søgte min mors bryster uafbrudt, hun fik betændelse i vorterne og måtte behandles med sårhelende creme for mærker efter bid. Jeg skreg af sult, hun af smerte, sådan lærte vi hinanden at kende. 
Senere flyttede vi over Atlanten, det var først på sommeren og 36 grader varmt, vi lejede et hus på Paradise Road. I gasbeton, med kamin og klinker på gulvene. Nætterne var lyse og varme, min mor siger, at hun ikke sov i 12 måneder, det er næppe sandt, heller ikke løgn. Min bror stjal en cykel med højt styr og aflang sadel, ræsede på vejene udenfor, lærte sig det fremmede sprog ved at slås. Fucking idiot og Dont you dare. Min mor var for træt til at gribe ind, det virkede som om han trivedes. 
Der boede en kvinde i huset, hun fulgte med, ingen husker hvorfor. Heller ikke hvad hun hed, kun at hun tilhørte en religiøs gruppe og altid bar handsker. Hun tog over, når min mors smerter blev for store eller trætheden fik overtaget. Det var gerne midt i maden, min mor hvilede sit hovede mod bordet, og den sære dame løftede mig op ad den høje stol og lod min mor i fred. Hvad der skete i de timer, mens min mor sov og jeg var alene med handsker og dame, ved jeg ikke. Men min mors betændelse forsvandt og jeg lærte at gribe om noget andet end bryster. En rangle, en bold. 
Året efter flyttede vi tilbage, efterårsstormen væltede naboens høje birk ned over drivhuset, et virvar af glas og rakler. Jeg lærte at gå, senere at cykle og jage. Appetitten var stadig enorm, tykmælkskoldskål og kartoffelkager, tarteletter med fyld Min mor var lettet over endelig at have sine bryster i fred, min bror skiftede det høje styr ud med en ring i læben. Han er forresten født i krebsen, men ingen af os tror på den slags, på stjernetegn, knust glas eller 7 års ulykke. Det er kun min mor, hun er født i tvillingens tegn, samme dag som Eddie Skoller og Angelina Jolie og årets 155. dag. Det er næsten altid godt vejr den dag.

Jeg elsker
Ordene fingerbøl og lertøj. Børn, der hopper i pytter. Nåletræer og mellemlagret ost. Sten med huller og uden. Store hænder og ananasæbler. Sebastian fra Brideshead. Blød fløjl. At kat er tak stavet bagfra og omvendt – at tak er kat. Skæret fra røde tegltag lige efter, at det har regnet. Anemoner. Min hund og tallet otte. Ham betjenten, der blev ved at ringe, flere dage efter, han havde fundet mig, for at høre, om jeg var ok. Levende lys. Sætninger som: “Sig mig at tingene taler deres eget tydelige sprog.” Lyden af en klarinet og min mand, når han nynner. Dymomaskiner og bordblyantspidsere. Navne som Barbara og Johanne, Thorbjørn og Eske. At sidde i en bil og se vinduesviskerne viske vandet væk. Lynglilla og kantarellens orange. Fregner og at alt det, jeg elsker, findes.

Jeg elsker ikke:
Ordene effektiv og ferm. Bananfluer. Mobning forklædt som ironi: “Ha, det er jo bare for sjov”. At alt skal kunne betale sig. Skjulte hierarkier. Soleksem. Den tvivl, der følger med at mene noget, sige noget, gøre noget. Ulige tal. Beskeder om, at der er brev fra kommunen i min e-boks. Hyldeblomssaft, madtærter. Min egen misundelse. Folk, der forveksler “jeg” med mig. Farven mintgrøn. Udtrykket “sådan nogen som dig.” Koriander og butterdej. At såre min mor. Bilalarmer og vandlande. Den måde journalister intonerer på, så ALting ALtid lyder som en VoiceOver til et gyserfilm. Ligegyldighed. At jeg er så konfliktsky. Efterårets urimeligt dårlige rygte. At jeg savner noget, jeg ikke ved, hvad er. Og så videre.

Engang skrev jeg en bog om en mor, der fik kræft. Og om hendes to børn, Martin og Maria, der blev så kede af det, at Maria fik blærebetændelse af kulde og kedafdethed og Martins ene ben begyndte at visne.
Det var efter en sommer med usædvanligt mange sommerfugle – og større end nogensinde. Jeg var bange og spiste Mariekiks i skjul og børstede tænder hele tiden for at fjerne plak og dårlig ånde og alt det, jeg havde lyst til, men ikke turde, at sige. Jeg skrev historien på blankt papir, linjerne vred sig som orme, jeg havde et særligt system. Alle e’er var spejlvendte og i stedet for punktum satte jeg et kryds, det krævede en særlig opmærksomhed at skrive på den måde. Jeg har senere læst, at den slags har betydning: I et forsøg gav man tre skoleklasser den samme opgave, men skrevet med forskellig font: Times new roman, italic kursiv og comic sans. Resultatet var overraskende og uden tvivl: De, der fik stillet opgaven med comic sans leverede væsentligt bedre og mere præcise svar end de øvrige grupper. Det var noget med opmærksomhed, at den uvante og svært aflæselige skrift skærpede elevernes koncentration, de læste simpelthen teksten med større omhu og fokus.
Måske tænkte jeg noget af det samme, da jeg skrev bogen. “En sommer uden fugle,” hed den, på omslaget tegnede jeg en græshoppe, ligesom i Disneys Juleshow, jeg savnede vel en fortæller med samme rare stemme og omsorg.

Jeg forærede bogen til min fars kollega, en elektrotekniker, der hed Gert, som gik med seler. Ikke fordi han var tyk, men fordi han var så tynd, at hans bukser hele tiden gled ned. Han læste bogen i sin frokostpause, midt imellem tre klapsammener, to med trestjernet salami og en en enkelt med ost. Han tyggede og sank og bladrede. Så lukkede han først madkassen, derefter bogen: – Av.
Senere forklarede min far mig noget om grænser: At det ikke var alle, man kunne betro alt, og at der iøvrigt ikke eksisterede sommerfugle, der var store som en menneskehånd. Forresten, tilføjede han og skrev på et stykke papir: E’ er skulle vende sådan hér, det andet måtte være noget, jeg havde fået galt fat i.

Jeg tænker nogle gange på, om det, jeg husker, er sandt. Om min bror virkelig sparkede mig den dag for længe siden, om det virkelig skete. Satte han sig, der på dørtrinnet ind til bryggerset, og bandt sine militærstøvler med en omhyggelighed, der burde have advaret mig. Faldt jeg, Kastede jeg op?
Er det sandt, når jeg mener stadig at kunne høre høre halsen på den kanariefugl, jeg ved en fejl kørte over med min kontorstol, brække?
Er det rigtigt, at jeg stjal penge fra min mors pung og senere – druer fra grøntsagsafdelingen i Føtex. Blev jeg, sådan som jeg mindes det, virkelig ført væk af en butiksdetektiv og noteret for min udåd, selvom jeg var syg af sult og druerne min eneste næring i over to døgn?
Er det sandt, at jeg rev min lillefingernegl af med vilje, for at have en grund til at græde.
Er det løgn, når jeg husker dagene som tusinde timer lange, smerten som en sløv kniv, der skar tiden og mit selvværd i stykker. Sulten, der drev mig som et rovdyr til at gribe efter alt, liderlige mænd, jord, muggent brød. 
Findes alt det, findes jeg og hvis ikke, hvem er det så, der spørger?

De siger det allesammen. Hele tiden. Du skal arbejde med vreden, siger de, bruge den. Vreden er et skjold, et våben. Vreden er vulkaner, vestenvind, wild wild horses. 
Der er nok at gribe i, tage fat om. Vreden mod K, for eksempel, der kaldte min krop for en katastrofe og min røv for en “utilsigtet hændelse.” Eller den aldrende læge i Jens Bang stenhus, der henover en halvbrille foreslog mig at føle noget mindre og spise noget mere. Det var efter, at jeg havde tabt tretten kilo på syv uger. Mit hår faldt af i totter og min ånde lugtede af acetone. Lægens råd var ligeså dumt, som det var sandt: 
Spis noget mere, føl noget mindre. 
Der var også Jan, der i virkeligheden slet ikke hed Jan, men noget andet, og som holdt mere af at spille snigskyttespil end han holdt af mig. En nat fór han vild i en drøm og forsøgte at kvæle mig, fordi han troede, at jeg tilhørte fjenden. Han holdt om min hals og klemte til, sagde mærkelige lyde. Så vågnede han, slap sit greb, jeg hev efter vejret. Jeg tror nok, han undskyldte, før han lagde sig til at sove igen.
Der er nok at tage fat på, nok at være vred over. Vred på. Men hver gang, jeg forsøger at finde den frem, følelsen, så er det som forståelsen står i vejen. Den evige, forbandede, forpulede nuancering af virkeligheden. For var det ikke bare for sjov, dengang med K og katastrofekroppen og og den hændelige røv. Måske endda et forsøg på kontakt? Og havde han ikke også sit eget at slås med: En far, der drak lidt for meget og en bror, der skød hunden en dag, den stod i vejen? 
Og lægen, han gjorde vel sit bedste med sit måske nok lige lovligt joviale råd, men herregud, hvad skal man stille man op med alle de ulykkelige mennesker – andet end at foreslå dem at være lykkelige? 
Jan. Ja ham valgte jeg jo selv. Vi mødte hinanden ved et busstoppested, jeg tog med ham hjem. Han havde to katte, et vaffeljern og de smukkeste brune øjne, jeg flyttede ind efter to uger. Det var først efter et år, han tog kvælertag. Helt uden at ville det. Senere fik han en diagnose, PTSD, hans mor døde af druk. Han inviterede mig med til begravelsen, det var længe efter, at jeg var gået fra ham. Af en eller anden grund tog jeg med, vi var kun fem, jeg gav ham et kram efter ceremonien og han holdt så fast og så længe, at jeg var bange for, han ville falde, hvis jeg gav slip.
Sådan ender det hver gang. Vreden forsvinder, forståelsen vinder. Og mig, der ellers hader enderim og den matte ømhed, der følger efter endnu et forsøg på at rase. Den enste vrede, jeg kan finde frem, er vreden over ikke at være vred. Det er så pattet og patetisk, og verden og alle dens aldrende læger kan endnu engang vende det hvide ud af øjnene. For hvad skal det gøre godt for, alle de her mislykkede forsøg, al den manglende vrede. Hvad skal alle de her ord gøre godt for, hvorfor kan hun ikke bare æde sin mad, føle noget mindre, måske bare holde sin kæft?

Måske havde jeg fået bildt mig selv ind, at galskaben var en gave, i hvert fald takkede jeg nej, da en læge foreslog mig medicin. Antidepressiva, det var det ord, han brugte, det lille a til slut, der understregede, at han talte med vægt og erfaring. I flere måneder nægtede jeg, det var ikke mig, der var gal, men verden, de firmaformatterede kasser, der ikke gav plads til andet end tre- og firkantede hjerner og hjerter. Mit hjerte var plastisk, nogle dage æggeformet, andre dage snoet som en konkylie, jeg ville ikke begrænse det til hullerne i et depressionsskema. Hvor stor en del af tiden de sidste fire uger har du haft dårlig samvittighed eller skyldfølelse? 
Hvad med 672 timer? spurgte jeg. Hvad med nat og dag og det der imellem, hvad med timerne på badeværelset, klemt sammen i et hjørne i brusenichen med forhænget som eneste buffer mod verden? 
– Hvad med dem?
Jeg svarede “cirka halvdelen” og krøllede så papiret sammen, jeg var ikke et regnestykke, ikke et kryds på en kurve, jeg var mig. Desperat og tynd og træt og fucking for meget, og det kunne en pille ikke hjælpe på. Måske nævnte jeg Lyotard og de store Fortællingers endeligt, måske fortalte jeg om den mariehøne, jeg havde adopteret og nu havde boende derhjemme, Asmunda, kaldte jeg hende, syvplettet og en motherfucker af en ven. Jeg kunne godt selv høre det, den rablende tale, den paniske humor, jeg vidste, hvad han tænkte, overlægen, jeg kunne se det i hans øjne. Den kølige overbærenhed, den såkaldt sunde og sygt selvtilstrækkelige fornuft. Jeg vidste, at han ville lade mig tale mig træt, rable og rase, indtil jeg brød sammen under vægten af de ti tusinde ord, jeg smed om mig, positivitetspoliti, pilletyranni, mit had mod medicinalindustriens pulverhvide paradis. 
Til sidst ville jeg bryde sammen, undskylde, sætte de nødvendige krydser. Spørgsmål 6: Har du indenfor de sidste fire uger følt, af livet ikke var værd at leve? 
“Hele tiden, det meste af tiden, noget af tiden, under halvdelen af tiden, på intet tidspunkt.” 
Og han ville udskrive en recept på pillerne, den første uge en om dagen, derefter to. Efter en måned kunne jeg efter behov øge til tre. Jeg kune til en start forvente at opleve tankemylder, hovedpine, kvalme og vægtøgning, men hos de fleste var den slags bivirkninger forbigående. Han ville gerne se mig igen om seks uger, skulle der i mellemtiden opstå problemer, kunne jeg kontakte min egen læge. 
Jeg gik ikke på apoteket, men ned på havnen, forbi Spritfabrikken, bagom barakbyen, og foldede en papirbåd af recepten. Sad lidt og så den flyde omkring i havnebassinet, lidt frem, lidt tilbage, på må og få. Jeg røg også en cigaret, mest som en protest, jeg ved ikke mod hvem. Mod lægen måske, det sunde, det raske, det fornuftige. Eller måske i protest over mig selv, de alt for mange ord, den helt urimelige vrede. Over ikke at kunne finde mig tilpas, over at mit hjerte skulle sno sig og ikke bare finde sig til rette med det, der var muligt.

Jeg tror ikke, hun var bitter, det var i hvert fald det, hun sagde. Jeg er ikke bitter, men. Og så fortsatte med at fortælle, hvor glad hun var for huset, hvor mange somre, hun havde tilbragt dér på terrassen, lyttet til trækronernes bevægelser.
– Samme lyd som havet. 
Et egern havde engang siddet ikke meget mere end et par meter fra hendes fødder, bevæget sig lidt frem og tilbage. Hun kunne ikke undgå at tænke andet, end at det måtte være et tegn. Ikke at hun troede på den slags, tegn altså – men det her egern. Det var noget med øjnene, de ligesom så og så igennem. Om på den anden side af alt det her. 
– Alt det her? havde jeg spurgt, men ikke fået noget svar.

Det var mændenes ide, at hendes penge skulle sættes i huset. Pensionsopsparingen. Det var noget med en rentesats og investeringsafkast. Og selvom hun protesterede, kunne hun godt læse tallene. Der var mere at hente i at veksle hendes penge til jord og søm og norsk fyrretræ. Nu så hun tilbage på det hele. Uden bitterhed, gentog hun. På efterårsstormen i ’81, min brors sprængte akillessene og snesevis af nætter alene udenfor. Skuffet hud. Sit helle, kaldte hun hytten, selvom den med tiden var blevet lidt af en byrde. Gardinerne skulle jo stadig vaskes, skabene holdes rene, og uanset at hun insisterede på at være lige så frisk som altid, kunne hun ikke skjule, at det voldte besvær. Hun havde svært ved at hænge gardinerne op efter vask, indrømmede hun, og brød sig ikke om at stå og balancere som en ”gammel kone på en vakkelvorn stol”. Hvis hun faldt ville der sikkert gå uger, før nogen savnede hende. 
Jeg protesterede: – Mor! 
Vi tog sammen derop, det havde lige regnet, mosset gav efter, når vi gik. Vi plukkede kantareller, fyldte to orange skåle. Tupperware.
– De holder for evigt og gør, hvad de skal, svarede hun, da jeg spurgte, hvorfor hun ikke skiftede dem ud.

Hun havde aldrig savnet pengene, fastholdt hun. Pensionen. Huset var jo betalt ud, bilen også. 
– Jeg mangler ikke noget, tilføjede hun, som for at overbevise sig selv.