U.t. 3

by Louise Juhl Dalsgaard

Som dengang vi kom alt for sent hjem en aften, fordi jeg havde forsøgt at forhindre din far i at slå din mor ihjel.

De så fjernsyn, mine forældre, jeg fortalte dem, at mine nylonstrømper var revet i stykker, at jeg havde været nødt til at gå en omvej, for ikke at blive gloet på, som på en bolig til salg:
Et værelse, 48 m2, velegnet til deling, den slags.

Mor roste mig, det var godt, jeg havde valgt omvejen.

Vi så Händels Messias.
Jeg tænkte hele aftenen på din mor, om hun stadig sad låst inde i et skab i bryggerset, med din far råbende, at hun lige så godt kunne komme ud nu, han ville alligevel slå hende ihjel før eller siden.
Far bad mig om at flytte mig – “din røv står i vejen for skærmen”.
“Tal ordentligt,” sagde mor til ham, og han skruede op for lyden:

“Wonderful councellor, the Mighty God, the everlasting Father, the Prince of peace.”