Louise Juhl

Jeg er vågnet til ritualer og regnvejr. Torsdagen hænger som et stribet gardin foran mit vindue. Jeg hælder kaffe i koppen, smører creme på mine fødder, drager omsorg for de mindste. I udkanten af mit ene øje strejfer en ejerløs hund omkring. Den gør ikke noget væsen af sig, alligevel fortaber jeg mig i dens […]

Jeg sløver sorgen ved at skære den ud i pap: Gøre grin med mig selv. Jeg holder mine følelser ud i strakt arm, peger fingre:– Hvordan synes du selv, det går? spørger jeg med kunstigkælen stemme. Det er uskønt men bedre end alternativet, som er at bide tungen til blods. Kaste op med knoernes hjælp, […]

Morgenen er ikke fuglenes skyld, og fuglene ikke min. Jeg skyller kroppen og overvejer, om jeg skal spise ét eller to stykker tyggegummi til morgenmad. Forsøger at komme i tanke om præcis, hvad det var, lægen sagde sidst: – Du er nødt til at tage dig selv alvorligt. Tager to stykker. Jeg spilder det meste […]

Der opstår en forsinkelse. Ikke noget særligt – hvis overhovedet? Mellem læber og kys. Mellem dét, jeg fortæller ham (om skrækkelig ventemusik og pizzamel på tilbud hos den italienske købmand.) Dét og så det, der sker, det, jeg lever. Det er ikke sådan, at jeg lyver.Langt fra. Der er bare overalt – på mine armes hud, øjnene […]

Vi ender med at takke ja, holder jul hos hans søster. Anette og Thomas bor på et lille husmandssted, de holder får, en gammel race med en særlig fed uld. Hun karter selv garnet, i garagen står en væv med lange tråde af farvet uld hængende fra loft til gulv. – Mine vægtæpper udgør en hel […]

Det er som om der er noget særligt ophøjet over eksistensen, når solen skinner. Selv på en mandag. Afstandene mindskes: mellem sand og tæer. Mellem vejr, der trækkes og den, der trækker.Mellem hav og ophav. Ikke at det gør nogen egentlig forskel, hvis overhovedet. I sandet ved søbadet har nogen skrevet “INGENTING” med versaler i […]

Jeg har svært ved at få vejret, betror jeg ham en tirsdag i marts. Det er noget med hverdag plus rutiner plus angst plus kærlighed, en meget mærkelig grød med en meget mærkelig konsistens.Han foreslår at vi tager til Italien. Sådan er han, ingenting behøver at være, som det er, vi kan gøre det anderledes, […]

Mumrik er i haven, vi kan ikke have ham inde, når vi vasker gulvet. Han insisterer, hopper op og ned, forsøger at trykke på dørhåndtaget, skaffe sig adgang. Det eneste, vi kan se indefra, er de lange krøllede ører, der flagrer omkring ham, som en headbangers hår til en death-metal koncert.– Han minder mig om […]

Hvad er smukkesthåb eller håbløshed? uanset hvadså mærker jeget ukendt øje i mit ansigtet øjenlågder letter og løfter verdenfra mine skuldre hvisker: Kom og jeg tør næsten ikke lytte men kun næsten.

“Håb er uinteressant,” stod der i et digt, jeg læste i dag. Det ramte mig med sådan en styrke, at jeg måtte læse sætningen højt for hunden, der ganske kortvarigt løftede sine ører, for så at lægge dem igen. Håb er uinteressant. Det sker ofte, at jeg taler med hunden, der ved, at jeg i […]