Louise Juhl

For nylig skrev jeg til en god ven og undskyldte, at jeg var gået så tidligt fra en fest. “Jeg er lidt blå, det er den tid på året.” April hænger for mig sammen med alt det smukkeste. Blomstrende kirsebærtræer, bøgens første disneygrønne blade. Men også med en tyngde i kroppen, noget, der gør ondt, nakken, lænden. Mine tanker lider af mild migræne, et forstyrrende flimmer, der får alt til at vakle: Hvorfor, hvordan, hvornår, hvorhen?
Min ven svarede mig med T.S. Eliot ord:
“April is the cruellest month”, det er fra digtet The Waste Land, hvor man også finder linjerne
“Winter kept us warm, covering Earth in forgetful snow” og “Summer surprised us.”
Således sommer og vinter, men hvad med våren, den her årstid klemt inde mellem glemsel og glæde, hvad med den sært sitrende tvivl, tungen ud af halsen, knæenes kejtede drømme.
Hvad med fuglene og anemonerne, hvad med taknemmeligheden, der føles som en pligt: tak for sol og tak for måne. Tak for dag og tak for vej.
Og så et sted bagved eller ovenover, den her lede stemme, der er tvivlens: Tak for lort?

Nu er det maj. Jeg kendte engang en pige, der bar måneden som sit navn, hun var født otte uger for tidligt og gik altid i støvler med høj hæl, for at kompensere for sin manglede højde. Da jeg fik stjålet min cykel til skolernes motionsdag, tilbød hun, at jeg kunne sidde bag på hendes, og så slingrede vi afsted, væk fra længdespringskonkurrencer og stafet, til Poulstrup sø, hvor vi svor, at vi aldrig aldrig ALDRIG ville sælge vores sjæl for en plads på podiet.
Lige siden dengang har jeg elsket maj, årets korteste måned talt på bogstaver, men årets længste, når det kommer til venskab og forpligtende løfter. Jeg vil gerne sige noget klogt. Noget om ramsløg og fællesskaber, solidaritet og sen vorterod, men jeg har sagt, hvad jeg har at sige: April er forbi, maj er begyndt.
Det er ok. Det er ok. Det er ok.