Louise Juhl

Vanvid er i virkeligheden drømme, der har vokset sig for store. En ven fortalte engang, at putter man en levende frø i en gryde med kogende vand, springer den op. Men sætter man den i stedet i en gryde med koldt vand og skruer op til vandet koger, så bliver frøen siddende. Den opdager simpelthen ikke, hvad der er ved at ske. Ikke før, det er for sent. 
Måske er det det samme med drømmene. Vanviddet. Det umærkelige skifte fra kølig til kogende. En dørspion, der forvandler sig fra udkigshul til fandens højre øje. Lyden af rindende vand, der bliver til en blodig bas, strømmende lava. Gardinernes skygge, der skifter form og bliver en hær af soldater med bortsprængte ansigter.

Min mor har aldrig brændt sig, for hun har aldrig drømt.
Måske fordi hun kender risikoen, der følger med. For at drømme for stort, forveksle det umulige med det mulige. Grave sin egen grav for at bevise, man er den genopstandne.
Nej, så hellere nøjes med mindre: At panere en fisk, spejle et æg. Vinke til genboen. Hej hej. 

Frøer har forresten flere forskellige stemmer, men det er primært hannerne, der siger noget. Det er kun, når de bliver bange, at hunnerne får stemme. Så udstøder de en høj jamren, et skiftevis stigende og faldende skrig. Angstlyden frembringes – i modsætning til frøernes andre lyde – med åben mund.

Jeg har egentlig aldrig haft et ønske at rejse ud i rummet. Jeg har svært nok ved at finde rundt hernede på jorden. Højre, venstre, rigtig, forkert.

Engang tog jeg toget til Tyskland og faldt i søvn og vågnede midt om natten ved, at et hus stod i flammer uden for. Et virvar af ild og røg og sorte skikkelser i panik. Der gik kun få sekunder, så var toget videre og det brændende hus ude af syne. Siden har jeg altid sørget for at sove længst væk fra vinduet og kun rejst i dagslys. Jeg ved godt, at mørket stadig findes. Og de brændende huse. At intet af det forsvinder, bare fordi jeg sover i den anden side, tænder lyset.

Ind imellem drømmer jeg stadig om det, om toget og turen, om orange flammer, sorte mænd og en hund, der gør. I drømmen kører toget videre og rammer en en mur af beton, står stille. Der er ikke noget at mærke på min krop, det gør ikke ondt nogen steder, der er bare helt. Helt stille.
Jeg har læst et sted, at drømme er sjælens kogevask. At det er her, vi vasker afstødt hår og skæl og mider af vores samvittighed. Jeg ved ikke, hvad det siger om mig, om mine drømme. Eller om mider og brændende huse og min ulyst til at erobre verdensrummet. Faktisk ved jeg ikke særligt meget – men taler alt for meget om det. Om alt det, jeg ikke ved.
Der er dem, der vil sige, at det er en uskik, men de har aldrig prøvet at køre ind i en mur om natten. Helt alene. Oplevet dén stilhed. Det er vel derfor jeg taler, fordi stilheden er mit brændende hus.

Jeg forsøgte mig engang med hypnose. Jeg havde fundet hans navn i en folder, Poul-Erik. Han var stor og bred og når han talte dirrede hele rummet, som når man lægger kroppen mod jorden, når et tog nærmer sig. Det er vist nok noget med ligningen for kraft. Masse gange acceleration, han stemme ligesom skubbede luften foran sig.
Han tilbød at tage min jakke. Vand, kaffe, te? Han ventede ikke på mit svar, talte henover, forbi. Det handlede om tillid, sagde han, om at slippe kontrollen, give efter for noget andet og større end mig selv. Så forklarede han om det limbiske system, om forhistoriske hjerner og amygdala, om frys eller flygt, de to overlevelsesmekanismer. At nægte at spise, var et Både-og. Både et frys af tiden, kroppen. At lukke munden, nægte at tale. Men også en flugt, at løbe fra kroppens behov for mad og varme, læ. På den måde endte man med et ben i hver lejr, halvt i stå, halvt i løb. Højst uhensigtsmæssigt, forklarede han, og bad mig lukke øjnene, følge hans stemme. Ti, ni, otte, syv. 
Han var i en hvid t-shirt og cowboybukser, der strammede om maven, han talte langsomt og tåget, trak ligesom ordene i langdrag, tiden også. Jeg forsøgte at følge med lydene, kraften, men det eneste, der fyldte mine tanker, min krop, var en tanken om toget, der nærmede sig og mig, der lå på skinnerne, og jeg fór op og råbte, jeg husker ikke hvad. Stop, måske, eller hjælp. 
Det var lige præcis humlen i min sygdom, sagde han, at jeg trak i nødbremsen hver gang, noget blev svært. Havde jeg været en gazelle på savannen, ville min adfærd være klog og nødvendig, men nu var jeg et menneske og i nød, og han var læge og tilbød at hjælpe. Om jeg kunne se problemet? 
Han afslog at tage imod min betaling. Beklagede, at jeg ikke ville give det en chance mere. Han var ikke et tog, huskede han mig på, og jeg var ikke et dyr på savannen. Hjernen var bare en muskel, og muskler kunne trænes, og han vidste hvordan. Tak men nej tak. Jeg skulle ikke tælles ned og tales til i tåger, jeg ville ikke give slip, lægge mig på skinnerne og håbe, at toget var en omsorgsfuld hånd. Jeg var jo ikke dum, jeg kendte mine eventyr, når bedstemor kalder fra sengen, er det bedst at være på vagt. 
På TV viste de et afsnit af Robinson, en pædagogstuderende fra Hvidovre blev stemt hjem, hun var svær at blive klog på, sagde de andre deltagere, hverken helt med eller helt udenfor. – Det er de værste, forklarede Nikolaj, han havde en drage tatoveret mellem skulderbladene og var lige blevet kærester med en fra øen, der hed Tine.

Jeg altid fundet på.
Da jeg var syv, fik jeg en ældre dame til at tro, at jeg var adopteret. Jeg mødte hende på vej hjem fra skole, hun hed Jenny og var halvt svensk, boede med sin kat, Tjalve, i et rækkehus. Hendes mand var død for længst, men hun savnede ham stadig. Ikke som i de første år, hårdt og stikkende, nu var det mere i glimt og med taknemlighed. Tit vågnede hun om natten og lyttede efter den lille snorken, der havde holdt hende vågen hver nat i enogfyrre år, men var der ikke andet end stilhed tilbage, og hun tog sig selv i at savne hans natlige forstyrrelser og milde irritation, der fulgte med. 

Måske var det hendes stemme. Eller gennemsigtigheden i hendes blik, det var som om jeg kunne se lige igennem hende. Om på den anden side. Hun gav mig lyst til at dele, så jeg fortalte hende, at jeg i virkeligheden var født på Færøerne, i tæt tåge og af et ansigt uden træk. Min mor havde forsøgt at elske mig i fire måneder, før hun gav op og efterlod mig i en indkøbsvogn i et storcenter lige uden for Thorshavn. Det var en flaskedreng, der fandt mig, han hørte mig græde, korte hikstende hulk. 
Han tog mig med til sin chef, spurgte, hvad han skulle stille op. Med mig, hittebarnet, og chefen bad ham køre mig mig til Landssjúkrahúsið i Thorshavn, hvor lægerne tog prøver og undersøgte mine reflekser. Der var ingen tegn på, at jeg havde lidt overlast, tværtimod. Jeg var velnæret “og til den buttede side”, som de skrev de i journalen.

Jenny forærede mig et kors, hun havde om halsen. Købte mig en is. Hun holdt mig i hånden en hel eftermiddag, sagde ting: ”Det er i tågen, vi finder hjem”. Hun havde svært ved at slippe min hånd, da hun afleverede mig derhjemme og min mor måtte flere gange forsikre Jenny om, at hun ikke havde i sinde at forlade mig. At jeg var i gode hænder. At jeg var holdt af og elsket. 
Jeg ved ikke hvor længe der gik, efter at hun var gået, før min mor satte sig på knæ, holdt hård om mine hænder, sagde:
– Der er forskel på at finde på- og at finde hjem.

Jeg har kun vundet noget to gange i mit liv. Det ene var en slogankonkurrence, det andet en sidegevinst til spejdernes julebanko i Budolfi Kirkes krypt. Gevinsten var en sønderjysk salami og en pose tørrede svampe, jeg forærede begge dele til en mand, jeg faldt i snak med på vej hjem. Han sad på en bænk i Kildeparken og lagde et lommetørklæde sammen. Om og om igen, som om det ikke ville lystre. Stoffet, folderne. Jeg satte mig ned ved siden, tilbød ham min salami. Han takkede ja, rev med det samme skindet af pølsen og gnavede direkte af det salte og flæskede kød. Han tilbød også mig. Tak men nej tak. 

Han hed Elvin, hans mor stammede fra Labrador, alle i hendes familie havde haft navne, der startede med E. Esther, Edgar, Emily. Hun havde taget sit eget liv, da Elvin var ni. Hun havde efterladt et brev, hvor hun skrev, at kærligheden simpelthen ikke rakte. Brevet var ikke stilet til nogen, og Elvin var stadig i tvivl om, hvem brevet var til. Om det var til hans far – eller ham selv måske? Havde han ikke elsket hende nok – eller var omvendt. Følte hun ikke kærlighed nok til ham til, at det var værd at leve for?  
Psykologen havde foreslået, at brevet var til Gud. At den utilstrækkelige kærlighed handlede om noget andet end mere end Elvin og hans far. En højere søgen, et mere eksistentielt savn. Men han troede ikke på den slags, på psykologer eller Gud, nej Elvin foretrak tilfældige møder, kærlighed i flæng, at få tilbudt en sønderjysk salami, for eksempel. Han grinede, der var pølserester overalt i hans tænder, på tungen også.
–Ha.
Jeg forærede ham også posen med tørrede svampe, og fik hans tørklæde til gengæld. Der var broderet et E i nederste højre hjørne, stoffet var næsten gennemsigtigt af slid og fyldt med indtørrede pletter. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg havde gemt det, lommetørklædet altså. At jeg havde lidt af ham endnu. Men det har jeg ikke, og nu læser jeg i en gruppe på Facebook, at han er død, kun 39 år gammel.

Forleden købte jeg en uro i kraftig karton, den var på tilbud i Imerco og med pingviner. Jeg forklarede ekspedienten, at det var en gave til et endnu ufødt barn, jeg ved ikke hvorfor, jeg sagde sådan. 
Der er så meget, jeg ikke ved, og så mange ting, jeg ikke forstår. Mig selv, for eksempel, hvad jeg gør og køber, siger. Måske er det derfor, jeg elsker pingviner, de her fugle, der hverken kan flyve og eller gå, kun vralte og vinke. Det giver ligesom ingen mening, men hvem siger også, at det skal det. Jeg er glad for dem – og for min uro. Den var nedsat med 40%, ekspedienten pakkede den ind for mig, sagde: “Den er jeg sikker på, barnet bliver glad for”.
Det er jeg også.

Min morfar var lige dele kærlig og kolerisk. Han brugte alle sine vågne timer på at skaffe penge til husholdningen, høvlede bænke, skar lister efter mål og byggede kasser til højbede. Han klippede får og garvede deres skind, solgte de fleste. Samlede æg fra hønsene, nok til både brød og kager, blødkogte æg til morgen og spejlede til frokost. Han dyrkede grønkål og ærter i lange lige baner, gulerødder, kartofler. Og hindbær langs muren bag fryserummet, brombær, solbær. Min mor siger, at uden ham var det aldrig gået. Min mormor havde dårligt hjerte og hev efter vejret, hun blev træt efter få timer og måtte lægge sig. Klokken 11 og klokken 14 igen. Lige før aftensmad og igen bagefter. Selv når hun talte, var det som om hun sparede på kræfterne, hun nøjedes med at sige det vigtigste, nogle gange mindre end det. Bare et Ja, et Tak. Undskyld. Se. 
Min morfar brugte heller ikke kræfterne på at snakke, han foretrak handling. Lige så forsigtig og træt min mormor var, ligeså uforbeholden var min morfar med sig selv. Sine kræfter og sit temperament. Han var et kraftværk, en dampende maskine, og som det er med den slags, risikerer de at koge over. Hjulene at løbe løbsk. Det skete også for min morfar og gerne uden varsel. Pludselig kunne han vende sig rundt og råbe. Uforståelige eder, slå ud efter fuglene. Rive en gren af en busk, fanme og sgu. Kaste en hammer mod jorden, en skræmmende vulkansk vrede, underjordisk, uforudsigelig.
Senere, når trykket var gået af gryden, kom han ind. Smed skoene fra sig og pissede for åben dør. Fyldte kaffe i koppen og satte sig ved bordet uden et ord, mættede drikken med fløde og sukker, et stykke, to, tre, fire. Han tømte koppen i grådige slurke og i en hast, som forsøgte han at slukke en brand, dæmp en trang. Han vidste vel knap selv, hvori trangen bestod. Hvad han var vred over, hvem han var vred på. Sig selv måske, eller tiderne, der var hårde og tvang ham til at arbejde ud over sin formåen. På min Mormors hjerte måske, der var slidt før tid, eller på lægerne der talte om talte om ting, han ikke forstod. brugte latinske navne: Aorta og trikuspidalklap, cordis og cardia. Han forstod dem ikke, kun at min mormor var syg, at hun risikerede at dø, og at lægerne var magtesløse.
Måske var det det hele tilsammen. Grønkål og spejlede æg, højbede og hammer, en mudret og tåget kombination af træt- og tristhed. 
Min mormor så det hele, vreden, magtesløsheden, og fyldte koppen, allerede før den var tom. Hun hældte fløde i som var det olie på vandene og holdt min mor på afstand. Foreslog hende at lufte hunden, rive blade sammen, folde en fugl i papir. Al den slags man gør, for ikke at gøre noget andet: Tirre et rovdyr, for esksempel, eller tænde en ild. 
Alt det man siger, for ikke at sige noget andet. 
”Løb du ud og leg”. ”Vink til bussen”. ”Grav et hul”. 
Men undlad at se ned i hullet, du risikerer at miste balancen. 

Hun er ikke bitter.
Det er det, hun siger: – Jeg er ikke bitter, men. 
Og fortsætter så med at tale om, hvor glad hun er. For huset i skoven, alle de somre, vi har tilbragt sammen der. Hele familien, i bare fødder på terrassen eller i klipklapper på vej igennem det høje græs. Altid på vagt for hugorme og tornede buske, brændenælder. 
–Alt det vi har samlet igennem årene, siger hun, kurvefulde af mos og kogler, svampe. Og fuglene. Alle de mange gange vi har lyttet og sammenlignet, øvet os i at skelne. Gøg fra skovdue, solsort fra skade. Grinet af duernes dumt kælne kurren.
Dulle er i virkeligheden et gammelt dansk ord for due. Vingede tøjter. Letlevende dyr. Flyvske forførere.

Det var min fars ide. At hendes penge skulle sættes i sommerhuset altså. Pensionsopsparingen. Det var noget med rentesats og investeringsafkast, og selvom hun ikke helt forstod, hvordan det hang sammen, protesterede hun ikke. Han vidste mere om den slags, og hun var alligevel mere interesseret i nutiden end i fremtiden. 
– Heller ét hus på hånden end ti i ånden. Hun trækker på skuldrene. Hun har ikke fortrudt, siger hun, hun er glad for hytten. Ikke udelt: 
– Men hvor tit er man egentlig dét. Udelt glad? 
Det er ikke et spørgsmål. Hun tager en slurk af tekoppen, ser ud ad vinduet, nævner i flæng. Efterårsstormen i ’81, der havde lagt skoven omkring huset øde. Hun havde grædt, da hun så væltede stammer, hundredvis af årgamle stolte graner. Nu lå de og lignede efterladte soldater på en slagmark. Nogle kun sårede, de fleste døde.
Hun kalder hytten for sit helle, selvom hun indrømmer, at den også kan være byrde. Gardinerne skal jo vaskes jævnligt, skabene holdes rene, græsset Slås. Sådan er der hele tiden noget, og hun er jo ikke tyve år mere. Hun laver en grimasse, jeg har svært ved at læse den, om det er et smil eller noget andet. Om det er meningen, jeg skal tilbyde hende min hjælp. Støvsugning, hovedrengøring. Men så rejser hun sig fra sin stol:
 – Nå nok om mig. Samler kopperne sammen og bærer dem ud til vasken: – Hvordan går du ellers og har det? 

Hortensiaerne i forhaven er tæt på afblomstret, om en måned vil kun de pistne grene stå tilbage. 
Hun åbner døren, før jeg når at ringe på. Hun er i en taljekort jakke og jeans, på brystet bærer hun en broche i riflet sølv. Hun rækker armene frem til et knus, siger “hej” og ”så dejligt at se dig” og “velkommen til”. Ordene nærmest falder over hinanden. Hun finder en bøjle i skabet, og tilbyder at tage min jakke, min taske. “Lad mig”. Hendes bevægelser er for hurtige til hendes krop, nærmest hektiske. Jeg er født af hendes skød. Jeg har drukket af hendes bryster, hun har lært mig at tørre røv og at elske. Alligevel virker hun usikker, næsten forlegen, som om hun vil undskylde for noget. Jeg ved ikke hvad.

Stuen står, som den plejer. Med spisebordet til højre og tv’et modsat. Bagerst den vinklede sofa. På afstand ligner møblementet øer med hver deres liv. Bord-ø, sofa-ø, tv-ø. Da jeg var lille, sejlede jeg rundt imellem øerne på en pude, henover gulvet, som en opdagelsesrejsende på vej mod nye mål. Hver gang jeg nåede frem, var skuffelsen den samme. Tv’et viste sig bare at være et tv og ikke en selvlysende planet, sådan som jeg havde forestillet mig undervejs, beboet af fiskelignende væsner med tentakler. Sofaen var bare en sofa, blød og behagelig men også frygtelig kedelig. Man kunne hvile i den. Og sove og slappe af, men man kunne ikke tænde bål eller bygge vinger til ryggen og flyve væk, sådan som jeg havde drømt om, at øen gav mulighed for. 

Hun spørger til turen: Var der mange med toget, vil hun vide, hvad med benplads? Træk fra vinduet? 
Jeg når ikke at svare, før hun er videre. Frokosten er ikke noget særligt, forklarer hun, hjemmebagt brød og pålæg fra slagter Stenz. Hun remser op: kogt oksebryst, fransk salami, en letrøget spansk skinke. Og nå ja – også lidt rejer. Salat med grønne asparges. Gravad laks.
Min mor fortæller, at hun købte ”en Wegner” for sin første løn. –Y- stolen, hun peger. Det var min morfar der havde lært hende at sætte pris på håndværk, smukt design. Han var selv snedker og –tømrermester og stolt af sit fag. 
Sælgeren i butikken havde forsikret hende om, at stolen aldrig ville miste i værdi og at den af samme var et langt bedre køb end de billigere modeller. Værst var det nu, hvis hun satte pengene i en bil, mente han (min mor havde ikke engang kørekort?), den slags faldt i værdi samme øjeblik, som man satte en nøgle i tændingen. 

I flere år nøjedes hun med den ene stol, men så blev hun gift med min far og fik tre stole foræret til festen. Lige præcis nok til at, de nu kunne kalde det et møblement og invitere naboerne til te. 
I dag er hele stuen fyldt med den slags, med Finn Juhl og Børge Mogensen, et helt liv omsat i møbelkunst. Rene linjer, stilfuldt design. Funktion og form. Alt nøje afstemt. 
Det sker, at jeg spørger hende, om ikke hun bliver mæt af al den magelighed. Af al den fornuft og de flettede sæder. Af stolenes navne. Høvdingestolen, cigarstolen, whiskeystolen. 
Lillemorsofaen? 
– Får du ikke åndenød, vil jeg vide. – Af alle de mænd?
Ved hun ikke, at det er sproget, der skaber verden og ikke omvendt. At lillemor lyder af skødehund, et sæt tøfler, mens høvding rimer på stor og mægtig mand. En abe, der slår sig på brystet?
Min mor ryster på hovedet, til svar, smiler. Hun jo ikke har tænkt sig at tale med møblerne, siger hun, og heller ikke at kalde dem ved navne.
– Jeg sætter mig, hvor jeg vil, siger hun. Høvding, whisky, cigar. Hun ejer jo det hele.
– Du tænker for meget, tilføjer hun og rækker mig kurven med brød. Surdej, boller, to slags knækbrød: 
– Spis nu.

Nogen gange vågner jeg og er ved at tude. Af glæde. Over næsten ingenting eller måske over det hele til sammen. Over hunden, der sover i sofaen og tanken om huden på min mors hals, furet som et støvet landskab i Grand Canyon. Jeg er ikke en af dem, der ingenting fortryder, langt fra. Fik jeg valget at gøre noget om, ville jeg have spist mig til kræfter, dengang jeg sultede mig til døde. Råbt fuck de gange, jeg bøjede hovedet og hviskede undskyld, for noget jeg ikke havde gjort. Jeg ville ikke være blevet så længe sammen med ham, der låste mig inde. et helt søgn på badeværelset et helt døgn – “for sjov”. Og som først opdagede, at jeg havde forladt ham, flere dage efter, at jeg var skredet. Jeg ville nok have plukket flere kantareller og takket ja til færre af dem, der udnyttede, at jeg var i knæ. Som nu Esben fra Kolind, der lyste mig i øjnene og så, at jeg manglede zink og magnesium og et armbånd i kobber, som han tilfældigvis forhandlede. Eller Morten, der solgte mig for seks tusinde kroner tørrede bær og påstod, de ville “rense mig for dårlige tanker”, sætte mig fri. Jeg var ikke dum, jeg vidste godt, at det jeg gjorde var at bytte en sæk rådne æbler for en sæk ligeså rådne kartofler, men hvad fanden. Alt andet end status quo. 
I dag er det torsdag den 24. august, præcis samme dag jeg mange år tilbage skrev en seddel til mig selv om at leve sundt og dyrke motion. Ni måneder senere blev jeg indlagt på gule papirer, tvangsmadet og overvåget af lægestuderende, der tjente til føden. På afdelingen mødte jeg Inger, der var køkkendame og rund og helt ligeglad med, om jeg var fucked. Sammen sang vi “Se Venedig og dø” for Benny, der lå syg af Aids og havde nervebetændelse og vand i lungerne, men alligevel fandt kræfter til at klappe. Senere blev jeg udskrevet og kærester med Mads, der var brandmand og som misforstod og troede, jeg skulle reddes. Så flyttede jeg til Aalborg og blev bibliotekar på et speciale om digtekunst og divergerende æstetiske diskursniveauer. Så til Aarhus, læste videre, levede af verdensfjerne litteraturteorier og sukkerfri pastiller, blev indlagt og udskrevet, fordi jeg var usamarbejdsvillig. Behandlingsresistent. Det var ikke løgn, sådan var sygdommen: Resistent for al fornuft og logik. Jeg tabte mig tyve kilo mere, fik akutplads og sonde i halsen, blev uvenner med alle og mest med mig selv, drømte om at blive rask men uden at ville tage på. 
I mange år gik jeg rundt sådan, i opposition til ingen og alting, så mødte jeg Michael og glemte helt at hade og mig selv. Vi fløj til London og så Martha Wainwright i Royal Albert Hall, hun skiftede tøj fire gange i løbet af koncerten, vi smed alt vores, da vi kom hjem. Jeg fik arbejde i en ostebutik, senere som sekretær på psykiatrisk hospital. Så blev jeg ansat på en teaterskole, jeg satte tal i kolonner og arrangerede workshops. Alt fra foredrag med en verdensmester i fridykning til weekendkurser i overtonesang og afrikansk dans. Det var også der, jeg begyndte at skrive, siden er jeg aldrig holdt op. I musik taler man om skuffende kadencer, det er, når en dominant ikke opløses i en tonika, grundtonen, til slut. Så hænger man ligesom luften og venter på, at tingene falder på plads. Det er vist cirka der, jeg hænger, det er ok.