Louise Juhl

destory.dk

Month: juni, 2019

Ensomig #579

I går hørte jeg en udsendelse, den handlede om en flyvestation i Nagorno-karabakh. Vel at mærke en flyvestation uden fly og uden passagerer, men ikke desto mindre fuld bemandet – sikkerheds- og rengøringspersonel, informationsmedarbejdere og rullende transportbånd. En beboet kulisse, en medalje om ingens hals. Meget underligt indslag – men langtfra uinteressant. Udsendelsen handlede også om […]

Ensomig #578

I går skete der ingenting. Jeg satte mig ellers for at slå græsset, men kunne ikke få den elektriske plæneklipper til at virke. Karperne i dammen stirrede dorsk efter mig og de mange forgæves forsøg. Jeg kastede en håndfuld foder ud til dem i håb om at flytte deres deres opmærksomhed, de tog villigt imod. […]

Ensomig#577

I går så jeg et rådyr med lam. De stod i en lysning i skoven, ligesom hunden og jeg gjorde. Sådan stod vi i lang tid – rådyr, lam, hund, menneske – og så hinanden an, eller hvad det nu var, vi gjorde. Så skiltes vi. Rådyret fortrak med sin unge, hunden og jeg gik […]

En slags kunstpolitisk indlæg eller noget om ingenting at vide.

Der er sket et uheld på motorvejen og noget, der ligner hele verden, er kørt af den sekssporede. De holder nu i kø på det smalle stykke landevej, jeg plejer at have helt for mig selv. Hunden og jeg har været ved bageren, vi har købt mysli, den bedste af slagsen med revet, smørristet rugbrød, […]

Ensomig #576

Jeg forsøger at holde mit liv simpelt. Børster tænder med den samme rytme hver dag, tyve børst i højre side, tyve børst i venstre side. Først overmund, så undermund. Jeg drikker kaffe af det samme gule krus, samme mængde og i samme tempo, det vil sige præcis så langsomt, at jeg ikke går i stå. […]

Ensomig #575

Engang gik vi gennem skoven, min mor og mig, og vi gik ud af skoven igen. Hen forbi Dagli’ Brugsen, der solgte miniatureplastikskovle, strandtennissæt og vandmelon i skiver. Det var i toogfirs, jeg var lige fyldt ni.Senere kom vi forbi en ældre mand, der lå på knæ og lugede sit bed. Min mor nikkede til […]

Ensomig #574

Da jeg var syv, rejste min far til Japan. Han var væk i elleve måneder. Jeg hørte ikke fra ham imens, men min mor sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig – at han havde det godt. Alligevel håbede jeg, at han ville ringe, om ikke andet så for at høre, hvordan jeg havde det. Men han […]

Ensomig #573

Jeg vågnede og vidste med det samme, at kaninen var død. Det er seksogtyve år siden, alligevel kommer det hver dag som et chok. Det var en hankanin, arrig og utilpas ved mennesker, mest af alt ved mig. Jeg tror at første gang, jeg for alvor fik lov at røre ved den, var ved begravelsen: […]

Ensomig #572

Engang var jeg tæt på at dø af ingen ting. Ingen tro, ingen tvivl, ingen mad. Jeg lå i en hospitalsseng på Frederiksberg hospital og læste Malinovskis Leve, som var der en fremtid og et håb: at leve/ væve pløje/ skrive breve som om/ de nåede adressaten/ sige “på gensyn/ på torsdag”/ for at leve. […]

Ensomig #571

Det kan godt være, at jeg burde holde mig for god til den slags, men jeg elsker Alene i Vildmarken. Lige nu følger jeg med i den amerikanske udgave, der har fået den noget mere hårdtslående titel “Alone.” Et ord, ALONE, der giver ekko, selvom man nøjes med at tænke det.Det, der hver gang slår […]