Louise Juhl

Man kan gå uden om eller indenom. Over, under eller ved siden af. Man kan hoppe og danse. Rende og hoppe. Vente og vente. På noget, man ikke ved hvad er. Før det kommer. Nej! Før det går. Evigt ejes kun det tabte, siges det. Så man længes efter afsked og farvel og tab. Efter […]

Jeg har længe tænkt på grus. Den knasende lyd under sålerne – lidt som en drøm man drømmer i smug. En lyd af noget, der er forbi i det øjeblik den fanges af øret og ét skridt er afløst af et nyt. Ikke at det betyder noget særligt, gruset. Eller lyden. Men det fylder. Mine […]

Ikke alt, der glimter er guld ….ikke alt, der rasler er sabler (og øh…ikke alt, der lugter, er lort)

Jeg har slået en cirkel. Trukket en sart-rød tråd omkring en støvregnsstilhed. Venligst: Ingen adgang. Se mig ikke for dybt i øjnene – hold mig ikke for længe i dine arme. Lad mig gå før vi når frem – slip mig fri, når vi nærmer os. Dét, jeg ikke kan bære. Alene. Aldrig vil kunne dele.  […]

Åh, den evindelige hyklen. Sukkene, der fylder i al deres tilbageholdthed og loddet, der altid vender den tunge ende nedad: Relativiteten og røven er skruer uden ende: ”og så videre”….. i én helvedes evighed. Måske man skulle finde sig en bjergtop. Bare skyer og himmel og Vorherre til hest. Ingen triste dybder, bare uendelig blåt. […]

En skorstensrække af trøstefuld Nordkraft, en havn beboet af en plastfarvet kran. En måge på havet og endnu en glemsel, det er koldt og det fryser en rum tid endnu. Min nøgle istemmer en lås af forbihed – mine fødder har betrådt snart enhver tankesti. Det er langtfra en højtid, det er nutid og hertid. Det er tid […]

Jeg vil også skrive om sorte pupiller, om druknede hænder begravet i sand og fødder, der ikke tør vandre. Jeg vil også fylde mit vandtrug med blod fra ubærlige skæbner og hånlatters skærende sorte. Jeg vil også vide om måners aftag om kloders pejlen om spor af forbi Jeg leder forgæves og ved kun at […]

Dét var dråben. Med malurt. Der fik bægeret til at opløses og drømmen til at briste. Ud fosser flodbølger af klicheer. Hvilken patetisk modgift. Blablabla….

Der er megen sult, der ikke må mærkes. Ikke  sorte huller. Men et blændende hvidt.  Der skygger, for alt det sorte. Der ikke må være.

Engang måtte jeg reducere mig til en brik i et spil. Et ord i en bog. Et tegn i et alfabet, der aldrig fandt skrift. Lille, mindre, mindst. Nu leder jeg efter dine hænder. I en by i et land i en anden verden. Kravler ind i et Auster´sk univers og bliver det uskyldige punktum […]