Aldrig mere. Skal du le mig i stykker. Håne mine tårer. Ignorere min insisterende kærlighed. Aldrig mere skal du få nederlag til at ligne sejr. Fandme! Aldrig! Jeg har prøvet ydmygelsen. Gemt den bag alverdens klædestykker: Sorg, vrede, appel. Jeg har anråbt verden, skreget i skove. For kun at høre mit eget ekko som svar. […]
Brugte en del af søndagen i selskab med min dejlige, dejlige kusine. Hendes kæreste holdt reception i anledning af at have åbnet en ny restaurant i Århus: MellemRum, som jeg har haft æren af at navngive. MellemRum var mit bud på et navn. På baggrund af overvejelser, jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Teksten var derfor min […]
Brugte en del af søndagen i selskab med min dejlige, dejlige kusine. Hendes kæreste holdt reception i anledning af at have åbnet en ny restaurant i Århus: MellemRum, som jeg har haft æren af at navngive. MellemRum var mit bud på et navn. På baggrund af overvejelser, jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Teksten var derfor min […]
At møde mennesker efter flere års fravær kan være både spændende og skræmmende. Spændende, fordi livet nu engang – trods det ofte ikke synes sådan – former og udvikler os efter de forhåndenværende omstændigheder. Vi forandrer os. Ikke nødvendigvis synligt eller mærkbart. Men alligevel: Øjnene, der bliver en anelse mere runde og rummelige. Eller modsat: […]
Måske skulle man skrive historien om sin mor. Eller historien om En Moder. Nå anyway, man skriver om En mor: Dette billede på selvopofrelse og slidte hænder. På alt det, man gør for at glæde andre og som for langt den overvejende del misforståes eller tages for givet. Og der står hun så, med alle […]
Min farmor havde en hund , der hed Ib. Seriøst: det hed den! En ruhåret gravhund, der var arrig som et ondt år, hvad man næppe kunne fortænke den i, da jeg med sikkerhed har været monster-irriterende og påtrængende. Men altså alligevel. Ib. Arrig. Gravhund. IKKE nogen god cocktail. Min farmor ÆÆÆlskede Ib. Eller “Ibbermand”, […]
Min farmor havde en hund , der hed Ib. Seriøst: det hed den! En ruhåret gravhund, der var arrig som et ondt år, hvad man næppe kunne fortænke den i, da jeg med sikkerhed har været monster-irriterende og påtrængende. Men altså alligevel. Ib. Arrig. Gravhund. IKKE nogen god cocktail. Min farmor ÆÆÆlskede Ib. Eller “Ibbermand”, […]